Annonce
Bolig og livsstil

Sofie Linde fulgte sin drøm: Det var den sværeste beslutning

Sofie Linde er blevet freelancer. Fra den 4. januar kan hun ses som X Factor-vært. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Sofie Linde forlod DR, selv om hun lidt følte, hun skyldte sine kolleger at blive. Nu er hun chef i egen biks.

Når "X Factor" vender tilbage den 4. januar med en ny sæson, står der ikke længere DR men TV2 i hjørnet af skærmen.

Det er dog stadig tv-værten Sofie Linde, der skal guide seerne igennem programmet, for efter 10 år på DR sagde hun i foråret op for at forfølge drømmen om at blive selvstændig, og det har betydet, at hun har kunnet lande en freelanceaftale med TV2 om programmet.

- Jeg tror egentlig ikke, at folk hjemme i stuerne går så meget op i, om "X Factor" bliver sendt på den ene eller den anden kanal, så længe programmet er det samme, siger Sofie Linde og griner.

- Det er nok bare os i branchen, der bemærker det, siger hun.

Det lyse hår falder ned over skuldrene, og de brune øjne lyser, mens hun fortæller. Lige om lidt skal hun ud og købe sikringsudstyr til sit nye hus - det er vigtigt, når man har en datter på knap et år, der er begyndt at kravle rundt.

Sofie Linde kan uden problemer gå på shopping midt på dagen, for som freelancer er hun blevet sin egen chef. Det har hun altid drømt om, men alligevel var det ikke uden betænkninger.

- Det betød jo, at jeg skulle sige farvel til min fastansættelse på DR. Det var der mange følelser forbundet med, for jeg startede som 18-årig og sagde farvel som mor. Det er så sigende for, hvordan jeg er blevet voksen der, fortæller Sofie Linde.

Hun var midt i sin barsel med datteren Trine, som hun har med tv-værten Joakim Ingversen, da hun afleverede sin opsigelse. Det bekymrede hendes mor, der mente, at Sofie Linde havde en "Rolls-Royce-ansættelse i det offentlige".

- Jeg havde længe haft lyst til at være min egen chef, men det var den største og sværeste beslutning.

- Jeg overvejede det i lang tid, for jeg var virkelig glad på DR, og jeg havde lige lavet en sæson af programmet med en nyfødt på armen, og havde fået så meget opbakning fra hele huset, så jeg følte også lidt, at jeg skyldte. Men sådan spiller det jo ikke, og der er heller ingen, der har behandlet mig tarveligt eller har været uforstående over for min beslutning, siger hun.

Det er fjerde gang, Sofie Linde er vært på "X Factor". Fra optagelserne til programmet starter, og til vinderen er kåret, går der omkring otte måneder. I to af dem er hun på live, når programmet uge efter uge skærer deltagere fra i de såkaldte liveshows.

- Det er svært at være vært. Det er et håndværk, der har taget mig 10 år at lære, siger hun.

- Jeg kører ikke med teleprompter, for jeg ser dårligt, og cue cards forvirrer mig mere, end de gavner. Der er en del forberedelse i at vide, hvad man skal, men med tiden har jeg også fundet en ro i at fejle, siger hun.

Hun kan ikke huske en sæson, hvor der ikke er noget, der er gået galt.

Et år gik monitoren ned, et år var det lydpulten. Et år kom DR til at sende en teaser for et tv-program med seksuelle undertoner under showet, og så var der året, hvor Morten, der senere vandt "X Factor", gik i stå på scenen og ikke kunne synge på grund af nerver.

- Når der sker fejl, bliver programmet levende og sjovt, og det er tit det, folk husker. Der er noget, der går galt i hver sæson, og det passer mig udmærket, siger Sofie Linde.

Sin umiddelbare facon overfor deltagerne er noget af det, hun gennem årene har fået ros for. Selv mener hun, at hendes fornemmeste opgave som vært er at huske, at det netop er dem og deres bedrifter, det handler om.

