cookie-og-privatlivspolitik
- Dødeligheden står og siger, at jeg må fatte, jeg ikke er udødelig, siger Pernille Højmark, som fylder 60. Hun er blevet mere ængstelig med alderen. Men det skyldes også, at hun for to år siden blev mor til en afghansk flygtningedreng.

4

Billeder

- Dødeligheden står og siger, at jeg må fatte, jeg ikke er udødelig, siger Pernille Højmark, som fylder 60. Hun er blevet mere ængstelig med alderen. Men det skyldes også, at hun for to år siden blev mor til en afghansk flygtningedreng.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Gossip

Pernille Højmark markerer milepæl: Jeg er blevet mere ængstelig

Hun har levet hele sit liv ude i sidesporet. Men alligevel er hun lykkedes på sin egen mærkværdige måde.




20. maj 2020 kl. 08:00 Af Ritzau

Annonce

Når sanger- og skuespillerinde Pernille Højmark træder ind i et nyt årti den 21. maj, hvor hun fylder 60 år, er det i sit livs rolle.

For to år siden blev hun nemlig mor til en voksen afghansk flygtningedreng.

Det lå slet ikke kortene, da hun egentlig bare tilbød den forpinte dreng at komme i erhvervspraktik på musicalopsætningen af "Midt om natten", som hun selv medvirkede i, fordi han drømte om at blive enten skuespiller eller politibetjent.

Men da hans brune øjne mødte Pernille Højmarks blå, var det, som om de allerede forstod hinanden.

Tre dage senere ryddede hun et værelse, og der bor han stadig.

- Jeg ved ikke, hvad fanden det var. Men der var noget i ham, jeg kunne genkende. Jeg har selv set min verden eksplodere.

Pernille Højmark kom til verden en forårsdag på Amager som datter af en psykolog og en advokat.

Det var et kærligt hjem fyldt af fest og farver. Men farens advokatkarriere kostede ham kræfter, og efterhånden strammede slipseknuden.

En dag rev han resolut rødderne op og tog døtrene med til Grønland. Et sceneskift skulle der til. Mens moren blev i Danmark, flyttede familien ind i en betonblok i Godthåb. Men det var intet godt håb der.

- Han gik direkte ind i løvens gab. For det, ingen vidste var, at han havde et kæmpe alkoholproblem. I løbet af en måned var han helt væk, og min søster og jeg var overladt til os selv.

- Børn skal ikke føle, at de sidder helt alene på en isflage. Det tager de skade af.

Efter to år flyttede familien tilbage, men faren var stadig uforløst i sin søgen efter sjælefred.

Pernille var 13 år, da hendes søster fandt ham død.

Verden væltede, familien var knust, og vred og uforstående ville Pernille finde svaret på, hvorfor han skød sig.

Hun ville vide alt om verden. Hvordan den hænger sammen, og hvorfor mennesker reagerer, som de gør. Og det var en lærer med til at give hende indsigt i.

Familien var flyttet igen - det gjorde de en del - og ind foran katederet på Pernilles nye skole trådte en ræverød marxist iført Wrangler-jeans og ruskind på ærmerne og trak litterære værker op af sin lærredstaske og stak eleverne.

- Mit hoved voksede, og jeg udviklede et enormt intellekt. Samtidig var jeg også hende, der drak sig alt for fuld til festerne og endte med at tude ude på lokummet.

- De andre kunne ikke finde ud af mig - så stærk, så skrøbelig - og det isolerede mig.

Pernille Højmark måtte væk og flyttede til Frankrig efter 10. klasse.

Paris bliver betegnet som kærlighedens by. Og en af romancerne har for Pernille Højmark også varet ved - kærligheden til kunsten.

En formiddag i februar traskede hun ind på et af byens museer og blev bjergtaget af impressionismens mester van Gogh.

- Jeg følte, jeg forstod ham, og kunne pludselig mærke, jeg selv skulle lave store epos. Men jeg var jo alt for ung og uerfaren, så jeg tænkte, jeg skulle prøve at blive skuespiller først.

Det blev hun i 1993 fra Aarhus Teaterskole og landede siden roller på film, teater og tv.

I 1994 blev hun hædret med en Bodil for sin præstation i "Sort høst", men det store gennembrud kom tre år senere i tv-serien "Taxa". Senere har hun medvirket i DR-fortællingen "Krøniken" og "Teaterkoncerten Leonard Cohen" - hendes helt store idol.

