cookie-og-privatlivspolitik

6

Billeder

Foruden Helvedes tv-gryder styrer Johnny Andersen også ilden på Lupinens gaskomfur.
Foto: Anders Knudsen

Guldborgsund

Med Lupin-Johnny i Helvedes gryder

- Det er det hårdeste, det sjoveste, det mest udfordrende og det mest følsomme, jeg nogensinde har oplevet, slår Johnny Andersen fast efter optagelser til realityserie.




06. august 2020 kl. 20:46 Af Birgitte Grønning

Annonce

BØTØ Der koges masser af persillesovs og steges bunker af flæsk i Restaurant Lupinens lille køkken.

Torsdag er den store dag for Danmarks nationalret, og indehaver Johnny Andersen serverer mellem 200 og 400 portioner af retten hver uge.

Andre dage er det den 500 gram tunge kæmpetartelet, der er bestselleren i Lupinen.

Det var anderledes raffinerede kompositioner, der var på tallerkenerne, da Johnny Andersen i foråret 2019 var til optagelserne af den nye sæson af realityserien "Hells Kitchen".

Her dyster 14 kokke i gourmetligaen med stjernekokken Jakob Mielcke som indpisker.

Det britiske forlæg har Gordon Ramsay i rollen som Helvedes køkkendiktator, og så er kendere af Ramsays stil med på tonen i programmet.

- Det er det hårdeste, det sjoveste, det mest udfordrende og det mest følsomme, jeg nogensinde har oplevet, slår Johnny Andersen fast.

"Hells Kitchen" sendes fra onsdag 26. august i 11 ugentlige afsnit på TV3. Johnny må af hensyn til spændingen i konkurrencen ikke afsløre, hvor længe han er med.

Han meldte sig til casting helt tilbage i begyndelsen af 2019, inden han overtog forpagtningen af Lupinen, og blev udvalgt blandt 3.000 bejlere til en plads i tv-køkkenet.

- I reality er alle jo castet med en personlighed, der skal supplere de øvrige deltagere. Jeg er ham den rolige bamsefar, der læser godnathistorier, fortæller den 37-årige familiefar, som dog gerne indrømmer, at også hans temperament blev udfordret undervejs.

Hans familie og den øvrige omverden så han ingenting til, mens optagelserne stod på, for der boede og arbejdede deltagerne i en lukket boble, hvor telefoner og dermed kontakten ud i verden blev deponeret ved indgangen.

- Jeg lærte vildt meget om mig selv under optagelserne. Blandt andet at jeg kan undvære sociale medier og værdien i at forholde mig nærværende til de mennesker, jeg er sammen med. Jeg lærte også, at man ikke skal lade sig begrænse af sine førstehåndsindtryk af andre mennesker. Jeg fik virkelig gode venskaber med folk, som jeg til at begynde med tænkte "Pyha, det bliver op ad bakke det her" om, fortæller Johnny Andersen.

Op ad bakke kan man også sige om en bestigning af Mount Everest. Og det er netop sådan en ekstrem bjergvandring, Johnny Andersen sammenligner deltagelsen i "Hells Kitchen" med.

- Men jeg kan lide at udfordre mig selv. Faktisk er det nødvendigt, for at jeg ikke keder mig. Jeg har ADHD, og jeg har lært at bruge min rastløshed som et drive i tilværelsen, forklarer Johnny Andersen, som har en daglig arbejdsdag i Lupinen fra klokken 07 til 23.

Hans baggrund er egentlig slagter, men han har også et kokke-svendebrev. Glæden ved at lave mad har han dog med helt tilbage fra barndommen, hvor hans morfar var hans store forbillede i køkkenet.

- Min morfar var "kogekone" og lavede rigtig morfarmad fra bunden. Han bespiste blandt andre Peter Bellis svigerfamilies omrejsende tivoli, og hele hans passion i køkkenet gik ud på at gøre andre mennesker glade med den mad, han serverede. Sådan har jeg det også, fortæller Johnny Andersen, der stadig benytter sig af morfars smags-trick med at blende mælk og frisk persille, når han laver persillesovs til Lupinens gæster.

Præmien i "Hells Kitchen" er et coachingforløb med Jakob Mielcke, som Johnny Andersen af gode grunde heller ikke kan afsløre, om han løb af med.

Men tilbage i Lupinens køkken jonglerer han fortsat med glæde den stegte flæsk, persillesovsen og kæmpetarteletterne.

- Der er ikke pillet ved min glæde ved morfar-maden, fastslår han.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Tag Coronasnakken med dit barn 27. september 2020 kl. 22.21

AF: ANDREAS ALBERTSEN

Tag stilling til organdonation 25. september 2020 kl. 12.19

AF: MARTIN WOUTERS

rottebekæmpelse og… 22. september 2020 kl. 19.34

AF: DTL - DANSKE VOGNMÆND

Politiet sinker særtransporter 22. september 2020 kl. 11.24

AF: HENNING ABILDGAARD

Liste G 21. september 2020 kl. 21.23

AF: MARTIN WOUTERS

ekstra betalingsiger poul henrik 21. september 2020 kl. 15.13

Annonce