Natasja Crone om værtstjans: Meget anderledes måde at lave tv på

Den garvede tv-vært Natasja Crone har haft nogle hektiske og udfordrende dage på hjemmekontoret i den seneste uge.

Sammen med kollegerne Puk Elgård og Anders Breinholt skal hun lørdag aften være vært for TV2's coronaprogram "Danmark står sammen".

Et program, der er blevet stablet på benene i løbet af få dage, og hvor al forberedelsen er foregået via Skype.

- Det er en meget, meget anderledes måde at lave fjernsyn på, siger Natasja Crone.

- Jeg er vant til, at når et program skal sendes direkte, er der ugevis - nogle gange månedsvis - af forberedelse med møder og prøver, og normalt ville jeg have skrevet alt, hvad jeg skal sige.

- Men det kan jeg ikke her, fordi det hele er gået så hurtigt. Så vi må bare kaste os ud i det, siger hun.

Selve afviklingen af programmet bliver også på meget anderledes præmisser, end Natasja Crone, Puk Elgård og Anders Breinholt er vant til fra henholdsvis "TV2 Nyhederne", "Go' morgen Danmark" og "Natholdet".

Når de tre værter sender live fra studiet i Tivoli og ude i det fri, kommer de til at stå på behørig afstand af både hinanden og programmets gæster, som blandt andre tæller statsminister Mette Frederiksen, sangere som Oh Land, Mads Langer og Lukas Graham samt en række almindelige danskere.

Men selv om det er en udfordrende måde at lave tv på, minder Natasja Crone sig selv om, at der er mange, der har det væsentlig sværere for tiden.

- Jeg har ikke hele min virksomhed på spil eller et nært familiemedlem, der er smittet. For mig er det ikke liv og død. Men programmet er der, hvor jeg kan bidrage med noget i en underlig tid, siger hun.

- Programmet handler om at give lidt gejst og håb i en hverdag, som ingen af os har prøvet før, og hvor uvisheden er enorm. Alt er vendt på hovedet, og man måske trænger til at møde nogle andre mennesker - om ikke andet så i fjernsynet, siger hun.

Natasja Crone har selv oplevet det som mærkeligt at være isoleret derhjemme.

Når hun ikke arbejder, har hun kastet sig over et puslespil på 1000 brikker, og så hygger hun sig med sin yngste søn, Noah, som går i gymnasiet og stadig bor hjemme.

- Nu har jeg ikke små børn, så jeg skal ikke både være isoleret og agere skolelærer som mange andre. Det er lidt mere stille og roligt herhjemme, men jeg ser ikke nogle venner, og jeg går ikke ud.

- Man er ligesom sat på en underlig ufrivillig pause. Og jeg er selvfølgelig også bekymret for, hvordan vi kommer ud på den anden side. Hvordan kommer verden til at se ud, og kan vi spole tilbage til der, hvor vi var før?

- Men jeg prøver også at sige til mig selv og dem, jeg er i nærheden af, at det nok skal gå, siger hun.