Susse Wold: Jeg nægter at dø i levende live

For fem år siden hørte skuespiller Susse Wold om en butik i København, der solgte ord.

Det syntes hun, var så original en idé, at hun gik ind i butikken, og da ejeren spurgte, hvilket ord, hun ville købe, var hun sådan set ikke i tvivl.

Hun ville købe ordet "bevægelse". Ordet blev skrevet på et silkebånd og lagt i en aflang, lysegrøn smykkeæske.

Og selv om Susse Wold var ved at falde bag over, da hun fik at vide, at ordet kostede 500 kroner, betalte hun, tog hjem og placerede ordet på sit skrivebord for at minde sig selv om, at hun en dag ville skrive en bog, der skulle hedde "Bevægelse".

Fem år er gået, og i dag udkommer bogen.

I den fortæller Susse Wold, som 17. november fylder 80 år, om en række øjeblikke i sit liv, hvor hun har bevæget sig ud i grænseoverskridende oplevelser og indset noget væsentligt om sig selv.

Hun fortæller om at sidde fast i mudderet på en safari i Kenya omgivet af løver. Om at gå til casting på Thomas Vinterbergs prisbelønnede film "Jagten", selv om hun for længst var blevet landskendt. Og om at slippe frygten for højder på et selvudviklingskursus i regnskoven.

- Ordet "bevægelse" er magisk for mig, fordi det rummer en dobbeltbetydning. Den ydre bevægelse skaber den indre bevægelse i vores liv. Hvis du ikke tør at bevæge dig ud på kanten og overskride nogle af dine angstgrænser, så skrumper livet i stedet for at udvide sig, siger hun.

Susse Wold har spillet et utal af roller på dansk teater i alt fra tragedier til musicals, lystspil og farcer, og hun har haft adskillige roller på tv og film i blandt andet "Matador", "Huset på Christianshavn" og "Den kroniske uskyld".

Men selv om hun i princippet kunne læne sig tilbage efter en lang karriere, minder hun dagligt sig selv om at bevæge sig ud i situationer, hvor hun flytter sig. Hun vil ikke gå i stå, bare fordi hun er blevet gammel.

- Jeg kan ikke holde ud at høre jævnaldrende sige "ja vi gamle kan jo ikke så meget" eller "nu er du blevet 80 år, så skal du også til at tage det roligt". Hvad er det at tage det roligt?

- Jeg vil ikke læne mig tilbage i min gyngestol og rokke og vente på at dø. Så længe mine ben og mit hoved fungerer, vil jeg ikke lade mig begrænse af min alder. Jeg vil skrive en bog, jeg vil bade i det kolde havvand, jeg vil rejse til London og se en vidunderlig forestilling. Jeg vil gøre alt det, der får mig til at føle mig levende. Det sørgeligste for mig er at dø i levende live, siger hun.

I mange år har Susse Wold gjort en dyd ud af at skubbe sig selv ud i situationer, hvor håndfladerne bliver svedige.

Som da hun i 2012, efter hun for længst var blevet landskendt, blev bedt om at gå til casting til rollen som børnehavelederen Grethe i Thomas Vinterbergs "Jagten".

Skulle hun gå til casting efter at have spillet så mange roller? Og hvad nu hvis hun ikke var god nok?

På det tidspunkt havde Susse Wold ikke lavet film i 27 år. Hun var blevet udstyret med et image som den lystne, hensynsløse, champagnedrikkende hellerupfrue, efter at have spillet Gitte Graa i tv-serien "Matador" og Fru Junkersen i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs "Den kroniske uskyld".

Et image som hun hadede. Så hvad hvis hun ikke var troværdig nok?

- Når jeg sagde til venner og bekendte, at jeg skulle spille lederen af en børnehave i provinsen, grinede de, rystede på hovedet og sagde "det passer jo slet ikke til dig". Så det var en stor tillidserklæring af Thomas Vinterberg, og jeg var meget bange for at skulle ødelægge hans film ved ikke at være troværdig, siger hun.

Så Susse Wold fandt sine allermest praktiske sko frem, tog løst tøj på for at skjule sin krop, satte håret op med en plastikkam, droppede makeuppen og tog et par usmarte briller på.

Hun gik til casting, fik rollen og vandt senere en Robert og en Bodil for rollen som den leverpostejfarvede Grethe.

- Det var muligt at knuse det image som "den dejlige dame" og få folk til at tro på, at jeg var leder af en børnehave. Jeg beviste over for mig selv, at jeg kunne, og det var en fantastisk oplevelse i stedet for at skulle rende rundt og være køn hele tiden, siger hun.

Efter "Den Kroniske Uskyld" og "Matador" fik Susse Wold ellers i mange år tilbudt filmroller som den smukke rigmandsfrue med en ræv om halsen og store solbriller på. Men hun takkede altid nej.

- For mig er det ydre dybt uinteressant. Det er alt det indre i rollen, som er interessant. Hvem er hun? Hvad tænker hun? Hvor kommer hun fra? Hvor skal hun hen? Ikke hvordan ser hun ud. Det interesserer mig simpelthen ikke, siger Susse Wold.

Hun er glad for, at hun i sin karriere både har spillet lystspil og tragedier, og at hun har haft mulighed for at optræde i udlandet, da hun sammen med sin mand, skuespiller Bent Mejding, for år tilbage rejste rundt i Asien og mange andre dele af verden med en forestilling om H.C. Andersen.

Hun har i store dele af sit liv været bange for at blive opdaget som en svindler, der havde narret andre til at tro, at hun havde evner, som hun ikke havde. Men de tanker er væk nu.

- Nu er jeg klar over, at jeg har nogle evner. Jeg har bestået eksamen, og hvor god eller dårlig den er, det må andre bedømme. Jeg er blevet så gammel, at hvad folk mener om mig, det er jeg egentlig ligeglad med. Og det er en stor lettelse, siger Susse Wold.

Hun vil fortsætte med at bevæge sig. Gå i teatret og tage til Hawaii, hvor hun og Bent Mejding er kommet siden 1983.

- Jeg har ikke en lang liste over ting, jeg gerne vil nå, før jeg dør. Jeg vil gerne være i mit nu og ikke ærgre mig over fortiden eller bekymre mig om fremtiden, siger hun.

- Jeg er så taknemmelig for, at jeg er født med nogle gener, der gør, at jeg kan gå, stå og tale og ikke sidder på et plejehjem. Jeg kan tage til London i morgen eller spise frokost i Paris, hvis jeg vil. Det bliver man da livsforelsket af, siger hun.