Sara Blædel: Jeg har sluttet fred med mine ungdomsår

Da forfatter Sara Blædel tilbage i 2011 udgav "De glemte piger", som er den syvende roman i hendes populære serie om efterforskeren Louise Rick, markerede bogen et skifte.

I seriens første seks bøger havde Sara Blædel ladet sin hovedperson arbejde i drabsafdelingen Afdeling A på Københavns Politigård og bo i landets hovedstad.

Men med den syvende bog besluttede Sara Blædel at flytte Louise Rick ud på landet til den sjællandske by Hvalsø, hvor hun selv er vokset op.

Det har ændret den 55-årige krimiforfatters måde at skrive på.

- Efter jeg har trukket Louise Rick hjem til Hvalsø, kan jeg mærke, at jeg i højere grad er begyndt at skrive på det, som jeg selv er formet af. Oplevelser fra min skoletid, folk jeg har kendt, og den måde, man opfører sig på i de små samfund.

- Da jeg trak hende hjem, kunne jeg virkelig mærke, at jeg landede i min måde at fortælle historier på, siger hun.

Sara Blædel har ligesom sin hovedperson oplevet at forlade byens pulserende liv til fordel for mere fredelige omgivelser på landet.

I de første år af sit liv voksede hun op i et kreativt hjem i Kartoffelrækkerne i det indre København og gik på Øster Farimagsgades Skole.

Men da hun var 11 år, besluttede hendes forældre, journalisten Leif Blædel og skuespilleren Annegrethe Nissen, at flytte ud af København til et nedlagt landsted i Hvalsø.

Det var en omvæltning, og Sara Blædels forældre stak ud i den lille sjællandske by.

- Jeg husker tydeligt, hvor pinligt, jeg syntes, det var, når min far kom gående i sin åbentstående ruglamspels og træskostøvler ned igennem Hvalsø hovedgade.

- De andre familier boede i parcelhuse og var meget mere ordentlige. De stak ikke ud på den måde, som mine forældre gjorde. Min mor og far fik masser af gode venner, men de var eddermame anderledes, fortæller Sara Blædel.

Alligevel var hun glad for, at forældrene tog beslutningen om at flytte væk fra byen.

- Jeg fik et helt andet gear af at komme til Hvalsø og hænge ud med nogen, som ikke gik særlig meget op i det boglige. For de unge på min alder var det bare fuld fart frem, og man kunne til enhver tid få boret, hakket, plaget og tunet sin knallert.

- Jeg har helt klart været præget af noget usikkerhed og generthed som barn, men det fik én over nakken i den tid. Pludselig kunne jeg noget med fart og tempo, og jeg kunne være lidt en vildbasse i stedet for, og det tror jeg var godt, siger hun.

Sara Blædels nye roman, "Pigen under træet", som er tiende bind i serien om Louise Rick, foregår fortsat i området omkring Hvalsø og nabobyen Osted, hvor Sara Blædel brugte en stor del af sin ungdom.

Som 18-årig kom hun i lære som tjener og brugte rigtig meget tid på dressurridning. Og så festede hun. Rigtig meget.

Sammen med sine venner drak hun bajere hver weekend og gik til halbal i Osted og omegn.

Men selv om hun havde det godt - og sjovt - i de år, har hun aldrig tænkt på sin ungdomstid som specielt positiv. Eller produktiv, om man vil.

- Jeg havde det fint i de år, men jeg synes ikke, at jeg var nogen særlig interessant person. Jeg fulgte ligesom lidt med strømmen, og jeg var meget mere optaget af weekenderne end af hverdagen.

- Det er selvfølgelig normalt, når man er ung, men jeg har altid tænkt: "Hvad fik jeg egentlig ud af de år?" Jeg synes, jeg spildte min tid på at drikke alle de øl. Jeg lavede ikke en skid. Det hele var bare én lang fest, siger hun.

Men efter Sara Blædel i arbejdet med "Pigen under træet" har brugt tid på at mindes sine ungdomsår, er hun begyndt at se dem i et andet og mere positivt lys.

- Jeg kan se nu, at de venner, jeg havde dengang, og det, vi var for hinanden, var utrolig værdifuldt. Men det er skægt, at der skulle gå 30 år, før jeg kunne slutte fred med de år, og se, at jeg også fik rigtig meget ud af dem, siger hun.

Som ung lærte Sara Blædel også livets mere alvorlige sider at kende, da hun som 19-årig mistede sin tætte ven Henrik, som blev dræbt i en trafikulykke.

- For mig sad det dødsfald virkelig dybt og længe i mig, og på den måde tror jeg også, at der kom nogle andre lag i mig i ungdomsårene. En indsigt i sorg og en forståelse for, at livet ikke bare er fest og farver og noget, vi skal tage for givet, siger hun.

Mens hun har skrevet "Pigen under træet" har Sara Blædel i det hele taget tænkt meget over, hvad det har betydet for hende, at hendes forældre i sin tid besluttede at flytte på landet og ladet hende vokse op i Hvalsø.

- Jeg kan se nu, at det har formet mig enormt meget. Når jeg ser på, hvor jeg er i dag - hvad jeg laver, og hvem jeg er endt med at blive - så tænker jeg, at det er en meget god blanding af en gedigen bonderøv med motorcykelkørekort og en datter af en kulturelite-familie. Det clash er lige præcis den, jeg er blevet, siger hun.

Men Sara Blædel synes, det er sjovt at tænke på, hvem hun var blevet, hvis hendes forældre var blevet boende i København - eller hvis hun selv var blevet boende i Hvalsø eller Osted som voksen.

- I min nye bog har jeg en scene, hvor journalisten Camilla Lind, som gik i skole i Osted, sidder og kigger på et hus, hvor hun skal ind og tale med en kvinde. Og hun er klar over, at det lige så godt kunne have været hende, der havde boet der, hvis hun var blevet i byen.

- På samme måde kunne jeg lige så godt have boet i Osted endnu, hvis jeg ikke var flyttet fra den ellers pisse dejlige fyr, som jeg boede med på det tidspunkt. Og hvilket liv havde jeg så haft? Det synes jeg, er sjovt at tænke på, siger hun.