- Alle har brug for at tale livet igennem

NYKØBING Den første måned af covid-19-pandemien står stadig fuldstændig skarp for sygehuspræst ved Nykøbing Sygehus Birthe Gunhild Friis.

Kaotiske scener fra Italien drev ud af fjernsynet, hun blev sendt hjem fra sygehuset, og der kom meldinger om, at mange præster mistede livet i Italien. Uden helt at vide hvorfor kan man gætte på, at det var, fordi at de var tæt på de meget syge patienter.

Da hun blev lukket ind på sygehuset igen som en del af Region Sjællands katastrofepræst-beredskab, var det derfor med en del sikkerhedsforanstaltninger i privaten. I en måned overnattede hun i konfirmandstuen på den præstegård, hvor hun bor med sin mand, der også er præst. Endte hun med at blive smittet på jobbet, skulle det ikke gå ud over familien.

En måned senere havde man fået et bedre overblik over situationen, forklarer hun. Og i dag er situationen ganske anderledes. Covid-19 er en virus, der har været i over en million danskere. Men dengang var det forbundet med skam og skyldfølelse at være blevet smittet - og at have smittet nogen, der endte med at dø af eller med virusset.

- Mange følte sig forkerte, og de følte, at det var deres egen skyld, at de var blevet smittet. Man tog det ind som en del af én selv. Men nu kender næsten alle nogen, der har været smittet med covid-19, oplever hun.

Hun kunne ikke løse problemet. Det kan hun sjældent som præst. Men hun kunne tale med dem. Måske bede en bøn med dem og velsigne dem. Og fortælle dem, at skam er et grundvilkår for os alle.

- Det er godt at kunne skamme sig i nogle situationer. Det er det, der gør os til et menneske og gør, at vi ikke altid overskrider grænser. Men der er også en skam, som man ikke kan gøre for.

Tre andre præster blev også en del af katastrofeberedskabet, men situationen kom - heldigvis - ikke til at ligne de italienske tilstande. Til gengæld opstod der hurtigt mange dilemmaer.

- Jeg mistede min svigerfar til covid-19 13. marts 2020. Det var lige der, hvor man lukkede helt ned, og vi nåede kun at besøge ham en enkelt gang på sygehuset. Derefter måtte vi ikke besøge ham. Kun et par udvalgte faste besøgende måtte komme ind. Da han døde, kunne vi ikke lave en stor begravelse. Det måtte vi ikke. Så han blev kremeret og stod hos sin hustru i tre måneder, før min mand bisatte ham i juni. Det har vi set en del. At de døde er blevet kremeret, så man kunne udsætte begravelserne for at give plads til så mange sørgende gæster som muligt.

Hun forklarer, at der på Nykøbing F. Sygehus aldrig har været et overtal af covid-19-patienter i hendes kalender. De er blot kommet oven i de øvrige samtaler og har derfor skabt travlhed for den erfarne sygehuspræst.

Hun har mødt forældre, der har været nervøse, da deres barn pludselig blev sygt med coronavirusset. Og hun har mødt mennesker, der har været relativt unge og levet sundt, men som også blev ramt.

Hun har mødt kristne, asatroende og ateister. For uanset hvad man tror på, har man brug for at få talt sit liv igennem, siger hun.

- Mange af os har nogle brud i livet, som vi ikke ved hvorfor. Man kan måske hele nogle sår. Andre kan vi ikke hele, men dem finder man måske ud af, at man kan blive nødt til at leve med.

Igennem de seneste to år er hendes samarbejde med personalet blevet tættere, og det har haft en stor fordel.

- Jeg tror, at det, at vi har været inde over covid-19, har gjort, at præsterne er blevet set som en ressource. Personalet har set meget positivt på os.