I Marielyst Ferieby undres man over, at der udlejes poolhuse, når der ikke er givet ibrugtagningstilladelse.
MARIELYST FERIEBY Det har givet anledning til forundring, ikke bare blandt naboer, men også i læserbreve her i avisen, at de nybyggede sommerhuse i Marielyst Ferieby udlejes.
Flere instanser ser i øjeblikket på sagen. Blandt andre Bolig- og Planstyrelsen, hvor Marianne Stage Elmvang er chefkonsulent. Hun forklarer, at man fortsat behandler de anmeldelser, man har modtaget vedrørende udlejning af sommerhuse. Hun oplyser, at:
- Kommunen er den kompetente myndighed til at sikre, at det er lovligt at bygge og tage huse i brug efterfølgende. I vores sager lægger vi til grund, at øvrig lovgivning af relevans for ferie- og fritidsboliger naturligvis skal være opfyldt.
Det er naboerne Ulrich og Helle Gosewinkel, der har klaget over udlejningen.
- Hvordan kan det være, at noget ulovligt sker åbenlyst, men der er ingen, der skrider ind? Jeg vil føle mig stærkt krænket i min retsopfattelse, hvis kommunalbestyrelsen vil kunne omgå en meget klar afgørelse fra Planklagenævnet, siger Ulrich Gosewinkel, der også har klaget til Ankestyrelsen.
Den er myndighed i forhold til byggeloven, som regulerer ibrugtagningtilladelser.
Kommunens rådgiver, advokatfirmaet Horten, mener dog ikke, der er problemer med ibrugtagningstilladelserne. I et notat til kommunen refererer man godt nok loven, hvor der står, at byggearbejder, der kræver byggetilladelse, ikke må tages i brug uden kommunalbestyrelsens ibrugtagningstilladelse. Alligevel konkluderer Horten i sit notat:
Kommunen kan udstede en ibrugtagningstilladelse til de huse, der er færdigmeldt før Planklagenævnets afgørelse, da ibrugtagningstilladelse er er en naturlig følge af byggetilladelsen, når færdigmeldingen er komplet og ikke udløser sagsbehandling.