cookie-og-privatlivspolitik
Ulriks arbejdsplads er oftest i traktoren.

2

Billeder

Ulriks arbejdsplads er oftest i traktoren.
Foto: Andreas Johansen

Hjemløshed

Kom ud på den anden side af misbruget

Ulrik mistede jobbet og slog sig på flasken - men fik den hjælp, han skulle bruge.




09. februar 2020 kl. 15:45 Af Andreas Johansen

Annonce

LOLLAND-FALSTER Midt ude i ingenting, langt væk fra alfarvej mellem Toreby og Kettinge ligger en gammel gård. Her har der i 101 år været særlig plads til mænd, og kun mænd, der ikke havde tag over hovedet. Visionen var oprindeligt fruen på Fuglsang, Bodil de Neergaards, og Sønderskovhjemmet bygger stadig den dag i dag på de samme værdier og grundpiller, som det gjorde 14. maj 1918, hvor Sønderskovhjemmet oprindeligt blev indviet efter jysk forbillede.

- Vi har, såvidt vi har kunne det, åbnet vores døre for alle, der kom og bankede på hos os, og prøvet på at skabe et hjem for dem. Ikke en institution eller en anstalt, de fleste af dem har desværre været på institutioner og anstalter nok i forvejen - men et hjem, hvor der er frihed under ansvar og med den orden og disciplin, der bør råde i et virkeligt hjem, forklarede Bodil de Neergaard i 1923.

Og det billede står stadig til troende den dag i dag. Mange af Sønderskovhjemmets 37 beboere har også været forbi andre institutioner, før de lander i den gamle skovløberbolig på Østlolland. Men sammenholdet på gården og værdierne om sammenhold, følelsen af at være hjemme og den store rummelighed, der var fru de Neergaards vision for mere end et århundrede siden, står stadig. Derfor spiser man tre måltider om dagen ved langbordene i spisestuen, og selvom der er udskiftning i beboersammensætningen ganske ofte, sætter folk sig ned og taler med hinanden. Ja hele gården går faktisk i stå, når klokken ringer klokken 12 middag.


Kommer stadig

En af Sønderskovhjemmets veteraner er 57-årige Ulrik. Han har faktisk ikke boet på hjemmet i godt seks år, men han kigger alligevel forbi næsten alle ugens dage for at flække brænde og køre det ud til folk på hele Lolland-Falster.

- Jeg kører brænde og skærer ud med motorsav. Ellers hjælper jeg, hvor jeg lige kan her på gården. Jeg startede med at køre brænde i 2012, så jeg har nogle år på bagen efterhånden, forklarer Ulrik.

Han endte på Sønderskovhjemmet for første gang for en cirka 10 år siden. Den eksakte dato husker han ikke. Men baggrundshistorien minder om mange andre mænds - den starter med ulykkelige omstændigheder.

- Før jeg begyndte at drikke, boede jeg i Nykøbing. Så mistede jeg mit job som pedel i kommunen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, da jeg blev arbejdsløs, så jeg drak en masse øl. Så mistede jeg lejligheden og tog hele den tur der, og så kom jeg på Sønderskovhjemmet første gang, fortæller Ulrik.

Han hoppede som mange andre på Sønderskovhjemmet på antabussen, og han klarede det ganske godt. Der var dog en enkelt svipser.

- Jeg har engang prøvet at drikke to bajere på antabus. Det gav en weekend på sygehuset, så det gør man ikke ret mange gange. Det var en dejlig varm dag, kan jeg huske. Jeg købte lige et par øl, satte mig under et træ nede, hvor der nu er parkeringsplads bag sygehuset i Nykøbing og nød øllene i et stille og roligt tempo. Da jeg rejste mig, kunne jeg ikke se andet end en hvid væg foran mig, og så kunne jeg se, at en dør blev åbnet et eller andet sted i mit synsfelt. Det var heldigvis en taxa. Jeg spurgte, om jeg ikke måtte køre med ned for enden af vejen til hospitalet, og det måtte jeg heldigvis. Havde jeg ikke gjort det, så var jeg død, fortalte lægerne mig. Så det kan jeg ikke anbefale, siger Ulrik og trækker lidt på smilebåndet, situationens alvor til trods.


Ædru i årevis

Men det er ved at være længe siden, Ulrik sloges med alkoholens livtag. Nu har han boet i sin egen lejlighed i seks år, og han har ikke rørt alkoholen endnu længere.

- Det generer mig ikke engang at gå forbi en kasse bajere længere. Og jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu. Nu kan jeg køre hjem i min bil og vide, at alt er i orden. Det kan man ikke, når man drikker.

Men alkoholismen er ikke bare en sygdom, der er slut, selvom den ramte ikke længere drikker. For mange følger der andre udfordringer med, der kan spænde ben for den gode tilværelse - og det gjorde der også i Ulriks tilfælde. Han havde nemlig oparbejdet sig en større gæld, da han drak.

- Jeg tog det ene kviklån efter det andet uden at tænke over konsekvenserne dengang. Det var hurtige penge. Men da jeg kom herover på Sønderskovhjemmet, fik jeg hjælp med min økonomi. En af de ansatte, Kim, fik snakket med kreditorerne, og så stoppede de med at lægge renter på lånene, for dem kunne jeg ikke betale. Og da jeg så pludselig kunne begynde at betale af på lånene, så kunne vi lave aftaler om, hvad beløbet skulle være. På et tidspunkt begyndte jeg at få penge tilbage i skat - jeg fik et chok. Det havde jeg ikke fået i mange år! Og nu er gælden væk. Skuldrene er røget helt ned igen der, hvor de burde være altid, forklarer Ulrik.

Han har i dag en sund økonomi, hvor der er penge på kontoen både den første og sidste dag i måneden, og pensionen ikke bliver formøblet på den ene eller anden måde. Ulrik har endda været i stand til at købe sig en spritny bil.

- Bilen stod inde hos forhandleren og skinnede, og jeg har aldrig nogensinde haft så dejlig en følelse, som da jeg kørte den hjem til mig selv. Jeg har endda selv stået for lånet.

Han har også overskud til at være frivillig flere forskellige steder - når han altså ikke hjælper til med at køre brænde på Sønderskovhjemmet.

- Hver onsdag kører jeg over på hospicet i Bandholm og er frivillig som pedel derovre. Og jeg er også frivillig i Kirkens Korshær i Nykøbing som chauffør. Der er dejlig stemning derinde, forklarer Ulrik.


Er taknemmelig

Alt det gode, Ulrik kan gøre i dag, og det liv, han er så glad for at kunne leve, takker han Sønderskovhjemmet for. Uden deres hjælp, havde han ikke siddet i en blød sofa og snakket med en journalist i 2020.

- Uden Sønderskovhjemmet var det ikke lykkedes mig. Det tror jeg ikke. Det sidste, jeg gjorde, inden jeg kom herover anden gang, var at sætte mig nede på en bænk nede ved Cementen i Nykøbing med en pose bajere i en rygsæk. Så drak jeg en, mens jeg overvejede, om jeg skulle trykke nummeret til Sønderskovhjemmet på min telefon. Jeg vidste ikke, om jeg skulle ringe, for jeg følte mig lidt i tvivl. Men jeg har ikke fortrudt en meter, at jeg gjorde det. Ellers havde jeg nok ligget derinde under en bænk endnu, forklarer Ulrik.

Han mangler bare at gøre én ting:

- Jeg mangler at gå ind på det værtshus, jeg plejede at drikke bajere på, drikke en sodavand og bare gå igen. En U-vending kaldte en af mine gamle kolleger det, siger Ulrik og smiler.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her