For lav omsætning lukker nu Nakskovs ene sportsforretning.
Man skulle næsten ikke tro, at det er manglende omsætning, der nu får Sportmaster i Nakskov til at dreje nøglen. For det vrimler med kunder i sportsforretningen i Nakskovs gågade.
- At alle varer i butikken kan erhverves til halv pris, er selvfølgelig medvirkende til den store kundetilstrømning, som Jeyen Kailasanathan bemærker. Han er ansvarlig for 20 Sportmaster-butikker, blandt andet den i Nakskov.
- Butikken løber ikke rundt, så derfor lukker vi den. Flere og flere køber sportstøj på nettet, og det faktum, at der er to sportsbutikker i byen, spiller også ind, siger han og sammenligner med Maribo, hvor den nærmeste Sportmaster ligger - som den eneste sportsbutik i byen.
Sportmaster lukker i slutningen af januar 2020 og holder indtil da ophørsudsalg. Der vil løbende komme nye varer i forretningen, så der vil være noget at købe for kunderne helt frem til sidste åbningsdag.