cookie-og-privatlivspolitik
De små huse på grunden kaldes skæve boliger. Her må man bo permanent.

9

Billeder

De små huse på grunden kaldes skæve boliger. Her må man bo permanent.
Foto: Anders Knudsen

Hjemløshed

Vil lægge hjemløsheden bag sig

Fire mænd, der alle har det tilfælles, at de bor på Forsorgshjemmet Saxenhøj, fortæller om deres oplevelser med hjemløshed til Folketidende.




08. februar 2020 kl. 06:28 Af Andreas Johansen

Annonce

LOLLAND-FALSTER Hvad er det første billede, din hjerne fremmaner, når du hører ordet "hjemløs"?

For nogle er det en landevejsridder med barnevogn og knivsliberemedier, for andre er det måske en gadesovende, der trækker soveposen godt op under hagen en kølig nat på en togstation et sted i København.

Uanset hvad du tænker, er det formentlig ikke forkert. Men der er mange måder, man kan være hjemløs, og der er lige så mange måder, man kan ende med at blive det.

Folketidende fik en god, lang snak med fire modige hjemløse, der på nuværende tidspunkt bor på Forsorgshjemmet Saxenhøj, hvor de har fået tag over hovedet for en stund.

Hjemløshed er stadig den dag i dag et tabu. Derfor har de fire mænd bedt om delvis anonymitet. I artiklen her kalder vi dem altså kun deres fornavne. De ønskede heller ikke at medvirke på billeder, men Folketidende er bekendt med mændenes identitet og har verificeret, at de på tidspunktet, hvor interviewet blev foretaget, var beboere på Saxenhøj.

Rundt om bordet i opholdsstuen sidder fire mænd. Flere af dem med en lun kop kaffe. De er forskellige aldersgrupper, nogle drømmer om at begynde at studere, mens andre har forladt arbejdsmarkedet og er gået på folkepension. Fælles for de fire mænd er, at de bor på Saxenhøj. Men de er endt der på meget forskellige måder.


- Jeg har en lille hund også, og jeg kan ikke

klare trapper, og jeg føler, de boliger, jeg ville blive tilbudt,

er nogle

skodboliger. Måske er jeg en lille snob inderst inde? Danny

Studieliv gik i stå

Gruppens Benjamin er Martin. Han har været på Saxenhøj i otte måneder. Han endte som hjemløs, da studielivet ikke gik, som han havde håbet, det ville gå.

- Jeg var i gang med en uddannelse, men har en diagnose med i bagagen - og jeg har nu fået en mere, efter jeg er kommet her. Det gør, jeg ikke har været i stand til at passe en uddannelse. Under uddannelsen boede jeg på et ungdomskollegie, men da jeg ikke længere var under uddannelse, blev jeg selvfølgelig smidt ud. Så stod jeg der. Mit netværk er meget lille, og så var muligheden i første omgang at komme på forsorgshjem her på Saxenhøj, fortæller Martin.

I den modsatte ende af aldersspektret finder vi Danny, der er folkepensionist. Hans lejemål i Nykøbing blev opsagt, og han har kaldt Saxenhøj sit hjem i knap ni måneder.

- Jeg skulle ind at afsone en dom på et halvt år, og jeg valgte at udeblive fra dommen, fordi jeg havde søgt benådning. Jeg troede egentlig, jeg slap udenom, men så stod politiet der, da jeg blev sat ud af mit lejemål. Da jeg kom ud, fik jeg en campinghytte at bo i, men jeg havde ikke råd til at bo der, da huslejen var højere end min pension, så jeg blev opsagt dér også. Så stod jeg med min oppakning og min lille hund på banegården og havde ikke noget at gøre, forklarer Danny.


Brækkede ryggen

Felix er den i gruppen, der har været på Saxenhøj længst - faktisk har han været fast beboer i en af de såkaldte "skæve boliger", hvor man gerne må blive boende, så længe man vil, i godt otte år.

Hans udfordringer startede, da han blev overfaldet på jobbet.

