Fuglehuset holdt - hustaget fløj

I 1999 boede Lise og hendes mand Gerd i et lille hus ved et skovbryn i Vesterborg sammen med deres tre hunde og tre tilløbne katte.

Fredag 3. december hører Lise i radioen, at en orkan er på vej mod Danmark. Men det kan da ikke være noget særligt, tænker hun og tager det ganske roligt. Bindingsværkshuset varmes op med en oliekamin, som er meget vindfølsom, så allerede om eftermiddagen slukker Lise og Gerd for varmen og forbereder sig på orkanenes komme. Vinden tager til.

"Larmen af vinden begynder at gå i vores nervesystem....Vi begynder at finde stearinlys frem, tændstikker, lommelygter. Vi taler om, hvad dør vi skal benytte som flugtvej, hvis noget sker....Omkring klokken 20 er orkanen nået til Lolland, og det hiver og slider i hele huset. Oftere og oftere hører vi fra 1. sal nogle drøn, som om huset blliver ramt af kæmpe jernkugler...Klokken 21 gik strømmen..."

Dyrene opfører sig underligt, og Lise finder kun ro ved at læse i sine børnebørns børnebibel.

"Ca. kl. 22, efter drønene fra 1. sal blev værre og værre og hver gang jog gennem kroppen på os begge med rædsel, lød der et kæmpebrag, som en bombe, der springer. Og med den allerværste følelse af rædsel og afmagt kom nu efterfølgelsen af brokker - murværk og taget der faldt sammen over os, det var overalt, vi vidste bare, at vi skulle ud af huset, overalt raslede det bare ned. Med 1 hund af gangen gik Gerd gennem haven til bilen..."

Lise får fat i Falck via sin mobiltelefon, og parret kører i bil sammen med deres hunde 20-30 meter væk fra huset for at vente på, at hjælpen kommer.

Da redningsfolkene har sikret huset, vælger Lise og Gerd at blive i bilen. De tør ikke køre væk på grund af faren fra væltede træer og nedfaldne elledninger.

"Kl. 3.30 lørdag morgen går vi tilbage til huset, det blæser stadig meget, men orkanen er væk...vi lagde os på sofa og seng i stuen, der var mørkt og råkoldt, det blæser stadig og lyden af vind og susen i skorstenen og husets knagen går gennem marv og ben...Nu vi ingen strøm har kunne vi heller ikke lave kaffe, kaffe der nu var vigtigere at drikke end alt andet!"

Men heldigvis har Lise og Gerd løbende under orkanen været i kontakt til deres præst, Kasper i Vesteborg kirke. Da han hører, at de ikke har strøm, kommer han dem hurtigt til undsætning og inviterer på kaffe og et varmt bad i præstegården.

"Efter et dejligt varmt bad og med med en termokande kafffe kørte vi hjem igen. Her fik vi et chok, for nu i fuldt dagslys kunne vi se alle skaderne. Overalt på vores store græsplæne og rundt om lå alt fra det nedblæste eternittag, kilet ned i græsset som syle i hundredevis, murbrokker og træværk lå spredt. Falck kom og afdækkede, men strøm og varme havde vi stadig ikke, nu begyndte det så at sne-slud-regne, og søndag begyndte det at regne ind i huset nogle steder og vanddråber kom ud af køkkenlampen."

Når Lise i dag husker tilbage på dette scenarie, griner hun, når hun tænker på, at selvom taget røg af huset, så stod fuglehuset ude i haven lige så fint og flot som før orkanen.

I dagbogen slutter hun sine optegnelser om orkanen i 1999:

"Vi flyttede til en ferielejlighed i 4 uger med 3 hunde og 3 katte og med vores forsikrings velsignelse. Det var en oplevelse på godt og ondt, og vi er taknemmelige for, at vi alle er i live og uskadte..."