cookie-og-privatlivspolitik

4

Billeder

Overlægen måtte stille til kammeratlig samtale på Nykøbing Sygehus efter kontakt til regionsdirektør.
Foto: Anders Knudsen

Guldborgsund

- Systemet ville ikke tage ansvar

- Det var et klart forsøg på at lukke munden på mig. Ingen ville høre min version af episoden, fortæller Niels Lundén.




22. marts 2021 kl. 10:06 Af Bjarne Arildsen

NYKØBING - Som ledelse skal man tage ansvar. Men det skete ikke i sagen om Christina. Systemet ville ikke tage det ansvar.

Så skarpt trækker Niels Lundén sagen op overfor Folketidende, når han bliver spurgt om, hvordan myndighederne tacklede sygeplejerskesagen.

Den handler som bekendt om Christina Aistrup Hansen, der er blevet fundet skyldig og dømt for fire drabsforsøg på Nykøbing Sygehus i 2012 og 2015.

Niels Lundén mener kort fortalt, at man på Nykøbing Sygehus - inden sagen kom frem - lukkede øjnene for advarsler fra kollegaer til Christina Aistrup Hansen.

Og derefter har myndighederne forsøgt at få sagen til at gå væk og har ikke sikret sig, at den ikke kan ske igen, siger han også.

Annonce

Central person

Niels Lundén er en af de personer, der har været tættest på sagen.

Han var overlæge på akutafdelingen, da tre af drabsforsøgene fandt sted for seks år siden.

Det var ham, der sammen med sin kæreste Pernille Larsen i weekenden 28. februar - 1. marts 2015 fandt og sikrede beviser mod Christina Aistrup Hansen.

Og det var ham, der om morgenen 1. marts ringede til vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen og anmeldte sygeplejersken fra sin afdeling.


Nødt til at reagere

Parret vidste godt, at det var en drastisk beslutning.

Annonce

- Da vi gjorde det, så gik vi ned ad en vej, hvor vi ikke kunne gå tilbage. Vi vidste godt, at vi ville sætte rigtig meget på spil. For sæt nu, at vi tog fejl, eller at politi eller retsvæsen ikke ville kunne løfte bevisbyrden, siger Niels Lundén til Folketidende.

I situationen mente parret ikke, at der var andet at gøre.

- Vores mistanke forpligtede os til at reagere, men hvis jeg var gået til en chef på sygehuset, så kunne beviser være forsvundet, før der blev handlet. Det samme kunne være sket, hvis der var ringet til en underordnet politimand. Derfor ringede jeg til en, der havde nok stjerner på skulderen, siger Niels Lundén.

Som beskrevet i Folketidende var der flere af de ansatte, der talte om, at Christina Aistrup Hansen skadede patienter eller ligefrem slog dem ihjel.


Mistanker blev afvist

Disse meldinger kom til en afdelingssygeplejerske, men her blev de afvist og nåede ikke længere op i systemet. Denne er senere blevet dømt for at have ignoreret disse advarsler.

Annonce

Niels Lundén har forklaringer på, hvorfor systemet ikke reagerede på rygter og beskeder om Christina Aistrup Hansen.

Det er ifølge ham spørgsmålet om beviser, når en sådan mistanke til en kollega opstår.

- Folk dør jo på sygehuse, og det er svært at bevise, at der er sket noget forkert, siger han.

Desuden er hospitalsarbejde en holdsport, som han siger.

- Her er man simpelthen nødt til at stole på sine kollegaer og på, at de gør det, som de skal. At de gerne vil hjælpe. Alt andet kan man ikke forestille sig, siger Niels Lundén.

Annonce

Bag lukkede døre

Efter afsløringen af Christina Aistrup Hansen, der blev anholdt og sigtet 1. marts 2015, blev personalet orienteret om sagen i meget brede vendinger.

Af hensyn til politiets efterforskning af sagen blev det indskærpet, at man i personalet ikke skulle drøfte sagen indbyrdes.

På sygehuset blev det ikke nævnt udadtil, at det var Niels Lundén og Pernille Larsen, der havde handlet, så sagen kom frem i lyset.

- At det, som vi havde gjort, var korrekt, blev kun sagt til os, når døren var lukket. Aldrig offentligt. Ingen fik udadtil at vide, at der var to ansatte på sygehuset, der havde handlet korrekt, siger Niels Lundén.


De tre små aber

Efter hans opfattelse kan sygehusets opførsel sammenlignes med historien om de tre små aber:

Annonce

Ikke se, ikke høre, ikke tale om det.

