Fagbevægelsens bagland vil øge kravene til virksomhederne ind i de kommende trepartsforhandlinger, skriver Finans.
De skal pålægges et større ansvar for at uddanne flere, mener 97 pct. af de ca. 130 lokale LO-formænd og FTF-formænd, der har deltaget i en rundspørge, som Finans har foretaget.
Nogle af de adspurgte formænd mener, at tvang er vejen frem. Andre peger på, at der skal være pisk og gulerod i form af økonomiske sanktioner mod de virksomheder, der ikke gør noget, og belønning til dem, der gør.
Samtidig svarer knap 90 pct., at manglen på arbejdskraft skal løses gennem uddannelse af flere unge samt ved at løfte de ufaglærte til faglært niveau. 7 pct. peger på, at flere kontanthjælpsmodtagere skal i job, mens kun 1 pct. mener, man skal øge mængden af udenlandsk arbejdskraft, skriver Finans.
»Arbejdsgivere skal forstå, at de skal tage samspil med tekniske skoler og AMU-centre alvorligt. Det er en stor fejl (at de ikke gør det, red.), for det er deres ansvar og interesse, at det bliver bedre,« siger Tue Tortzen, formand for 3F i Frederiksborg.