cookie-og-privatlivspolitik
Byrådet har afsat penge til at udvikle havneområdet i Nykøbing. I 2021 vil en del af det blå hegn blive fjernet, så man i stedet kan skabe rum for aktiviteter.
Byrådet har afsat penge til at udvikle havneområdet i Nykøbing. I 2021 vil en del af det blå hegn blive fjernet, så man i stedet kan skabe rum for aktiviteter.
Foto: Anders Knudsen

Guldborgsund

Glæde over udsigt til fire år uden besparelser

For første gang i kommunens historie har samtlige partier skrevet under på et budget uden besparelser - takket være udligningsreform.




11. september 2020 kl. 13:30 Af Maria Glasius Lange

Annonce

GULDBORGSUND Det er sjældent, at alle partier i et byråd kan blive enige om noget så omfattende som et budgetforslag for de kommende fire år. Og det er derudover sjældent, at et budget kan laves fuldstændig uden forringelser. Faktisk er det sidste aldrig sket i Guldborgsund Kommunes 13 år lange historie. Men det er alligevel situationen, hvis budgetforslaget stemmes igennem.

Torsdag aften blev det på byrådsmødet førstebehandlet, og hele rækken rundt havde partiformænd og borgmester svært ved at få armene ned. Hele årsagen er den udligningsreform, der er vedtaget på Christiansborg, lød det indledende fra John Brædder (G).

- Siden 2007, hvor Guldborgsund Kommune opstod, har vi været igennem én lang spareproces. Det har konstant hængt over hovedet på os, at vi skulle tilpasse og tilrette budgettet. Derfor er det dejligt, at man fra centralt hold har kigget på vores nøgletal og givet os en chance for fortsat at leve, som vi gør. Ellers havde byrådsmødet i dag set væsentligt anderledes ud. Alle havde nok ikke været med i aftalen, og vi skulle sandsynligvis kigge på besparelser for 100 millioner kroner. Noget, der ville være en sand massakre for vores velfærd.

I stedet har man kunnet spørge sig selv, hvad pengene så skulle bruges til. Og det er blevet til en lang række af større og mindre tiltag. Et af de dyreste er en skattelettelse på 0,5 procentpoint. Det koster 47 millioner kroner og vil for en familie med en husstandsindkomst på 300.000 kroner betyde en besparelse på 1.500 kroner om året.

Siden 2007 har kommunen hævet skatten for borgerne med 2,06 procentpoints, og derfor håber Simon Hansen (S), at ansøgningen om at sænke skatten går igennem.

- Med en skatteprocent på 26,3 ville Guldborgsund Kommune være blandt de kommuner med den højeste skatteprocent i landet.

Og selvom, at skatten er vigtig for at kunne yde en service for borgerne, må det ikke blive et mål med en så høj skat som muligt, mener han.

- Når vi står i en situation, hvor vi kan skabe balance i budgetterne samtidig med, at vi har brugt vores serviceramme fuldt ud, så er det glædeligt, at vi kan imødekomme en opfordring fra regeringen om, at de kommuner, der har de højeste skatteprocenter, også bruger udligningsreformen til at bringe skatten ned.

Samtidig vil flere penge mellem hænderne på borgerne give et løft til detailhandlen, lød det fra Ole K. Larsen (V).

Derudover trænger flere skoler til en opgradering på deres indvendige faciliteter, efter at man i en årrække har fokuseret på nye legepladser. Og plejecentrene får afsat midler til vedligeholdelse samt til yderligere demensafsnit.


Vil styrke turismen

Udover de 180 millioner kroner fra udligningsreformen modtager Guldborgsund yderligere 28 millioner kroner i en støtte til vanskeligt stillede kommuner.

- Men i fremtiden vil vi ikke være en del af den klub. Det kræver, at vi får flere i job, og derfor er vi glade for at kunne afsætte 10 millioner kroner til styrkelse af turismen, lød det fra Ole K. Larsen.

Hos SF fremhævede Annemette S. Johnsen også flere tiltag som at støtte dannelsen af start up-virksomheder blandt unge. Men hun stillede også spørgsmål til ønsket om skattelettelse.

- Nogle borgere vil få 200 kroner mere om måneden, mens andre får lidt mindre. De penge kan betyde meget i nogle familier, men andre vil måske ønske, at pengene bruges på service. Vi skal være fuldstændig sikre på, hvad vi gør her, for vi er bundet af aftalen i seks år.

Budgetforslaget blev torsdag førstebehandlet og skal nu opdateres inden en endelig godkendelse ved andenbehandling.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Tag Coronasnakken med dit barn 27. september 2020 kl. 22.21

AF: ANDREAS ALBERTSEN

Tag stilling til organdonation 25. september 2020 kl. 12.19

AF: MARTIN WOUTERS

rottebekæmpelse og… 22. september 2020 kl. 19.34

AF: DTL - DANSKE VOGNMÆND

Politiet sinker særtransporter 22. september 2020 kl. 11.24

AF: HENNING ABILDGAARD

Liste G 21. september 2020 kl. 21.23

AF: MARTIN WOUTERS

ekstra betalingsiger poul henrik 21. september 2020 kl. 15.13

Annonce