Borger overtrådte ufrivilligt afbrændingsforbuddet, fordi kommunen og brandvæsnet har kommunikeret for ringe, mener han.
I sidste uge tændte Klaus Folmann op i grillen, da han fik gæster i sit sommerhus. Det var en skidt idé, gjorde gæsterne ham opmærksom på, for der var og er afbrændingsforbud i Guldborgsund Kommune. Og i sommerhusområder er der ikke undtagelser fra forbuddet, når det handler om at grille.
- Hvis jeg havde vidst, at det var forbudt, havde jeg naturligvis overholdt forbuddet. Nu risikerede jeg en bøde og at være til fare, fordi jeg ikke havde fået informationen, fortæller Klaus Folmann, som har skrevet både til Lolland-Falster Brandvæsen og Guldborgsund Kommune og kritiseret dem for at kommunikere for lidt og for dårligt om afbrændingsforbuddet.
- Det er da langt fra nok, at man kan læse om reglerne på Facebook og på kommunens og brandvæsnets hjemmesider. Hvem kommer der? Det eneste rigtige er, at kommunen sender besked til borgerne i deres e-boks eller giver informationen til grundejerforeningerne, der har mailadresser på alle medlemmer, mener Klaus Folmann.
Han kalder Guldborgsund Kommunes kommunikationsindsats for katastrofal.
- Hvis jeg skal give kommunen karakter, får den 03 efter 13-skalaen. Var der kommet en større naturbrand i området, havde kommunen været medskyldig på grund af den manglende information, mener Klaus Folmann.
Hos Guldborgsund Kommune mener kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager dog, at informationen på Facebook og kommunens egen hjemmeside har været nyttig.
- Vi kan sagtens overveje, om vi skal gøre mere, og idéen med e-Boks er ikke dårlig. Men vi skal som kommune også være opmærksom på, at det jo ikke er vores forbud, men brandvæsenets, når vi kommunikerer om det. Vi skal nødig sige noget forkert, siger Hanne Gaard Guldager.
Hos Lolland-Falster Brandvæsen tager Morten Andersen, der er chef for forebyggelsesafdelingen, kritikken til efterretning, men han mener også, at brandvæsenet har fået informationen om afbrændingsforbuddet godt ud.
- Vi har informeret via vores egen og begge kommuners hjemmesider, Facebook og lokale og regionale medier. Mediedækningen har været virkelig grundig. Jeg beklager, hvis denne borger ikke har fået informationen, men man er jo også selv forpligtet til at opsøge information. Jeg mener, at vi har gjort, hvad vi skal, bør og kan, og jeg mener ikke, at vi skal gøre noget om. Men vi tager altid gode idéer til os, siger Morten Andersen, som samtidig takker turistkontoret og sommerhusudlejerne på blandt andet Marielyst for en god indsats med at informere om afbrændingsforbuddet.
Hos Turistkontoret på Marielyst Torv er daglig leder Majbritt Hammer da heller ikke i tvivl om, at budskabet om at lade grillkullene ligge er kommet ud.
- Vi informerer både på store og mindre sedler, og alle får en seddel med, når de går herfra. Mit indtryk er, at folk har fint styr på reglerne, siger Majbritt Hammer.
Efter denne artikel er skrevet, har Lolland-Falsters Brandvæsen ophævet afbrændingsforbud.