500 børn og voksne finkæmmede højskolehaven.
MARIELYST Sofia Møller troede næsten ikke sine egne fireårige øjne, da det lille orange æg poppede op af græsset. Men den var god nok, og Sofias æggejagt var dermed en succes. Den lille pige fra Jyllinge var blandt de cirka 500 børn og voksne, der langfredag finkæmmede Højskolen Marielysts have for æg. De var lagt af Marielyst Turistinformation, hvor medarbejderne stod klar til at veksle æg til gavekort til Marielysts restauranter og butikker. To særlige guldæg, som et par smådrenge var heldige at finde, udløste et par velvoksne påskeharer i chokolade.
En enkelt far forstod ikke beskeden om ét æg pr. barn og valgte at fylde lommerne, hvilket udløste noget brok i geledderne hos forældre til ægge-løse børn. Men de fleste havde en fin tid med jagten i bagende forårssol, og de cirka 500 deltagere var rekord for arrangementet.