Annonce
Bolig og livsstil

Dansk seriestjerne supernørder sine roller: Det giver mig selvtillid

Skuespiller Johannes Lassen, er aktuel i anden sæson af den populære serie "Gidseltagningen". Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Skuespiller Johannes Lassen går ofte en smule til ekstremerne for at forberede sig til en rolle.

Den danske skuespiller Johannes Lassen er godt i gang med at slå sit navn fast både herhjemme og i udlandet.

Efter han i en årrække har haft biroller i film og tv-serier, landede Johannes Lassen i 2017 sin første hovedrolle i Kanal 5's successerie "Gidseltagningen", som er blevet solgt til udlandet og nu er aktuel med sin anden sæson.

I juni modtog han den internationale pris Den Gyldne Nymfe for bedste mandlige skuespiller i en tv-dramaserie" ved tv-festivalen i Monte Carlo for sin rolle i serien.

Og Johannes Lassen er ikke kommet sovende til succesen.

Den 39-årige skuespiller kaster sig med liv og sjæl ind i sine roller og forbereder sig ofte mere, end instruktøren forlanger af ham.

- Forberedelsesfasen betyder virkelig meget for mig. Jeg tror nærmest ikke, jeg har haft en rolle, hvor jeg ikke har tænkt: "Hvad kan jeg selv gøre for at klæde mig bedst muligt på, inden jeg starter"? Jeg ville aldrig have lyst til bare at sjusse mig frem, siger han.

I "Gidseltagningen" spiller Johannes Lassen den tidligere krigsfange Philip Nørgaard, som i første sæson udpeges til leder af PET's såkaldte Terror Task Force.

For at kunne sætte sig bedst muligt ind i hovedet på karakteren har Johannes Lassen mødtes med chefforhandleren for den britiske politistyrke Scotland Yard, en tidligere chefforhandler for PET og en overlæge med speciale i posttraumatisk stress-syndrom.

Han har også mødt den danske fotograf Daniel Rye, som sad som gidsel hos Islamisk Stat i 13 måneder, for at kunne forstå, hvad Rye har været udsat for, mens han sad til fange.

Foruden møderne har Johannes Lassen omlagt sin kost og trænet to gange dagligt med tidligere soldater for at være i form til den krævende rolle, ligesom han har fået skydetræning og undervisning i radiokommunikation.

På Høvelte Kaserne lærte han blandt andet, hvordan man som politibetjent går ind i et rum og afsøger det.

Forberedelsen betyder meget for Johannes Lassen, fordi den gør det nemmere for ham at sætte sig ind i rollen, så han kan bruge al sin energi og sit fokus på at være til stede i scenen.

- Det skaber en selvtillid i mig, fordi jeg ikke længere tænker over, hvordan min karakter eksempelvis holder på et våben, kommer ind i et rum eller afsøger det. Jeg gør det bare.

- En fodboldspiller tænker heller ikke over, hvordan han sparker til bolden, det gør han bare. Det er meget nemmere for mig at spille, når forberedelsen ligger der, siger han.

Da Johannes Lassen fik sin første tv-rolle som Wilhelm Dinesen i Ole Bornedals "1864", brugte han tre måneder på at lære at ride, så han kunne styre sin hest fuldstændig, som han ville.

Han læste beretninger fra krigen, og med hjælp fra danske og internationale fægtetrænere brugte han fire måneder på at træne sin venstre hånd op, så han kunne fægte med to sabler i en scene, der varer cirka et minut.

I forbindelse med optagelserne til "1864" sørgede Johannes Lassen også for at få våbentilladelse til et gammelt forladegevær, så han kunne lære at skille det ad på tid.

- I serien var der en scene, hvor jeg skulle vise, hvor god jeg var til at skille et forladegevær ad, så jeg fik en våbentilladelse, så jeg kunne have geværet på mit hotelværelse i Prag og øve mig på at skille det ad hver aften. Det brugte jeg virkelig lang tid på, selvom scenen endte med at blive klippet ud og aldrig blev vist, fortæller han.

I forbindelse med fodboldfilmen "Sommeren '92", hvor Johannes Lassen spillede den tidligere landsholdsspiller Kent Nielsen, brugte han og de andre skuespillere to måneder på at spille fodbold med gamle Superliga-spillere for at komme i form og vænne sig til at have en bold mellem fødderne.

