Ed Sheeran er den suverænt mest spillede artist på Spotify i Danmark dette år, afslører streamingtjenesten.
Shape of You-sangeren Ed Sheeran scorede en Danish Music Awards-statuette for årets internationale hit, og det er ikke blot blandt branchefolk, at den 26-årige brite hitter.
Årets mest spillede artist på Spotify i Danmark er nemlig Ed Sheeran, som suverænt snupper førstepladsen, afslører streamingtjenesten i en pressemeddelelse.
Andenpladsen dribler Drake ind på for andet år i træk. Den 31-årige canadiske popstjerne har hittet med "One Dance" og "Hotline Bling" fra sin seneste plade, "Views".
Tredjepladsen toppes af dansk rap. Gilli, som snuppede tre statuetter til årets Danish Music Awards, er nemlig den tredjemest spillede artist på Spotify i 2017 og dermed den mest spillede danske artist på streamingtjenesten.
Foruden Drake dominerer en del andre canadiske sangstjerner også listen.
Fjerdepladsen planter The Weeknd sig på. Sidste års førsteplads, teenageidolet Justin Bieber, bestrider i år femtepladsen, mens landsmanden Shawn Mendes lander listens ottendeplads.
Mellem Justin Bieber og Shawn Mendes ligger to danske hitmagere - Kesi napper sjettepladsen, og Gulddreng snupper syvendepladsen.
Rasmus Seebach scorer niendepladsen, mens den amerikanske gruppe The Chainsmokers sikrer sig tiendepladsen.
Her er de 20 mest spillede artister i Danmark:
1) Ed Sheeran
2) Drake
3) Gilli
4) The Weeknd
5) Justin Bieber
6) Kesi
7) Gulddreng
8) Shawn Mendes
9) Rasmus Seebach
10) The Chainsmokers
11) Node
12) Rihanna
13) Scarlet Pleasure
14) Post Malone
15) Calvin Harris
16) Nik & Jay
17) Kendrick Lamar
18) Sleiman
19) Eminem
20) Coldplay