Dansk hitmusiker: Døden har ændret mit liv

Om man tror på genopstandelsen, paradiset, en drømmeløs søvn eller slet og ret ingenting, slutter selve livet med døden.

Den erkendelse ramte musikeren Lau Højen, da han juleaften i 2016 mistede sin mor til kræft.

Sorgen og siden frygten for selv at dø fra sine egne døtre og fra sin hustru bearbejdede han og skrev ned som sangtekster. Dem har han nu samlet og udgivet på sit nye album, "Vi vil gerne kysses", som han i øjeblikket rejser landet rundt og optræder med.

- Jeg oplevede først døden rigtigt, da min mor gik bort, fortæller Lau Højen.

- Det er i virkeligheden to liv, vi lever: livet før og livet efter vi ved, at vi skal dø. Og jeg er i gang med mit andet liv nu, kan jeg mærke. Men det er der også noget smukt over. Det betyder, at jeg lever mere intenst.

Lau Højen har været en del af den danske musikscene siden årtusindskiftet. Sammen med sit band, Carpark North, slog han for alvor sit navn fast med gennembrudsnummeret "Transparent and Glasslike" fra 2003.

Men for første gang i sin musikalske karriere står han på egne ben og udgiver musik i eget navn.

Hvor Carpark North er den store stjernekikkert, er solodebuten et mikroskop, fortæller han.

Lau Højens mor blev ramt af brystkræft i 2008. Efter et langt behandlingsforløb blev hun erklæret rask. Men en årrække senere blev hun ramt af tilbagefald. Kræften havde spredt sig og var så fremskreden, at den var uhelbredelig.

Derfra gik det stærkt. Den 1. december 2016 blev hun indlagt på hospice. Den 24. december døde hun.

Den dag ændrede livet sig for Lau Højen.

- Jeg arbejder stadig med ikke at lade mig opsluge for meget af, at jeg ved, at der er en slutning. Livets uendelighed, som jeg kunne have følelsen af før, kan jeg godt savne, fortæller Lau Højen.

- Dengang vidste jeg jo godt, at vi skal dø. Men jeg vidste ikke, hvad det ville sige. Den klarhed har jeg nu.

Lige til det sidste håbede han på et mirakel, og han udtrykte den indædte bøn på nummeret "Håb", som blev udgivet i Carpark North-regi i 2017. Han nåede at spille nummeret for sin mor. Men hun var desværre så syg på det tidspunkt, at hun ikke var i stand til at opfange så meget, fortæller Lau Højen.

Engang troede han på en eller form for gud. Det gør han ikke mere. Men han ville inderligt ønske, at han gjorde.

- Jeg mødte engang en relativt ung kvinde, som vidste, at hun skulle dø. Hun fortalte, at hun krammede sine børn så mange gange, som hun overhovedet kunne, sådan at de havde fået alle de kram, de kunne nå at få.

- Det synes jeg, var ret fint. Og det gad jeg godt, at jeg havde gjort med min mor. At jeg havde krammet hende endnu flere gange. For det er det, jeg savner allermest nu. Og hendes stemme ..., fortæller Lau Højen.

Sorgen over at miste har også skabt en frygt for at efterlade andre, især sine to døtre.

Han prøver at skyde frygten væk. Men indimellem er den så kraftig, at den overtager, og det er der kommet nummeret "Flyveturen" ud af, som er at finde på den nye plade.

- Jeg kan ikke lide at flyve, og særligt turbulens hader jeg. Engang på et fly til Færøerne kunne jeg for mit indre blik se flyet falde fra hinanden.

- Hver gang jeg lukkede øjnene i panik, så jeg min datter for mig blive ældre og ældre. Til sidst rammer vi vandet, og hun står på vandspejlet og rækker ud efter mig. Jeg har en angst for at dø fra dem. For at gå glip af deres liv og påføre dem sorg. Men jeg prøver virkelig ikke at tænke for meget på det.

- Jeg har egentlig bare lyst til at lege, at det er for evigt. Med en klar vished om, at det bare er noget, vi leger.

Hans døtre er otte og ti år gamle, og det er kun et splitsekund siden, at de var små, fortæller han.

Livet går stærkt, og vi er her kun i et afmålt stykke tid.

- Når man ved, at man skal dø, finder man på en måde ud af, hvad det er, det hele handler om. Og for mit vedkommende er det at få kuldegysninger, fortæller Lau Højen.

- Jo ældre man bliver, og jo mere man har oplevet, desto mere følelsesløs og uimponeret bliver man, så jeg jagter de oplevelser, der kan give mig kuldegysninger. Mere end nogensinde før. For det er det, livet handler om, synes jeg.

At springe ud som solist er en kreativ kanal til kuldegysninger.

Det er fantastisk og angstprovokerende på en og samme tid, fordi det føles som at begynde forfra med et helt nyt musikalsk udtryk, fortæller Lau Højen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at Carpark North er min førsteelsker. Det er mit liv, de er mine brødre og min familie på en eller anden måde. Og det kommer aldrig til at stoppe, tror jeg. Det er så stærk en organisme, at jeg sagtens kan lave det andet også.

- Jeg gør ikke det her for min skyld. Det er sangene, der vil ud. Efterhånden var der så mange i skuffen, at det til sidst virkede åndssvagt ikke at gøre noget ved dem. Og Carpark North-drengene opfordrede mig også til det, siger Lau Højen.

Da han først besluttede at samle sangene og arbejde mere målrettet mod et album, flød ordene faktisk ud.

- Måske er det en smule udansk at snakke meget om tingene, og specielt døden, som er underligt tabubelagt. Men jeg er sådan et menneske, der gerne vil tale om tingene, fortæller Lau Højen.

- Jeg vil gerne høre, hvad andre tænker, og jeg vil gerne høre mig selv sige mine egne tanker højt, så jeg ved, hvad det egentlig er, jeg føler. Det er en vigtig del af at være menneske, synes jeg.

Oprindelig skulle debutpladen bære titlen "Døden får os til at leve". Men i sidste øjeblik omdøbte Lau Højen den til "Vi vil gerne kysses", der også er navnet på slutnummeret, som har Lis Sørensen med på vokal.

- For mig indkapsler titlen længsel. Længsel efter kærlighed - tabt kærlighed i form af sorg, som er hjemløs kærlighed, eller hvad det er, præsterne plejer at sige. Det er kærlighed til min kone, frygten for at miste hende og frygten for at dø fra mine børn.

- Der er en kærlighedstråd gennem samtlige sange, så der er også noget dejligt lyst over titlen. Når man har vandret rundt i mørket et stykke tid, opstår der efter noget tid en længsel efter lys, siger Lau Højen.