Alligevel fremhæver hun de store festivaljob med partybandet "Sweethearts", som hun har stået i front for siden starten af 90'erne, som sine karrieremæssige højdepunkter.

- Musik er en forlængelse af livet. Den gør mig glad, og den trøster mig, siger hun.

Mens musikken er en måde at håndtere virvaret af følelser på, var alkoholen engang en anden.

Hun satte den første flaske for munden i 11-årsalderen.

I 40'erne blev mængden for meget. Pernilles venner opfordrede hende til at søge hjælp. Hun indvilgede. Det var ikke kønt mere.

Ti år i træk tilbragte hun hver fredag i rundkreds.

- Principielt drikker jeg ikke mere. Jeg får det enormt dårligt dagen efter. Men det sker en gang imellem.

- Men som jeg selv synger: "Jeg har en lang, lang hale af skandale på skandale". Det er jo også et værn mod det småborgerlige.

I mange år var det for at forsvinde, at hun drak. Knust af farens selvmord blev hun som 21-årig forældreløs, da moren døde af kræft.

- Jeg har altid haft brug for ventiler, hvor jeg kunne blive væk. I sorg er der en enorm vrede, som jeg stadig døjer med. Og der er fandeme også nogle, der har fået en opsang. Nogle mere fortjent end andre, siger hun.

- De har siddet løst indimellem. Men jeg er blevet roligere med alderen.

Hun er også blevet mere ængstelig. Og bekymret. Men det skyldes nok også hendes søn.

- Pas nu på!, lød det fra hende, første gang han satte sig bag rattet, efter at han havde fået kørekort.

- Det skal jeg nok, mu-ar, lovede han.

Han siger mor, nærmest efter hver anden sætning, fortæller hun.

Det er et stort ord for Pernille, som ikke har biologiske børn. Det har aldrig været en drøm, hverken under hendes ægteskab eller i tidligere forhold.

Hun blev skilt i 2004 efter 23 år. Det var samtidig første gang siden 17-årsalderen, at hun ikke har haft en kæreste.

- Jeg hader ordet single. Jeg er alene. Og det er fandeme specielt. Men en fast kæreste, det ved jeg nu heller ikke. Jeg ved heller ikke, hvor han skulle være henne. Gider jeg gå i byen og flirte? Og kan jeg stadig finde ud af det?

- Jeg har prøvet Tinder, men kan slet ikke se mig selv i det. Og jeg har det faktisk meget godt. Men jeg vil nu godt have noget sex. Jeg vil gerne have en elsker, som synes, jeg er fuldstændig vidunderlig.

Ellers er hun godt tilfreds.

Lidt småjusteringer er der kommet. Hun er begyndt at vinterbade, og så har hun skrottet smøgerne.

- Men jeg har også røget, siden jeg var 11. Jeg tror nærmest, jeg har nikotin i knoglerne.

Dødeligheden er kommet krybende, erkendelsen af, at der er mindre tid end mere.

Den 21. maj fylder hun 60. Og det er noget lort. For det er kraftedeme gammelt!, konstaterer hun.

Men hun ønsker sig ikke noget. Det skulle da være "fred i verden uden forurening", svarer hun syngende.

Hun har ikke tænkt sig den store festivitas - måske inviterer hun nogle over til brunch, siger hun, da hun funderer lidt mere over spørgsmålet.

For der ér noget at fejre.

- Jeg er stolt over, at det er gået, som det er. For det kunne fandeme være gået galt. Selv om mine forældre har lavet gedigne svigt, har vi altid følt os elsket. Og føler man det, kan man klare meget. Ellers er det svært at finde kærligheden til sig selv.

- Jeg har også følt et ansvar for at klare den og vise, at der er en vej. Og det er sikkert ikke det værste at have som dogme.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: BJØRN BOESKOV

Svaret blæser i vinden 27. maj 2020 kl. 19.04

AF: JOHN WENNERWALD

Snot for sig og skæg for sig 24. maj 2020 kl. 22.47

AF: JOAN GERTI KRAGH

Grøn Genstart,… 18. maj 2020 kl. 12.53

AF: JOHN WENNERWALD

Skeletterne vælter ud af skabet 17. maj 2020 kl. 20.59

AF: FREDDI HANSEN

Det Falsterske dige 16. maj 2020 kl. 01.09

AF: MARTIN WOUTERS

brædder ønsker hurtigt… 15. maj 2020 kl. 16.47

Annonce