Servicekoncernen ISS har fokus på at lande kontrakter med de allerstørste virksomheder rundt i verden.
Omsætningen har været højere end ventet hos ISS i årets første halvår, og servicekoncernen opjusterer forventningerne til væksten i 2019.
ISS sigter nu efter en vækst på 6,5-7,5 procent i 2019 mod tidligere 5-7 procent. Det oplyser selskabet i sit regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.
Selskabet står for alt fra rengøring til vedligehold af bygninger til drift af kantiner og sikkerhed.
Samlet endte selskabets omsætning i første halvdel af året 37,9 milliarder kroner. Det er en stigning på 1,7 milliarder kroner over det seneste år.
Samtidig er overskuddet øget med 118 millioner kroner til 822 millioner kroner.
Administrerende direktør Jeff Gravenhort fremhæver i en kommentar til regnskabet, at selskabet har godt fat i sine store kunder.
Han nævner en nylig kontraktforlængelse med Danske Bank og en ny kontrakt med den tyske gigant Deutsche Telekom, der er den største af sin slags i ISS' historie.
ISS er i øjeblikket ved at føre en ny forretningsplan ud i livet, der skal slanke virksomheden.
Planen indeholder et frasalg af aktiviteter i 15 lande, og indtil videre er tre lande solgt fra.
Strategien skærer kundegruppen midtover fra 125.300 til 62.700. Frasalget skal efterlade ISS med mere lønsomme kontrakter.
Mens ISS har skruet op for forventningerne til at tjene penge i år, har selskabet nedjusteret en anelse på udsigterne for indtjeningen.
ISS venter nu en overskudsgrad - hvor meget salg der veksles til overskud - på 5,0-5,1 i 2019 mod tidligere 5,1-5,2 procent.
På aktiemarkedet bliver det vekslet til en lussing af investorerne, der sender ISS-aktien ned med otte procent.
Ifølge aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand er årsagen, at overskudsgraden ikke lever op til forventningerne.
- Den (nedjusteringen, red.) lyder ikke af meget, men det er meget i den her verden og er et sted, hvor ISS helst skal levere, på et tidspunkt hvor markedet stiller spørgsmålstegn ved den nye strategi, der er fremlagt, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.