Celf samarbejder med DTU om at opfostre fire-fem nye virksomheder ud af kvikke gymnasieelevers grønne iværksætterdrømme.
NYKØBING Børne- og Undervisningsministeriet har netop givet godt 700.000 kroner til at skubbe kvikke gymnasieelever fra Celf i retning mod at skabe deres egen virksomhed.
Eleverne er dem, der går rundt med grønne iværksætterdrømme på Teknisk Gymnasium Lolland-Falster og Handelsgymnasiet Lolland-Falster.
Klar til at hjælpe står Danmarks Tekniske Universitet, virksomheden Remisen Næstved og Fonden for Entreprenørskab.
De vil i det næste halvandet år samarbejde med Celf om at give cirka 60 elever mulighed for at realisere deres iværksætterdrømme ved at give eleverne koncentreret støtte til produktudvikling.
Frem til 30. juni 2023 skal de unge have mentorstøtte, adgang til workshops, anvendelse af laboratorier og apparatur - og de kan komme på studiebesøg i DTU Skylab, som er blandt det tekniske universitets helligste innovations-haller.
Kristine Zeuthen Jeppesen er projektleder på Celf og er med til at skubbe de 60 elever videre i forløbet.
- Der er oplagte muligheder i de elever, der i forvejen går på vores innovationslinjer, hvor der er ildsjæle, der allerede er i gang med det at tænke i grønne nyskabelser, siger Kristine Zeuthen Jeppesen og fortsætter:
- Vi håber på, at der i sidste ende kommer fire-fem virksomheder ud af projektet. Det er naturligvis ikke noget, der sker på de halvandet år, forløbet varer. Men det sparker processen godt i gang, vurderer hun.
En af de ildsjæle, der allerede er i fuld gang med at opfinde grønne løsninger på Celf, er 18-årige Svend Therkelsen, der går i 2. g på htx-linjen teknologi og design.
Han arbejder på en erstatning for det miljøsvinende plasticsugerør. Og for dets miljørigtige afløser, papsugerøret.
- Jeg er træt af papsugerør, der bliver våde og klapper sammen, så ens milkshake smager af pap efter 10 minutter. De er ikke behagelige at drikke af, så vi tester en ny idé: et sugerør af bioplastic, som opløses i naturen og bliver til muld. Det har samme egenskaber som plasticsugerøret, men forurener ikke naturen i 500 år, fortæller Svend Therkelsen om "Perfect Straw".
Han er klar til at modtage et fagligt boost.
- Det vil helt sikkert være en hjælp i processen, som jeg gerne vil tage imod. Vi kommer til at bruge rigtig meget energi på at teste forskellige hypoteser, og det kræver hjælp, siger han.
Svend Therkelsen har tidligere været udvekslingsstudent i USA, og han overvejer at læse videre i staten Washington, hvor der er et godt iværksættermiljø.
Det vægter også for ham, at USA's forbrug af sugerør jo er kolossalt i sammenligning med lille Danmarks.
- Men jeg overvejer også at læse på DTU, fordi Danmark er meget længere fremme i udviklingen af grønne løsninger. Denne nye mulighed kunne godt være medvirkende til, at jeg bliver i Danmark i første omgang, siger Svend Therkelsen, der sigter mod at komme til at leve af "Perfect Straw" en dag.
Projektet er et samarbejde mellem Remisen Næstved, der har stærke kompetencer inden for undervisningsforløb om iværksætteri, Fonden for Entreprenørskab - Region Sjælland.
Bevillingen kommer fra Børne- og Undervisningsministeriet, der støtter projektet med 705.996,80 kroner.
Business Lolland-Falster står efterfølgende klar til at støtte elevernes virksomheder igennem faglig sparring, gratis kontorlokaler, lokale forretningsmuligheder med videre.