cookie-og-privatlivspolitik
Mathilde (th) og Britta viser udstillingen i Carpe Diem, hvor urnerne er omkranset med bl.a. hortensiaer - kunstige af hensyn til udstillingens holdbarhed.

2

Billeder

Mathilde (th) og Britta viser udstillingen i Carpe Diem, hvor urnerne er omkranset med bl.a. hortensiaer - kunstige af hensyn til udstillingens holdbarhed.
Foto: Privat

Extra Posten

Urner kan da også dekoreres smukt

Hos Carpe Diem har blomsterdekoratørelev Mathilde Pilemand introduceret pynt til urner.




18. juli 2019 kl. 08:00 Af Lisbet Rasmussen

Annonce

- Det er aldrig set før, men vi er sikre på, at pynt til urner bliver det nye "sort", lyder det samstemmende fra Mathilde Pilemand og hendes chef, Britta Haugaard Jensen, da Extra Posten kigger forbi blomsterbutikken Carpe Diem i Nakskovs gågade for at høre nærmere om Mathildes fagprøve.

Mathilde er i et to-årigt elevforløb som blomsterdekoratør i Brittas blomsterbutik, og til september og oktober skal hun som afslutning på sin uddannelse aflevere og forsvare sin fagprøve. Som emne for fagprøven har Mathilde valgt urnepynt - et noget usædvanligt valg, ja, vist egentlig første gang, at en blomsterdekoratør-fagprøve har centreret sig om det emne.


En sidste blomstrende hilsen på urnen

- Vi har tradition for at bruge blomster som udsmykning og hilsner i de fleste ceremonier omkring døden. Fx kondolencebuketter, bårebuketter, kranse og hjerter som kistepynt og blomster, der lægges på selve graven. Men når en urne skal nedsænkes, er der ikke tradition for at højtideligholde den ceremoni ved at bruge blomster, forklarer Mathilde og fortsætter:

- Ved en bisættelse er der lige så meget udsmykning som ved en begravelse; men når urnen skal sættes ned, er der ikke tradition for at sende et allersidste farvel med en smuk blomsterudsmykning. Som de faktisk gør i mange andre lande.


Mangler ceremoni

Kransen symboliser jo det evige liv, så derfor har Mathilde fundet det passende at dekorere sine urner med blomsterkranse. En anden urne har hun udstyret med en dekoration på låget - som en slags hat.

Blomsterdekorationerne er lavet, så de kan tages af urnen for at blive lagt oven på selve graven.

- Jeg har koncentreret mig om få forslag til, hvordan man kan udsmykke en urne, slår Mathilde fast - selvom der jo kan udtænkes et hav af måder at udsmykke en urne med blomster.

Normalt leveres en urne med sænkebånd i silke som den eneste udsmykning.

- Der mangler virkelig måder at gøre en urnenedsættelse til en ceremoni, som er lige så smuk som de andre ceremonier omkring døden, siger Britta Haugaard Jensen og fortæller:

- Når de efterladte kommer ind for at bestille blomster til en urnenedsættelse, som jo er den anden ceremoni efter bisættelsen, siger de ofte, at de "bare skal have en lille buket". Der er jo ofte tale om en lille ceremoni, hvor kun de allernærmeste deltager. Men der mangler en eller anden måde at højtideliggøre den lille men vigtige ceremoni, som jo er det allersidste farvel.

Allerede nu kan du se Mathilde Pilemands urneudsmykninger i Carpe Diem, hvor hun præsenterer sine forslag ved hjælp af kunstige blomster.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Extra Posten":
Annonce