Og som forberedelse til sin rolle i første sæson af DR's dramaserie "Bedrag" hang Johannes Lassen ud med børsmæglere og advokater og udspurgte dem i timevis om forskellige aspekter af virksomhedsøkonomi for at forstå, hvordan man børsnoterer og strømliner et firma.

- Det er en lille smule nørdet, og man skal selvfølgelig have tid til at forberede sig så grundigt, men det er også en gave.

- Jeg synes, det er fantastisk, at jeg i en kort periode kan få lov at kigge gennem nøglehullet til nogle verdener, som jeg ellers aldrig havde haft mulighed for at gå ind i - og samtidig få hjælp af nogle af de mest kompetente mennesker, som har lyst til at give mig et indblik i deres verden for en periode, siger han.

Når Johannes Lassen har indspillet en film eller en tv-serie, plejer han at se det færdigklippede produkt for at studere sit spil.

- Da vi lavede "1864" fortalte Ole Bornedal (seriens instruktør, red.) mig, at han havde talt med Robert de Niro, som fortalte, at han havde et helt rum fyldt med filmklip af sig selv, så han kunne studere sig selv for at blive en bedre skuespiller.

- Sådan et rum har jeg dog ikke, men jeg ser på mig selv og prøver at lægge mærke til, hvad jeg synes fungerer, og hvad der ikke fungerer i mit spil, så jeg kan blive bedre, siger han.

Johannes Lassen er også begyndt at interessere sig for, hvordan lys, kameraer og kameraobjektiver kan påvirke en scenes udtryk og den måde, han skal spille scenen på.

Lige nu er han aktuel med anden sæson af "Gidseltagningen" og tilbage i rollen som Phillip Nørgaard.

Johannes Lassen kan mærke, at seriens danske og internationale succes og prisen ved tv-festivalen i Monte Carlo har åbnet døre.

- Det har skabt en større bevågenhed, flere muligheder og større castings. Men som skuespiller spørger man ofte sig selv - lige meget om man er "Hollywood big shot" eller lige er startet - gad vide, om det fortsætter?

- Det her er en branche, hvor man skal være inviteret af nogle andre. Der skal være nogle, som har en leg, der siger: "Jeg vil gerne have dig med i min leg". Selvfølgelig kan du blive god til at gå til castings, men det er nogle andre, der vælger dig, og det er ikke kun talent, men også trends og mange andre faktorer, der spiller ind, som du ikke selv kan styre.

- Men det, du kan styre, er at være så god som muligt, når du laver noget, og det er det, jeg prøver på, siger han.

Anden sæson af "Gidseltagningen" har premiere på Kanal 5 og Dplay den 25. marts.

  • Til Ritzau interview-Portræt af skuespiller Johannes Lassen
    Skuespiller Johannes Lassen, er aktuel i anden sæson af den populære serie "Gidseltagningen". Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
112

Tre anholdt: Narkohunden Alfa opsnusede et halvt kilo kokain

Guldborgsund

Ekstremt vejr koster kommune mindst 24 millioner kroner

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? 180 tekster barberes ned til 25

Vejret

Vågnede op til haglvejr - men forude venter 23 grader

Maribo

Sygdomsforløb satte gang i butiksdrøm: Nu har han slået døren op

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

Sport

NFH dummer sig gevaldigt i Sønderjyske - under maksimalt pres nu

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet

Sport

Skuffet Wulff efter nederlag: - Fatter slet ikke at vi kan tabe den kamp

Indland

Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

Maribo

Flytter butik væk fra Rødby: Men åbner i Maribo

Lolland

Gør dig klar: Her sætter de prisen ned på brændstof

Guldborgsund

Millliondyrt projekt i gang: Skal forvandle 250 kvm

112

Stoppet på trehjulet knallert på motorvejstilkørsel

Indland

Vil du også gøre det? Seks ud af 10 vil sætte hveder på bordet

Annonce
Annonce
Lolland-Falster

"På røven i Nakskov"? - Det kan man godt glemme alt om

Guldborgsund

Se billederne: Hundredvis dukkede op til 125-års jubilæum

Udland

Biden underskriver Ukraine-pakke og lover nye sendinger straks

Indland

Myndighederne jubler: Snart er det slut

Lolland

Store Lalandia-planer: Udvider for at udnytte potentialet

Guldborgsund

Nyt udvalg: Færre skal være afhængig af pendling

Sport

NFH-profil ånder lettet op: Fjernet knude var godartet