Annonce
Guldborgsund

Sygeplejersker satte fokus på lav løn med happening

"Vi er mere værd", hed det både på flyers og kage, da såvel kommunalt som regionalt ansatte sygeplejersker lavede en happening ved rådhuset torsdag aften. Foto: Niki Treumer Mogensen

Politikere anerkendte før byrådsmøde sygeplejerskers kamp og det gode initiativ med opråb ved rådhuset.

GULDBORGSUND Før torsdagens byrådsmøde på Guldborgsund Kommunes rådhus i Nykøbing var der faner, røde trøjer og mundbind og kage foran rådhuset.

Her var godt 20 sygeplejersker mødt op for at sætte fokus på de lave lønninger i deres fag og i håbet om at få talt med så mange politikere som muligt.

Det skete i forbindelse med de forhandlinger, der for tiden er om en ny overenskomst, der de kommende uger er urafstemning om en udkast til.

Med var kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland, Ulla Birk Johansen, der fortalte, at lignende tiltag laves i forbindelse med byrådsmøder landet over:

- Der er i Lolland og Guldborgsund kommuner problemer med at fastholde og rekruttere sygeplejersker, for de kan tjene flere penge andre steder, og sygeplejersker her løber rigtig stærkt i forhold til i resten af landet. Det betyder noget for den kvalitet i sundhedsvæsenet, som borgere får - og sygeplejerskernes arbejdsmiljø.

6 ud af 10 nyuddannede sygeplejersker overvejer ifølge en undersøgelse at forlade faget på grund af blandt andet lønnen og travlhed, fortalte kredsnæstformanden.

Sympati blandt byrødder

Arrangementerne sætter også fokus på konsekvenser af tjenestemandsreformen fra 1969, hvor sygeplejersker blev lavt indplaceret. Det stod også på de flyers, de fremmødte sygeplejersker uddelte.

Blandt dem var Helle Rantsen, der er sygeplejerske på Nykøbing F. Sygehus, og som havde taget initiativ til begivenheden.

- Det kan ikke blive ved med at gå. Det er diskriminering, men der er skudt en bevægelse i gang, efter vi sagde nej til overenskomsten, sagde hun med henvisning til sygeplejerskernes vurdering af det første udkast til en ny overenskomst i marts.

Hun påpegede, at byrådet ikke har medbestemmelse over lønningerne, men håbede, at de ville tage det med til deres kollegaer i regionen. I første omgang lykkedes det at få dialog med en række af byrådets politikere, der stoppede op på vej ind på rådhuset. Blandt andre borgmester John Brædder (G) støttede med egne ord op om kampen.

- De, der springer i øjnene inden for den offentlige sektor, når man ser på løn i forhold til ansvar og stress­niveau, er sygeplejersker, foruden social- og sundhedsassistenter og sundhedshjælpere. De er underbetalt, sagde han, og Poul-Henrik Pedersen udtrykte "stor sympati" for projektet:

- Det er på tide, at man får taget hånd om det.

Også Socialdemokratiet syntes godt om tiltaget, som Martin Pedersen kaldte en "frisk" og "stille og rolig måde at komme i dialog på", og partikollega Dorthe Sølling "rigtigt fint".

Også Mette Møller (V) mente, at det var fint.

- Jeg er selv i sundhedssektoren, og man knokler, så det brager på vilkår, der ikke er fair, sagde hun, mens Claus Bakke (V), der også sidder i regionsrådet, mente, at sygeplejerskerne har en god sag:

- Nu er jeg lidt biased, for jeg er selv uddannet sygeplejerske, men det her styrker sammenholdet. Forhandlinger skal ledsages af beslutninger i Folketinget, og det er godt med opmærksomhed, som det her.

Lønnen til sygeplejersker er med Bente Lerche-Thomsens (EL) ord "ussel", hvormed hun også støttede deres kamp.

- Det er fint, at sygeplejersker også lokalt gør opmærksom på, at de er relativt lavtlønnede i forhold til det ansvar, de har, sagde Annemette S. Johnsen (SF).

For Birgit Holse (DF) var det klart, at der skal ske noget - "vi kæmper i DF altid for personalet" - mens René Christensen (DF) også håbede, at det blev løst:

- Men det er en faglig kamp, der bliver kæmpet, og jeg håber ikke, at det bliver en politisk beslutning. Det så man med lærerne, og det var ingen succes.

  • "Vi er mere værd", hed det både på flyers og kage, da såvel kommunalt som regionalt ansatte sygeplejersker lavede en happening ved rådhuset torsdag aften. Foto: Niki Treumer Mogensen
Annonce
Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Annonce
Annonce
Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annonce
Annonce
112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op