cookie-og-privatlivspolitik
Folketidende sætter i den kommende tid fokus på hjemløse på Lolland-Falster.
Folketidende sætter i den kommende tid fokus på hjemløse på Lolland-Falster.
Foto: Anders Knudsen

Hjemløshed

Folketidende sætter fokus på hjemløse

Det er en kold tid at være hjemløs i, når kalenderen siger januar.




14. januar 2020 kl. 08:16 Af Andreas Johansen

Annonce

LOLLAND-FALSTER Antallet af hjemløse i Danmark lader til at være stagneret de seneste år efter en periode, hvor tallet gang på gang, optælling efter optælling, har været større end sidste gang, det blev opgjort. Men bare fordi antallet af hjemløse på landsplan ikke bliver større, betyder det ikke, at der ikke er regionale forskelle i, hvordan udviklingen ser ud. Det viser den seneste nationale kortlægning af hjemløsheden, "Hjemløshed i Danmark 2019", som VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, står bag.

- Det, opgørelsen viser, er, at der ikke er kommet flere hjemløse på landsplan, og det er jo godt. Men optællingen viser, at der er kommet flere hjemløse i udkantsområderne - det gælder altså også Guldborgsund Kommune. Jeg tror simpelthen, København og andre større byområder har nået en form for mætningspunkt, hvor der hverken er plads på herberger eller andre steder, og så vælger nogle hjemløse at tage chancen og rykke andre steder hen, fortæller Erik Søndergaard, forstander på forsorgshjemmet Saxenhøj, der hver dag får henvendelser fra hjemløse fra nær og fjern.

Og det stigende antal hjemløse kan mærkes flere steder. De hjemløse, der ifølge Erik Søndergaard i høj grad enten kæmper med misbrug af forskellige substanser eller psykologiske udfordringer, er allesammen forskellige. Men de har nogle fællestræk.

- Vores gennemsnitlige bruger er en 46-årig mand, der med 90 procents sandsynlighed døjer med et misbrug og i halvdelen af tilfældene også har en eller flere psykiske diagnoser at slås med, forklarer Erik Søndergaard.

VIVEs opgørelse fra 2019, "Hjemløshed i Danmark", viser, at Guldborgsund Kommune har flere hjemløse borgere end nabokommunerne.

Opgjort efter hjemkommune, altså den kommune, hver enkelt hjemløs er registreret som tilhørende, har Guldborgsund Kommune præcis 100 hjemløse borgere, der er fordelt rundt omkring i landet boende på gader og stræder, på forsorgshjem eller på venners sofaer, for bare at nævne nogle af de mange måder, man kan være hjemløs på.

Det betyder, at Guldborgsund Kommune har 1,6 hjemløse pr. 1.000 borgere, da kommunen ved opgørelsen i 2019 udgjorde 60.930 indbyggere. Blandt alle kommunerne i Region Sjælland overgås dette tal kun af Slagelse Kommune, der har 147 hjemløse og 79.073 indbyggere.

Ved seneste kortlægning fra VIVE i 2017 havde Guldborgsund Kommune 90 hjemløse.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her