Angsten for at tage corona med hjem

NYKØBING Natten til mandag 21. december sad 38-årige Anette Kate Nielsen og græd i sin seng.

Hun havde netop åbnet hjemmesiden sundhed.dk og fundet svar på sin coronatest. Den var positiv. Hun græd, fordi hun var bange. Ikke så meget for sit eget helbred, selv om hovedpine og feber trak hende ned i dynen.

Hun var først og fremmest bange for, om hun var kommet til at smitte sin mand, 50-årige Thomas Nielsen. Det måtte bare ikke ske.

Ægteparret lever i en svær, daglig corona-balancegang, hvor de skal kombinere to job i frontlinjen i sundhedsvæsenet med et særligt udsat helbred inden for samme husstand.

Anette arbejder som farmakonom på Nykøbing Sygehus, mens Thomas arbejder som pædagog blandt hjemmeboende handicappede.

Samtidig er han lungesyg og dermed i risiko for at blive alvorligt syg, hvis han smittes med covid-19. Han lever med astma og lungesygdommen sarkoidose, som er en sjælden lidelse, der angriber hans immunsystem indefra.

Diagnosen giver Thomas Nielsen en hverdag med symptomer, der kan minde lidt om dem, coronavirussen også giver i de mildere forløb. Det er primært hoste, åndenød, en feberlignende følelse og træthed.

Han har gode dage og dårlige dage, men meget af tiden føler han sig på kanten til at blive syg, mens han gør sig umage for at passe sit job, sin familie og sin hverdag.

Da coronaen kom til Danmark, var Anette og Thomas Nielsen derfor ikke i tvivl om, at de skulle gøre alt, hvad de kunne, for at undgå at få smitten ind i huset.

Det blev et familieprojekt, som også inkluderer deres døtre, Frida på syv og Ella på fem år.

Både børn og voksne har i mange måneder levet isoleret og aflyst legeaftaler og samvær med venner og familie. De voksne har passet deres job, og pigerne har leget hjemme med hinanden det meste af tiden.

Anette skiftede 1. november job fra et privat apotek til sygehusapoteket på Nykøbing Sygehus.

- Jeg følte mig mere tryg, da jeg ikke længere havde kontakt med gennemsnitligt 100 kunder om dagen og med den meget hyppige rengøring, vi har på sygehuset. Jeg havde gjort mig sådan umage for ikke at blive smittet, samtidig med at jeg jo på mit arbejde har set og hørt de grimme historier om meget syge coronapatienter i respirator, fortæller Anette Kate Nielsen.

Det var de bekymringer, der fik tårerne til at trille hos Anette Kate Nielsen, da prøven viste sig positiv. Hun havde håbet til det sidste, at det var noget andet, hun fejlede.

Et par døgn før - fredag 18. december - vågnede hun med kriller i halsen og lidt hoste. Thomas hankede op i sin dyne og hovedpude og rykkede med det samme ud af soveværelset, mens Anette ringede til sin arbejdsgiver for at spørge, hvad hun skulle gøre.

Lederen lagde vægt på, at Anette - udover halskriller og hoste - havde det godt den fredag morgen. Aftalen blev, at hun for en sikkerheds skyld skulle få lavet en lyntest hurtigst muligt og godt kunne møde ind på arbejde, hvis testen var negativ. Anette skulle samtidig være ekstra opmærksom på at holde afstand, bruge mundbind, bære handsker og spritte ekstra af, lød beskeden fra lederen.

Lyntesten var negativ, og på jobbet fik Anette derudover lavet en pcr-test mindre end en time efter den første test, inden hun gik i gang med dagens opgaver med blandt andet at fordele medicin på en række af sygehusets afdelinger. Hendes job består også i medicinservice, hvor hun tjekker, om der er den medicin, de forskellige patienter har brug for, og lagerføring af medicinrum.

- Jeg er ny og afløser rundt omkring, hvor der er brug for mig. Så jeg kommer på flere afdelinger, fortæller Anette Kate Nielsen, som gik hjem på weekend, da arbejdsdagen var slut.

