Lars Hjortshøj om ikonisk rolle: De syge madvaner var det værste

Lars Hjortshøj har spillet så mange forskellige roller i sketchshows som "Casper og Mandrilaftalen" og "Live fra Bremen", samt i serier og film, at han ikke har tal på dem.

Men der er én rolle, der især udmærker sig for komikeren, der lige nu kan ses som "Store Lars" på TV3 og Viaplay.

Hvilken rolle er din bedste?

- Der er et eller andet med Robert Dølhus-karakteren fra "Langt fra Las Vegas", fordi han var så gennemført usympatisk. Sikke da en idiot. Og alligevel var han alles darling. Jeg tror ikke, man kunne slippe af sted med en karakter i dag, der bare gik rundt og sagde "hold kæft, kælling".

- Man accepterede det, fordi han var udviklet mentalt som en teenagedreng, men hans popularitet lå også i, at han gjorde og sagde ting, man ikke måtte. Han samlede ind til børn i Afrika og beholdt pengene selv. Alligevel var han ikke kun usympatisk. Han havde også en sårbarhed.

Hvordan fik du rollen?

- Det var aldrig meningen, at jeg skulle have spillet den. Vi havde lige lavet "Casper og Mandrilaftalen", og jeg tror, at vi havde en to-tre stykker inde til casting til rollen som Robert. Så det var på et afbud, jeg fik den. Sådan har det ofte været i mit arbejdsliv.

Hvordan forberedte du dig til rollen?

- Robert Dølhus er faktisk sammensat af to karakterer fra virkeligheden. Vi havde en it-mand, hvor vi arbejdede på Metronome, og Casper og jeg så ham en dag fra afstand i Tivoli, hvor han sad og spiste alene i Grøften. Der var noget episk over det.

- Og så havde jeg en kollega på Danmarks Radio, som også er god ven af min hustru, som er autist. Og noget af diktionen har jeg taget fra ham. Den måde, Robert Dølhus taler på. "At være den, som at det er, der er den, der har gjort noget." Han har en spøjs udgave af det danske sprog. Og så gav jeg den bare fuld pedal.

Hvad var det fedeste ved rollen?

- Det var, at den ikke havde noget filter. Og der blev i den grad skruet op for karakteren jo længere, vi kom hen i sæsonerne. Den der usympatiske overbygning på ham gav virkelig noget, og gav utrolig meget opmærksomhed.

- Jeg kan huske, at der blev lavet t-shirts, hvor der stod "hold kæft, kælling", som nogle børn havde på i skole. Hvad var det for nogle forældre, der lod deres børn se "Langt fra Las Vegas"? Det ville man aldrig gøre i dag. Det var jo helt sygt med vanvittige seksuelle referencer til børn og asiatere og små drenge. Det var ikke en børneudsendelse.

Hvad var det sværeste ved rollen?

- Jeg skulle som regel spise i rigtig mange scener. Og når man tager det om igen og igen og igen, så ryger der ret meget mad ned. Og han havde sådan nogle syge madvaner, det var fucking ulækkert nogle gange. En grillpølse stukket ned i en roulade for eksempel. Og så at skulle tage sådan en scene en 15-20 gange. Det var ulækkert. Der var også et helt afsnit, hvor han levede af makrel. Det var svært, syntes jeg.

- Det var også svært at skulle tilsidesætte al god smag og etik og forfængelighed og bare høvle afsted. Jeg lærte virkelig bare at stå til rådighed for det projekt, jeg havde sagt ja til og gøre det, der skulle til. Jeg sagde ikke nej til noget.

Er der en scene, du holder særligt af?

- Jeg tror, der er en scene, hvor Sussi (la Cour, tidligere Katja Kean, red.) skal klippe mig, hvor jeg har hendes bryster lige i ansigtet. Det var en decideret koreografi, for hun stod med en saks, og hver gang hun flyttede sig, skulle jeg dreje mig for at følge med hendes bryster. Der gik alt op i en højere enhed mellem vores to karakterer.

Hvad har rollen betydet for din karriere?

- Det er en karakter, som folk stadig refererer til. Så den må jo kunne et eller andet. Jeg havde lavet meget standup og mange sketches før det, men han var den første karakter, jeg havde mulighed for at udvikle over en længere periode. Og det lærte jeg meget af og har kunnet bruge senere hen.