cookie-og-privatlivspolitik
Lars Pedersen, bedst kendt som Chief 1, har mange titler. Han er sangskriver, musikproducer, dj, rapper, sanger og sprang i 2017 ud som soloartist. (arkivfoto)

4

Billeder

Lars Pedersen, bedst kendt som Chief 1, har mange titler. Han er sangskriver, musikproducer, dj, rapper, sanger og sprang i 2017 ud som soloartist. (arkivfoto)
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Gossip

Chief 1 fylder 50: Jeg har opdaget hvad succes i virkeligheden er

Mandag fylder musiker Chief 1 50 år. Han har lært meget af at være teenageidol, producer, far og mand i krise.




15. februar 2020 kl. 10:00 Af Ritzau

Annonce

Da Chief 1 som syvårig så sin far spille trommer på et brunt værtshus i Tårnby og et par år senere hørte Run-D.M.C. på kassettebånd for første gang, vidste han, at musikken skulle være hans levevej.

Siden har den succesfulde sanger, sangskriver og producer, som egentlig hedder Lars Pedersen, lavet musik til stjerner som Ricky Martin, Kim Larsen, Outlandish og Ace of Base, før han i 2017 sprang ud som soloartist efter en større livskrise.

Her fortæller Chief 1 om fem øjeblikke, der har været skelsættende for hans liv.

1. Med far på bodega, 1977

- Jeg opdagede musikken tidligt. Min far var trommeslager i popgruppen The Cliffters med blandt andre Johnny Reimar. Min far var et teenageidol, som Se og Hør skrev om, og pigerne brød ind på hans værelse på Christianshavn for at stjæle hans underbukser.

- Men på et tidspunkt stoppede han med at spille musik, fordi det blev for hårdt for ham. Han havde fået min storebror og jeg, og han tænkte, at han måtte få sig et normalt job. Men han kunne ikke lade være med at spille, så han havde nogle jambands, som han spillede med på små værtshuse i midt-70'erne.

- Jeg kan huske, at jeg som syvårig blev taget med på Oksen Bodega, som er et lille værtshus ved Tårnby Torv, hvor jeg er født og opvokset. Jeg sad med min Jolly Cola og kiggede på min far, der spillede med sine venner, og jeg kunne se, at de var fuldstændig opslugt af tid og sted. Musikken havde transporteret dem ind i et univers, som var helt deres eget.

- Der vidste jeg, at det var det, jeg ville. Jeg vil også forsvinde ind i den magiske verden, og derfra begyndte jeg at drive mod musikken.

2. Kassettebånd fra USA, 1982

- Som otte-ni-årig begyndte jeg at tage fat i en guitar. Jeg spillede lidt i et rockband, men jeg kunne ikke rigtig finde mit musikalske ståsted. Jeg hørte The Police og elskede Gasolin', især "Masser af succes". Den sang lærte mig, hvad en sangtekst kan gøre. Men jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle lave rock eller pop.

- Da jeg var 12 år, var min storebror, Per, på high school i USA, og han sendte kassettebånd hjem med musik, han havde optaget fra radioen. På det tidspunkt hørte jeg Duran Duran, Madness og Adam & The Ants, men pludselig fik jeg et kassettebånd med Run-D.M.C.'s "It's Like That".

- Det øjeblik var lige så skelsættende for mig, som hvis jeg havde set månelandingen på tv eller været til stede, da JFK blev skudt. Da jeg hørte rendyrket hiphop for første gang, vidste jeg, at jeg havde fundet min vej. Min søgen var forbi.

- Derfra begyndte jeg at dyrke hiphoppen og blev en af de første break dancere herhjemme. Jeg hang ud i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor jeg sammen med en gruppe venner begyndte at rappe, og vi dannede Rockers By Choice. Det ændrede mit liv.

- Jeg var 18 år, da vi udsendte "Engel", og vi gik fra at være almindelige ungdomsklubs-kids til at blive teenageidoler. Jeg boede stadig hjemme, og min mor forbarmede sig altid over fansene og lukkede dem ind på mit værelse, så de sad der, når jeg kom hjem fra skole. Jeg tjente ingen penge og tog stadig bussen, hvor jeg blev forfulgt af unge piger, der sad bag mig og fniste.

- Vi fortsatte med Rockers by Choice i mange år, men det døde ret pludseligt, da der kom en ny dancekultur i 90'erne. Derefter var det meningen, at jeg skulle starte en solokarriere, men jeg var begyndt at få sceneskræk. Jeg ville hellere være fodboldtræner end angriber, så efter jeg havde opdaget Remee, satte jeg ham sammen med to sangerinder i gruppen Sound of Seduction.

