Nykøbing F. Sygehus får 650 millioner kroner til gennemgående modernisering.
NYKØBING Regionsrådet har i aftes godkendt et idéoplæg, der skal øremærke 650 millioner kroner til en gennemgående modernisering af Nykøbing F. Sygehus.
Sygehuset, der i 2010 blev udnævnt til et af regionens fire akutsygehuse, blev bygget i 1957, og det kan både ses og mærkes, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
- Vi ønsker at skabe så gode rammer og så hensigtsmæssige arbejdsgange som muligt for vores personale. Og vi vil samtidig give vores patienter den bedst mulige oplevelse, når de er indlagt. Derfor kommer der mange nye enestuer i det nye byggeri, siger han.
180 enestuer bliver det helt præcist til. Derudover skal der bygges to nye operationsstuer på akutafdelingen samt etableres en CT-scanner, ligesom man vil bygge tunnelforbindelser, en helikopterlandingsplads samt renovere den eksisterende hovedbygning.
- Det her er klart den største anlægsinvestering, vi har haft og vil få i denne valgperiode. Det er en meget stor prioritet for os at modernisere sygehuset i Nykøbing, siger Heino Knudsen.
Læs mere i Folketidendes papiravis tirsdag.