cookie-og-privatlivspolitik
Hans Fausing (blå skjorte) har overbevist Nynne Mee Pilgaard fra Cph Cooking Class om, at hun skulle rykke til Lolland. Så denne sommer arrangerer hun madskoler i Madskolen i Sakskøbing, hvor kok Thomas Lorenz er en af dem, der skal undervise.

2

Billeder

Hans Fausing (blå skjorte) har overbevist Nynne Mee Pilgaard fra Cph Cooking Class om, at hun skulle rykke til Lolland. Så denne sommer arrangerer hun madskoler i Madskolen i Sakskøbing, hvor kok Thomas Lorenz er en af dem, der skal undervise.
Foto: David Arnholm

Guldborgsund

Madskole vil dyrke Lolland

Cph Cooking Class har lejet sig ind i Madskolen i Sakskøbing og vil arrangere madkurser henover sommeren.




05. juli 2020 kl. 08:00 Af David Arnholm

Annonce

SAKSKØBING Efter en tid uden de store aktiviteter bliver der nu igen liv i Madskolen i Sakskøbing. Her vil man dagligt i de kommende måneder kunne komme på særlige madlavningskurser, der tager et meget konkret udgangspunkt i de mange lokale fødevareproducenter.

Idéen er nemlig, at man begynder dagen hos en af de lokale producenter af kyllinger, svin, lam, kvæg eller frugt og bagefter tager ind på skolen og tilbereder netop det, man lige har hørt producenten fortælle om.

Bag kurserne står firmaet Cph Cooking Class, der, som navnet antyder, holder til i København. Og at det skulle til at udbyde kurser på Lolland var ikke lige noget, der lå i kortene.

Men i begyndelsen af april læste Hans Fausing, der selv er lollandsk landmand og forretningsmand, i Berlingske om, hvordan Cph Cooking Class var ramt af corona-lukningen. Den københavnske madskole med Nynne Mee Pilgaard i front har nemlig specialiseret sig i at lave kurser til udenlandske turister, og derfor var der pludselig meget stille.

- Det, hun går og laver, synes jeg er rigtig spændende, fortæller Hans Fausing, som skrev til hende.

De to måtte kunne finde ud af noget sammen, tænkte han, og efter en samtale, hvor de to faldt godt i hak, inviterede han hende en tur til Lolland, så hun kunne møde nogle af de mange dygtige fødevareproducenter.

- Vi fandt sammen lige med det samme - københavneren og lollikken - på trods af aldersforskellen, konstaterer Hans Fausing.


Utroligt ambitiøse

Han tog Nynne Mee Pilgaard med til Dalbakkegaard med kyllingerne, Hvidkildegaard med limousinekvæget, Lammehave Økologi med lammene, Lollandsgrisen og Lolle Frugt. Og det slog benene væk under hende.

- Hans havde den her geniale idé om at rykke konceptet herned, og jeg blev bare grebet af det her sted. Det er helt fantastisk at se deres professionalisme. De er utroligt ambitiøse, og det er en af de ting, der kendetegner mange af de mennesker, jeg har mødt, siger hun og forklarer, at hun er optaget af tanken om kort afstand fra jord til bord og af sæsoner og lokalitet - at mad ikke bare er noget, der kommer i emballerede pakker i supermarkedet.

- Jeg vil gerne vise de besøgende - og de lokale - hvad Lolland kan. Folk burde bare kende det her sted, synes hun.


For hele familien

Kurserne bygges da også op omkring de producenter, hun er blevet introduceret til og er faldet for. Deltagerne i madkurserne skal på besøg hos fødevareproducenterne - hvis da ikke de vælger et af de bagekurser, der vil blive holdt i dagtimerne.

Idéen er, at man vælger, om man er til kyllinger, kvæg, gris, lam eller frugt og så kommer på et kursus, der handler om netop dette. Der bliver plads til 16 deltagere på hvert kursus (plus eventuelle småbørn), og fokus bliver på retter, der både er lækre og nemme at lave. Klassisk dansk med et twist.

Første kursus holdes 6. juli, og så skal det ellers løbe til 9. august, og kurserne er tilrettelagt, så hele familien kan være med.

- Det er et super socialt arrangement. Man samarbejder om hele processen, siger Nynne Mee Pilgaard og fortæller, at priserne for kurserne bliver væsentligt lavere end i København - omkring 375-450 kroner pr. person.

Håbet er, at det vil kunne tale til både lokale og til de turister, der kommer til Lolland for at besøge Lalandia eller Knuthenborg og gerne vil opleve mere.

- Vi vil rigtig gerne have, at københavnerne får øjnene op for det, siger Nynne Mee Pilgaard, der har lejet et sommerhus ved Dannemare, hvor hun rykker ind med sin familie.

Hans Fausing er i øvrigt blevet tilknyttet som konsulent - han er "manden i marken", der hjælper med kontakten til de lokale gårdbutikker og fødevareproducenter, og Nynne Mee Pilgaard er allerede begyndt at se muligheder for at udbygge konceptet.

Måske er der virksomheder, der vil bruge kurserne til teambuilding, og måske kan de lokale producenter fremover levere til madskolen i København.

- Vi er interessrerede i, at det her samarbejde skal fortsætte, og der er nogle ildsjæle, jeg sagtens kunne se mig i et samarbejde med. Jeg synes bare, folk skal se det her. Og vi skal have nogle af de gode råvarer til byen, fastslår hun.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

God bedring til Prinsen 02. august 2020 kl. 21.26

AF: JOHN WENNERWALD

Forebyg højresvingsulykker 27. juli 2020 kl. 00.27

AF: STEFFEN BJØRNSGAARD BAGGER

Hvilke tal skal vurdere os 26. juli 2020 kl. 14.19

AF: FRANCOISE ANDERSEN

DIAMANTBRYLLUP 23. juli 2020 kl. 10.44

AF: MARTIN WOUTERS

sejlrende og rensning 21. juli 2020 kl. 20.58

AF: JOHN WENNERWALD

Kan pensionsalderen gå den… 20. juli 2020 kl. 11.28

Annonce