- Jeg er ret bevidst om, at det ikke er mit show, men jeg ved godt, hvad det er for nogle overvejelser, deltagerne har haft, før de kom. Jeg er selv fra provinsen i Jylland, så jeg ved godt, hvad det vil sige at stille sig op og sige, "Her er jeg, og jeg tror godt, jeg kan det her", siger tv-værten, der er opvokset i den jyske by Odder.

- Det har været en proces for mig at lære ikke at leve efter, hvad andre tænker. Og det har taget tid, siger hun.

At deltagerne i "X Factor" tør at stille sig frem i programmet, selv om de risikerer at blive sendt hjem igen med det samme, har hun stor respekt for.

- "X Factor" er jo et kæmpe brud på janteloven. Alle dem der går ind til det, synes at oplevelsen er vigtigere, end hvad andre tænker, og det synes jeg, skal hyldes, siger hun.

- Programmet handler jo ikke om at blive til noget, det handler om at turde at gøre noget for sig selv, siger hun.

Sådan har hun det også med værtstjansen - det er noget, hun gør, fordi hun selv synes, det er sjovt.

Alligevel er hun rørt over den opbakning, hun har kunnet mærke i forbindelse med udmeldingen om, at hun ville fortsætte på programmet, selv om det blev solgt til en anden tv-kanal.

- Jeg er ret på røven over det, for at være helt ærlig, siger hun.

Hun bliver ofte stoppet på gaden at seere og fans, der vil sludre lidt og fortælle hende, hvad de mener om hendes arbejde.

- Jeg har det sådan, at i Danmark bestemmer man selv, hvor kendt man vil være, så det der med at sætte sig ned som kendis og klynke over, at man ikke kan gå i fred, det er sgu ens eget problem. Man kan bare trække stikket og melde sig ud, så skal man nok blive glemt på et nanosekund, siger hun.

- Men i et hverv, der i grunden er ret ensomt, fordi det bare er mig, og hvor det, jeg gør, også bare er at være mig, betyder det rigtig meget med ros. Man får kastet lidt lort i nakken ind i mellem, men sådan er det, når man stikker snuden frem. Det hører med. Det er heldigvis virkelig sjældent, at jeg oplever, at folk er tarvelige eller uforskammede, siger hun.

At "X Factor" er et program, som mange danskere har en holdning til, gør det bare endnu sjovere at lave, mener hun.

- Man kan aldrig vinde, når man er en storspiller. Kongehuset kan aldrig vinde, DR kan ikke vinde og "X Factor" vil aldrig kunne vinde 100 procent. Men man kan ikke lyve sig fra seertallene, siger hun og smiler.

"X Factor" har premiere den 4. januar på TV2.

  • X Factor
    Sofie Linde er blevet freelancer. Fra den 4. januar kan hun ses som X Factor-vært. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland

Aldi sælger ud: Nu kan du købe hele pivtøjet

Rødby

Lalandia lander rekord-overskud: Overvejer udbygning

Falster

Koster 30 millioner: Enormt million-projekt går ind i ny fase

Indland

Vanvid: Seks syrebomber er kastet ind i skolegård i Esbjerg

Lolland

Trækker stikket: Vil opløse sig selv midt i jubilæumsåret

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

DSB udbetaler kompensation: Så meget er der til lokale pendlere

Erhverv

Lokal bilforhandler i opkøb på Sjælland

112

Klip og bøder på Vestlolland

Sport

Landsholdsstjerner kommer til Falster

Politik

Løsgængeren Lars Boje stifter nyt parti

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse

Udland

Mand med alkoholskabende krop frifundet for spritkørsel

Lolland

Fjerner alle skraldespande

Erhverv

Vendt på en tallerken: Butikkerne forventer ikke prisfald alligevel

Indland

Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

Annonce
Annonce
112

Søstre fra Levakovic-familie idømmes fængsel for at svindle ældre

Indland

Danskernes arbejdsglæde slår rekord

112

Truet af ekskæreste: "Jeg slår dig ihjel"

Erhverv

Lokal hæder til danmarksmesterskaberne

Falster

Mark O's nye eventyr tog dem på sengen: "Gud, der er mange"

Guldborgsund

Se billederne: Dronning Mary på besøg på Falster

112

Kørte spritstiv i lånt bil: Så blev den taget