Ea savner sin klasse, sin familie og sit klaver

NYKØBING Man kan tromme en rytme med et spækbræt spændt på foden. Det ved 17-årige Ea Olesen, der går i 2.g på Nykøbing Katedralskole med musik som studieretning.

- Det spiller faktisk overraskende godt. Man lærer at finde alternativer, griner hun og viser, at hun endnu ikke har mistet sit gode humør af at være corona-hjemsendt fra gymnasiet.

Hun har som resten af sin klasse været henvist til online-undervisning i månedsvis. En tid, hvor man lærer nye sider af både sig selv og sine kammerater at kende.

For eksempel er en del lag af teenagernes forfængeligheden høvlet af, fordi de er vant til at se hinanden i badekåber og morgenhår, når de møder ind foran skærmen.

Ea Olesen har også overrasket sig selv.

- Jeg trives bedre med isolationen, end jeg havde troet. Selv om jeg kun ser få venner på en gåtur af og til og savner min klasse, nyder jeg også mit eget selskab. Jeg er begyndt at læse bøger og bruger meget tid på det, fortæller Ea, der er nyvalgt elevrådsformand på sin skole. En post, som hun under coronaen ikke er kommet helt klassisk i gang med at udfylde.

- Jeg tror, at der er en del, der endnu ikke ved, at jeg er formand, for vi mødes jo ikke og snakker sammen. Det er ikke nemt at lære nye mennesker at kende i denne tid, konstaterer hun.

Musikundervisning er - trods spækbrættet på foden - også en af de svære nødder at knække i den virtuelle corona-undervisning.

- Vi har prøvet at synge sammen via Teams. Men det lyder ret grimt, når der er forsinkelse på lyden, fastslår Ea, der mangler skolens klaver at øve på.

- Jeg har ikke selv et klaver herhjemme, hvor jeg bor med min mor og min kat. Jeg er skilsmissebarn og plejer at besøge min far hver anden weekend, men det har jeg også skåret ned på, fordi vi prøver at se så få som muligt. Min far har et klaver, og jeg savner både ham og klaveret, fortæller Ea Olesen, der har særlige grunde til at passe ekstra på corona-smitten.

Hun er ved at blive udredt for lungeproblemer og har flere i familien, der er i risikogruppen. Derfor har hun blandende følelser i forhold til at komme tilbage på skolen.

- Jeg længes tilbage, men samtidig vil jeg gerne vente lidt endnu, til jeg kan være tryg ved ikke at risikere smitte. Da vi måtte møde på skolen, var det lidt stressende, hver gang en klasse blev sendt hjem, fordi nogle elever var smittede. Det kunne jo lige så godt være mig, fortæller Ea Olesen.

Hun håber, at hele skoleåret ikke skal gå, før hun trygt kan møde sin klasse på gymnasiet.

- Jeg har mest ondt af 1. g'erne, som slet ikke har nået at lære gymnasielivet at kende endnu, og af 3.g'erne som skal have huer på. Vi i 2.g har lidt bedre tid til at nå at indhente det tabte.