- Det startede et nyt liv for mig, hvor jeg begyndte at producere. Det gjorde jeg i 15 år og arbejdede sammen med Gud og hver mand fra Johnny Madsen til Ricky Martin, Nik & Jay, Drengene fra Angora, Kim Larsen ... alle mulige. For mig har det aldrig handlet om genre, men om gode sange.

3. Den største kærlighed, 2011

- Da jeg var 41 år, blev jeg far til min søn, Vitus. Før han blev født, havde alt i mit liv handlet om musik, musik, musik, men pludselig kom der en kærlighed, der var større. Det var vildt.

- Jeg tror, at alle, der er blevet forældre kan skrive under på, at man lige pludselig oplever et ansvar, der er større end noget andet. Det er en følelse af at kigge på et mini-jeg og tænke: "Fuck, hvor er du skrøbelig og uskyldig og dybt afhængig af far og mor".

- Da jeg stod med ham på armen, begyndte jeg at græde ved tanken om, at jeg en dag skulle holde en konfirmationstale for ham. Jeg var så rørt over, at jeg på det tidspunkt ville have vidnet et helt liv med et helt fantastisk menneske.

- I dag er han otte år, og vi holder hinanden i hånden konstant. Det overgår alt. Man bliver pisse ydmyg over livet, når man går og holder sin søn i hånden.

4. Livskrise, 2016

- Efter at have været producer og sangskriver i mange år, begyndte jeg på et tidspunkt at løbe tør. Jeg havde fyldt rigtig mange menneskers brønde, men jeg havde glemt min egen. Musik gjorde mig ikke længere glad, og det skræmte mig, for hvis jeg ikke havde det, havde jeg ingenting - ud over min søn, som var mit eneste holdepunkt.

- Jeg var havnet i en krise eller en depression. Jeg havde startet et pladeselskab med Remee, og vi fik sindssygt meget succes, men alt det, der før gjorde mig glad og stolt, var nu sådan "nå, hm". Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at sadle om og gøre noget radikalt, for min comfortzone var ved at tage livet af mig.

- Jeg blev skilt fra min hustru igennem 22 år, og jeg stoppede mit samarbejde med Remee og alle de artister, jeg havde fundet og opdaget. Der var rigtig mørkt i mit liv, men jeg begyndte langsomt at tænke over, hvad der havde gjort mig glad, da jeg var 18-19 år. Og det var at sætte mig på mit drengeværelse, smide skoletasken og lave musik - til mig selv.

- Så en nat sad jeg i mit studie og skrev den sang, der hedder "Man skal dø lidt (før man finder vej)", hvor jeg beskriver det, jeg havde været igennem med min depression. Det blev min første solosang og startskuddet til et nyt jeg.

- På papiret var det fuldstændig vanvittigt at tænke på en solokarriere i så sen en alder. Branchen og pladeselskaberne sad sikkert og rystede på hovedet, men i dag kan jeg mærke, at det er det, der gør mig glad. Jeg har en Benjamin Button-følelse af, at jeg lever mit liv baglæns. Det, jeg skulle have gjort, da jeg var 22, gør jeg nu. Mit motto det sidste halve år har været, at det aldrig er for sent.

5. Ny start, 2020

- Om lidt fylder jeg 50, er jeg er ved at bygge et hus med min kæreste og skal ud på min første store soloturné, en festivaltour med Rockers by Choice samt et dj-sæt til Vi elsker 90'erne-koncerterne. Før var det mig, der hjalp artisterne og stod på sidelinjen og heppede, men nu står jeg selv i midten, og det er uvant, men også fuldstændig fantastisk. Hvis jeg ikke havde haft en livskrise, var jeg ikke blevet soloartist, så jeg har lært, at det, der på papiret kan ligne en forbandelse, kan blive en velsignelse.

- Jeg er pisse taknemmelig for mit liv, og jeg synes, at jeg er blevet bedre til at leve i nuet. Tidligere tænkte jeg, at succes var at stå på Smukfest og spille foran 35.000 mennesker, eller at en sang blev streamet ti millioner gange. Men den største succes er i virkeligheden bare at kunne være i nuet. Virkelig at være her. Lige nu og her.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Efterslæbet bliver stort 05. april 2020 kl. 21.11

AF: STEFFEN BJØRNSGAARD BAGGER

En folkelig sammenslutning 05. april 2020 kl. 19.36

AF: CARSTEN ANDERSEN

Nakskov kan ikke få hænderne ned 03. april 2020 kl. 16.44

AF: BIRGITT BJERRE

Cykelstier langs Sundruten… 01. april 2020 kl. 09.50

AF: BJARKE ROSENKILDE

Hjernevask, medierne,… 31. marts 2020 kl. 23.30

AF: JOHN WENNERWALD

Solidaritet når regningen kommer 29. marts 2020 kl. 20.35

Annonce