Bille August fylder 70: Min svære barndom har gjort mig stærk

Han var kun ni år, da hans mor døde og efterlod ham og hans søster med en far, der nok kunne være charmerende, men som også besad psykopatiske træk, og som kunne opføre sig decideret ondskabsfuldt.

Bille August, der den 9. november fylder 70 år, havde alle odds imod sig fra barnsben, men alligevel kan han i dag kalde sig en af Danmarks mest prominente filminstruktører.

- Jeg oplevede tidligt, at jeg havde været igennem alle katastrofer. Jeg var meget overladt til mig selv, men jeg har nok været en overlever.

- Hvor styrken til det kom fra, ved jeg ikke. Nogle ville nok knække, men jeg har haft en eller anden drift i mig, siden jeg var barn, siger Bille August.

Da moderen døde, fik børnene at vide, at de aldrig mere måtte tale om hende.

- Alle billeder af hende blev fjernet. Det var en meget brutal måde. En fornægtelse af, at der havde været en mor, siger Bille August, der den dag i dag stadig prøver at forstå farens bevæggrunde.

- Han var jo et barn af den sorte pædagogik, og han kom selv fra trange kår med otte børn i en toværelses lejlighed. Han havde et hårdt liv. Men jeg ved ikke, hvad han tænkte på, siger instruktøren.

Som 15-årig tog faren ham ud af skolen. Han mente, at Bille August skulle have en håndværkeruddannelse, og derfor blev han sat i lære som maler.

- Det var en katastrofe, fortæller Bille August, hvis drømme og planer gik i en helt anden retning.

Han ville formidle følelser og mennesker på det store lærred.

Som 19-årig tog han til Stockholm for at studere på Foto- og Dokumentarskolen, og her blev hans kærlighed til film for alvor grundlagt.

I 1978 debuterede han med sin første spillefilm, "Honning Måne", og i 1987 bjergtog han ikke bare Danmark, men hele verden med sin filmiske fortolkning af Martin Andersen Nexøs roman "Pelle Erobreren".

- Jeg tror, at det, der skete i min barndom, har medvirket til min lyst til at komme ind i kernen af menneskesindet og forstå, hvorfor vi gør, som vi gør.

- Det har ledt mig til film som "Pelle Erobreren", som er en historie om kærligheden mellem far og søn, og til "Lykke-Per", som beskriver, hvad en streng opvækst betyder, og hvordan det kan vansire et menneske, fortæller Bille August, der kærligt kalder sine film for forskningsprojekter.

- De har alle sammen afspejlet, hvor jeg har befundet mig i mit liv, og hvad der har optaget mig. På den måde har mit arbejde været en slags workout for mine følelser, siger han.

På sit cv kan han liste mere end 20 film, men de projekter, han er mest glad for, er dem, der virkede umulige at få gennemført.

- "Lykke-Per" tog for eksempel otte år at få i hus. Det var virkelig op ad bakke. Men jeg har hele tiden haft en tyrkertro på, at det nok skulle lykkes, fordi jeg synes, historien var vigtig nok, siger Bille August.

I sit arbejde beskriver han, hvordan to sider af hans væsen kommer til udtryk.

- Jeg er både meget skrøbelig og meget stærk. Jeg er følsom, men jeg kan også være iskold, når der skal tages beslutninger, siger han og uddyber:

- Jeg er nødt til at have en følsomhed som historiefortæller og i arbejdet med mennesker. Jeg er jo fascineret af relationsdramaer, og det kræver en stor følsomhed at kunne iscenesætte dem. Samtidig skal jeg dirigere en filmproduktion, og det er meget håndgribeligt og praktisk arbejde, som skal gå op i en højere enhed, fortæller han.

Allerede som 19-årig blev Bille August far første gang, og siden har han syv gange kunnet byde en lille arving velkommen til verden. Hans yngste datter, som han har med sin hustru, skuespillerinde Sara-Marie Maltha, er fem år.

Selv om der er et bredt aldersspænd mellem hans børn, og de ikke alle sammen har samme mor, betyder det meget for instruktøren at holde sammen på dem som en familie.

- Børnene er limen i mit liv. Selv om de har forskellige mødre, har jeg et tæt forhold til dem.

- Jeg har på mange måder haft et omflakkende liv i kraft af mit arbejde og boet mange forskellige steder, men jeg har, så vidt jeg har formået, forsøgt at være familiefar, siger han.

Flere af instruktørens børn har valgt at uddanne sig i filmbranchen. Sønnen Anders August arbejder som manuskriptforfatter og arbejdede sammen med Bille August på "Lykke-Per", mens døtrene Asta og Alba August har uddannet sig til skuespillere.

- Det er ikke noget, jeg har opmuntret dem til, siger Bille August og smiler.

- Det er nogle valg, de selv har truffet. Asta og Alba har jo fået det ind med modermælken, fordi deres mor (Pernilla August, red.) er skuespillerinde. Men jeg er bare glad for, at de laver noget, de brænder for, siger han.

Selv brænder han i den grad stadig for de store fortællinger. Men selv om han har både en Oscar, en Golden Globe, to Guldpalmer og en favnfuld af Bodil- og Robert-priser at bryste sig af, er det ikke statuetter og udmærkelser, der får ham til at blive ved.

- Når jeg kan skrive en scene, formidle den til skuespillerne, se den udfolde sig foran kameraet og til sidst sidde i en biografsal blandt publikum og mærke nøjagtigt dén stemning, som jeg havde, da jeg skrev scenen - det er det, der driver mig.

- Det er det største skulderklap, og det slår alle priser i hele verden, siger han.

Derfor er instruktøren bestemt heller ikke på vej på pension. Han har flere filmprojekter, han skal forløse.

- Så længe jeg synes, det er spændende og sjovt, og jeg har en nysgerrighed, så bliver jeg ved. Jeg tror, jeg har rigtig mange år endnu - sådan føler jeg det.

- Forrige år var jeg inviteret til Cannes og sad til en middag med instruktørerne Roman Polanski og Ken Loach, og de er 85 og 82 år gamle og buldrer stadig derudad, fortæller Bille August.

Hans nysgerrighed forbyder ham at lægge arbejdet på hylden.

- Min erfaring og den viden, jeg har fået gennem årene, drager jeg nytte af og kan tære på, men det, som virkelig driver mig, er min nysgerrighed efter alt det, jeg ikke ved endnu, siger han.