- Et offentligt skulderklap ville have beskyttet ikke mindst Pernille, som faktisk fik problemer som den, der afslørede Christina, siger han.

Som eksempel nævner han, at der på et kursus for ansatte i regionen blev talt om en sygeplejerske fra Nykøbing, der stak en kollega.

- Så rejste Pernille sig og sagde, at det var hende, der havde fortalt om Christina, fortæller Niels Lundén til Folketidende.


Ville ikke træde forkert

Ved den manglende anerkendelse mener Niels Lundén faktisk, at systemet ikke tog afstand fra det, som Christina Aistrup Hansen havde gjort.

- I håndteringen efterfølgende, hvor ingen leder ville melde ud om sagen og tage stilling til noget, kom sygehuset på mange måder til at bakke Christina Aistrup Hansen og afdelingssygeplejersken op. De beskyttede dem og udsatte andre, blandt andet os, for rænkesmede, mener han.

Han siger, at ledelserne tilsyneladende var så bange for at træde forkert og anklage Christina Aistrup Hansen, at de blev helt tavse.

- Dermed var der plads til spekulationer om, at det var opspind og måske kollegaers misundelse, synes han.


Forsoningsmøder

Han gentager, at sygehusledelsen burde have udtalt, at ansatte (ham selv og Pernille Larsen, red.) havde handlet korrekt og samvittighedsfuldt.

- Det ville i høj grad have beskyttet Pernille. Og hvis de officielt havde anerkendt hendes indsats - og det kunne de officielt først have gjort efter byrettens dom - havde det yderligere givet hende støtte. Men de var tavse som graven, siger Niels Lundén.

Han oplyser, at der har været holdt forsoningsmøder mellem Pernille Larsen og de ansatte, der mente, at hun var "gerningsmand".

- Altså gav man god plads til den fejlagtige opfattelse af tingenes tilstand, siger han.


Kammeratlig samtale

Niels Lundéns kritik går ikke kun på sygehuset, men også på Region Sjælland, som administrerer sygehuset.

- Jeg har sagt til regionsdirektøren, som jeg mødte, at jeg mente, at man var ved at svigte de ansatte, som oprindeligt havde prøvet at stoppe Christina Aistrup Hansen. Og jeg sagde med et stort smil, at hvis pressen begyndte at belyse denne del af historien, så ville jeg være ked af at kunne være med til at sætte ild i røven på ham, siger Niels Lundén.

Disse bemærkninger betød, at Niels Lundén senere måtte stille til en "kammeratlig samtale" på sygehuset i Nykøbing.

- Det var et klart forsøg på at lukke munden på mig. Ingen ville høre min version af episoden. Sygehusets strategi lykkedes fuldstændigt. Jeg var kuet og skrev omgående en undskyldning til regionsdirektøren. Og jeg var tavs, indtil jeg havde sikret mig et nyt job i en anden virksomhed, fortæller Niels Lundén.


- Latterligt

Og viljen til ikke at handle går endnu højere op, mener han.

Styrelsen for Patientsikkerhed har krævet, at der bliver lavet en bekymringsskrivelse.

I den skal det slås officielt fast, hvad man gør, hvis man har mistanke om, at en kollega gør noget, som denne ikke må gøre.

Så skal man nemlig gå til sin nærmeste leder.

- Men det havde ansatte jo gjort forudgående, og det havde ikke haft en effekt. Nu står det bare på papir, siger han.

At tro, at man har gjort en forskel med noget sådant, er jo i bund og grund latterligt, mener han.

- Men det er den "beskyttelse", som Styrelsen for Patientsikkerhed har lavet i forlængelse af sagen, fastslår Niels Lundén.

- Man skulle tro, at systemet var blevet klogere af sagen om Christina Aistrup Hansen. Men det er det ikke, siger Niels Lundén.

Som følge af sagens forløb forlod han sygehuset i Nykøbing for et par år siden, da han fik et andet job som læge.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Stressramte i Folketinget 18. april 2021 kl. 22.01

AF: TOM AHLQVIST

Venstre kan man stole på! 17. april 2021 kl. 15.44

AF: JOHN B. HANSEN

Pool Sommerhuse Marielyst 13. april 2021 kl. 23.44

AF: JOHN WENNERWALD

Radio Loud 11. april 2021 kl. 22.42

AF: HENRIK TONNESEN

Lokalbanerne er også velfærd! 10. april 2021 kl. 19.49

AF: TOM AHLQVIST

Nedrivningstruede… 08. april 2021 kl. 13.33

Annonce

ANNONCE