To ministre var i samråd om arbejdsmiljøet på Storstrømsbroen.
NORDFALSTER Kontrollen med arbejdsmiljøet på brobyggeriet er blevet bedre, men der skal gøres mere endnu.
Sådan lød det fra to ministre, da de onsdag middag var til åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg.
- Forholdene er blevet forbedret, og der har været en øget indsats fra Arbejdstilsynet, mente Peter Hummelgaard Thomsen (S), der er beskæftigelsesminister.
- Der er kommet nye tiltag, og Vejdirektoratet har øget fokus på arbejdsmiljøet, sagde transportminister Benny Engelbrecht (S).
Begge ministre mente også, at den øgede indsats ville virke, men var også klar til at gøre mere.
- Uholdbar situation
Det var folketingsmedlem Christian Juhl (EL), der havde kaldt de to ministre i samråd.
Det er i øvrigt femte gang, at arbejdsmiljøet på det store byggeri er emne for et samråd.
- Jeg håber, at det bliver sidste gang. Men forholdene er altså stadig ikke i orden, sagde Christian Juhl.
Han pegede på, at Arbejdstilsynet har givet 140 påbud og forbud til det italienske konsortium SBJV, der bygger broen for statens Vejdirektorat.
- Der har været livsfarlige situationer med fare for død, knoglebrud og amputering, sagde Christian Juhl og henviste til en række artikler i Fagbladet 3 F.
- Desuden er tillidsfolk blevet fyret, da de råbte op, og ulykker bliver ikke anmeldt. Det er helt uholdbart, sagde han.
Christian Juhl blev støttet af to partifæller, nemlig Victoria Velasques og Jette Gottlieb.
Sidstnævnte spurgte, om arbejdsmiljø kan fylde mere i udbudsmateriale på byggerier, og det samme gjorde Bjarne Laustsen (S).
- Det er bedre at forebygge end at helbrede, sagde han.
Venstre er bekymret
Anne Østergaard Honoré (V) var også bekymret over problemerne i arbejdsmiljøet på byggeriet.
- Forholdene er ikke i orden, og vi havde rejst sagen, hvis ikke Enhedslisten havde gjort det, sagde hun.
Hun var især bekymret over de manglende anmeldelser af arbejdsulykker på byggeriet, og hun spurgte, hvornår man kunne se de skærpelser, som de to ministre i fællesskab bebudede ved sidste samråd.
Stigning i ulykker
Begge ministre slog fast, at arbejdsmiljøet skal være i orden.
- Folk skal ikke sættes i farlige situationer, og antallet af ulykker skal så langt ned som muligt, sagde begge ministre.
De erkendte, at efter et fald i ulykker i 2019-2020 var antallet igen steget i slutningen af 2020.
- Det skyldes, at man fra at etablere byggepladserne er i gang med at producere store betonelementer. Desuden er der kommet flere ansatte på pladserne, sagde Benny Engelbrecht.
De to ministre nedsatte efter et samråd i 2019 en gruppe, der skulle komme med bud på en bedre kontrol med arbejdsmiljøet på byggeriet.
Blandt disse er, at Arbejdstilsynet skal hurtigere ind, og at der skal være en manual for anmeldelse af ulykker.
- Alle ulykker skal anmeldes, slog Peter Hummelgaard Thomsen fast.
Større bøder
Ministeren sagde også, at der er mulighed for at afbryde arbejdsprocesser, der er i gang.
- Desuden er bødestørrelsen blevet skærpet op til 87.500 kroner, og det vil slå igenem i 2021, sagde Peter Hummelgaard Thomsen.
Christian Juhl sagde, at den størrelse bøder ikke hjælper.
- Mafiaen er involveret, og de har nok en kasse, der kan betale, mente han.