Kampagne har guidet folk rundt på Lolland-Falster.
Covid-19 gjorde sommerturistsæsonen på Lolland-Falster til en usædvanlig en af slagsen.
Virussens indtog i landet og de mange restriktioner, som både den danske regering og andre EU-lande indførte, betød uundgåeligt at mange udenlandske turister blev væk i sommersæsonen 2020.
Det forudså Visit Lolland-Falster, der i samarbejde med Lolland-Falsters fem handelsstandsforeninger iværksatte et markedsføringsinitiativ, der havde til formål at få den lokale befolkning til at holde ferie på netop Lolland-Falster.
Tanken var, at lokalbefolkningen også skulle bidrage til områdets turiststeder og detailhandel, der efter nedlukningen af Danmark kiggede ind i dystre prognoser.
Markedsføringskampagnen "Jeg Holder Ferie På Lolland Falster" blev skabt i et samarbejde mellem Reklamebureauet Pajor, Provi Reklamebureau og Folketidende Gruppen.
Med udgangspunkt i sociale medier, lokale kendte mennesker, radio og online på nyhedsmediet folketidende.dk, var målet at fortælle den gode feriehistorie fra Lolland-Falster, men endnu vigtigere:
At få lokale til at fortælle om deres yndlingssteder på Lolland-Falster og dele det vidt og bredt.
- Kampagnen har kørt rigtigt godt, og vi har fået meget eksponering lokalt i pressen, som både borgere, besøgende turister og virksomheder har lagt mærke til, siger destinationschef Brian Lindorf Hansen fra Visit Lolland Falster.
- Mange lokale har i år valgt at blive hjemme, og her er Lolland Falster i den grad blevet valgt som feriedestination, og det har kunnet mærkes på omsætningen hos de lokale virksomheder, tilføjer han og påpeger, at sommeren har budt på rekordomsætning for lokale restauranter eller butikker.
- Med kampagnerne "Jegholderferiepålollandfalster" og "TÆT PÅ", har vi opnået mange millioner eksponeringer, flere hundrede tusinde interaktioner på blandt andet sociale medier, og de mange reaktioner har bestemt været med til at guide folk rundt på hele Lolland Falster, vurderer Brian Lindorff Hansen.
Generelt vil hele engagementskonceptet på digitale platforme og sociale medier ifølge Brian Lindorf være en vej, man fremover vil fokusere meget på.
Tilfredshed i Nakskov
I Nakskov Handel og Erhverv er man bestemt også tilfreds.
- Vi har haft en rigtig fin sæson med mange besøgende i butikker og restauranter i Nakskov, siger eventmanager Katrine Hartmann, Nakskov Handel og Erhverv.
- Folk har været positivt overrasket over hvor smukt her er, og virkelig nydt vores dejlige by og fjorden. Generelt har vi haft mange besøgende, som ikke har været her før, og de er kørt herfra med et meget positivt indtryk af en aktiv handelsby fyldt med søde mennesker, og oplevelsen af at man sagtens kan bruge flere dage i Nakskov og på Lolland, konstaterer hun.
Kathrine Hartmann fremhæver, at kampagnerne "TÆT PÅ" og "Jegholderferiepålollandfalster" også har været med til at skubbe folk i retning af Nakskov og Vestlolland, og hun benytter fortsat #jegholderferiepålollandfalster som reference i den daglige markedsføring.