I løbet af lørdagen kom høj feber, kraftig hovedpine, træthed, muskelsmerter og diarré rullende ind over hende.

Efter 62 timer kom endelig svaret fra test nummer to: positiv. Anette holdt fortsat døren til soveværelset lukket og blev der.

Juleaften og nytårsaften var hun alene, mens familien prøvede at få det bedste ud af højtiden i den anden ende af huset. Anette fik badeværelset, og resten af familien klatvaskede sig på gæstetoilettet.

- Jeg så pigerne pakke deres gaver ud på Facetime, og det var hyggeligt. Men jo slet ikke den juleaften, vi havde glædet os til. Det var meget hårdt at sidde i soveværelset alene, fortæller Anette Kate Nielsen.

Mens hun holdt sig isoleret, var Thomas Nielsen alenefar for Ella og Frida. Han sørgede for mad til Anette på en bakke ved døren, som blev sprittet af igen og igen.

- Det var både mentalt og fysisk opslidende, fordi børnene savnede deres mor så meget, og fordi jeg skulle have en hyggelig jul op at køre alene. Jeg har fået en kæmpe respekt for enlige forældre, der gør det hver dag, fastslår Thomas Nielsen.

Samtidig kørte bekymringen for at blive smittet hos ham.

- Jeg tog det roligt og prøvede at fokusere på det praktiske med afstand og grundig afspritning. Men jeg så jo, hvor medtaget Anette, der ikke har nogen underliggende sygdomme og er 12 år yngre end mig, blev. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg ville ende i en respirator, hvis det ikke lykkedes os at holde mig fri af smitten. Da coronaen brød ud i foråret, blev jeg ramt af angst for at dø fra Anette og børnene, og jeg skulle fokusere meget for at få kontrol over lignende tanker mellem jul og nytår, fortæller Thomas Nielsen.

Imens i soveværelset havde Anette svært ved at holde dagene adskilt, mens hun sov sig gennem det meste af sygdommen. Første januar var hun rask nok til at komme ud, og lettelsen var stor, da ægteparret kunne konstatere, at det var lykkedes dem at holde smitten væk fra både Thomas, pigerne og Anettes kolleger.

- Jeg er ret sikker på, at jeg er blevet smittet på jobbet, for jeg var ikke sammen med andre i fem døgn før mine første symptomer. Det var en tur i skoven med alle restriktioner overholdt. Vi er meget opmærksomme og grundige med afstand og hygiejne på jobbet, men det skete åbenbart alligevel. Vi har lavet smitteopsporing, og jeg har heldigvis ikke smittet videre på jobbet. Det er jeg også meget lettet og taknemmelig over, siger Anette Kate Nielsen, som i tiden efter coronaen stadig kæmper med senfølger som sekret på lungerne.

Hverdagen er tilbage hos familien Nielsen, og som så mange andre venter Anette og Thomas nu på den vaccine, der gerne skal sparke coronaen hen, hvor peberet gror.

- Jeg trækker vejret lidt friere nu, fordi jeg har antistoffer og sandsynligvis ikke kan blive smittet igen. Men jeg kan jo stadig være smittebærer og tage smitten med hjem, konstaterer Anette, som derfor på ingen måde har sluppet opmærksomheden på afstand og hygiejne i sin hverdag.

For Thomas Nielsen har oplevelsen med at få coronaen ind i huset gjort ham kritisk overfor sundhedsmyndighedernes prioritering af, hvem der får vaccinen først.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ville være rimeligt, at man kom lidt frem i køen, når man både er i risikogruppe og arbejder i front i sundhedsvæsenet. Jeg passer mit arbejde og udsætter mig hver dag for potentiel smitte. Den vaccine ville give mig en lille smule ro, så jeg kunne hente mine børn i skole og børnehave uden nervøsitet og måske se et par venner. Jeg føler jo, at jeg hæmmer min familie, når de skal passe så meget på mit helbred. Jeg tænker på, om det kommer til at skade mine børn socialt, at vi lever så isoleret på grund af min sygdom, siger Thomas Nielsen.