- Jeg har arbejdet med børn og unge kriminelle før i tiden. En dag blev jeg overfaldet på en vagt, og jeg brækkede ryggen to steder. Det gav et ordentligt psykisk knæk, og jeg holdt op med at arbejde. Så gik det nedad bakke sidenhen. Jeg har fået flere diagnoser efter overfaldet. Posttraumatisk stress, social angst og ADHD. For at komme lidt ud flyttede jeg på campingplads her i kommunen, og jeg boede der i to år. Jeg arbejdede lidt som opsynsmand på pladsen og var rigtig glad for det. Da den så blev overtaget af nye ejere, der ikke ville have helårscampister, og jeg blev opsagt, gik min verden i stykker igen, fortæller Felix.

Sidste mand om bordet er Kenneth. Han deler bolig med fem andre, og hans ophold på Saxenhøj hænger sammen med en behandlingsdom, han har fået.

- Jeg bor på en afdeling, hvor der ikke må drikkes eller indtages stoffer. Jeg har selv været på afrusning her, da jeg kom. Det er svært, men jeg bliver nødt til at gøre det, for jeg har en behandlingsdom, og jeg tror ikke, jeg får flere chancer nogle steder, hvis jeg ikke tager denne her. Men jeg er glad for det, og jeg savner faktisk slet ikke lige at drikke en øl, mens vi sidder her og snakker, siger Kenneth.


Håber ikke jeg er her

Folk kommer og går ind og ud ad opholdsstuen. Nogle taler i formfuldendte sætninger, andre mumler formålsløst om ting, ingen mennesker i deres verden kan finde hverken hoved eller hale i.

Diversiteten er stor på forsorgshjemmet, men selv om nogle stavrer gennem en tilværelse, der er svær at forstå, når man selv er en del af det etablerede samfund, er der lige så mange, som er i stand til at skue mod fremtiden og kigge håbefuldt frem mod en tilværelse, hvor de ikke længere bor på forsorgshjemmet.

De fire mænd, der beredvilligt har valgt at svare på journalistens svære spørgsmål om stort og småt, Martin, Danny, Felix og Kenneth, har alle forskellige fremtidsplaner. Adspurgt, hvor de ser dem selv om et kalenderår fra nu, altså i januar 2021, svarer de alle forskelligt. Martin, gruppens yngste medlem, drømmer om at vende tilbage til den tilværelse som studerende, han forlod, sidste gang det hele blev for meget for ham at kapere, og han endte på Forsorgshjemmet Saxenhøj.

- Hvis du kommer igen næste år, så håber jeg, at jeg ikke sidder her. Forhåbentlig bor jeg i samme by på Sjælland, hvor jeg tidligere boede. Og så er jeg nok i gang med en udredning af mine psykiske udfordringer. Jeg håber virkelig, tingene begynder at flaske sig for mig, for det har de ikke gjort indtil videre. Men jeg vil gerne læse noget med edb. Det håber jeg er vejen frem for mig, fortæller Martin, der er skarp til det med computere og bruger mange timer dagligt foran skærmen på sit værelse.


Bliver boende

Helt modsat er det for Felix. Han bor i en af de såkaldte "skæve boliger", hvorfra man ikke skal videre, som det ellers normalt er tilfældet på et forsorgshjem. Han har boet i det lille hus på 33 kvadratmeter i godt otte år nu, og det er han rigtig glad for.

- Før jeg kom til Saxenhøj og fik en skæv bolig, så boede jeg fast på en campingplads. Der kom nye ejere, og de ville ikke have folk, der boede der hele året. Jeg havde fået nogle diagnoser og blev tilbudt en skæv bolig under paragraf 85. Så flyttede jeg ind i Mariannelunden i en skæv bolig, og der har jeg boet i otte år. Jeg er glad for at bo dernede. Jeg har gode naboer, jeg går herop i fællesrummet og drikker kaffe med nogle andre, når jeg har spist min frokost. Det er et lille hus med eget køkken, bad, soveværelse og en lille stue. Og jeg må have kat - det må man ikke, hvis man kun har et værelse her, forklarer Felix.

De særlige ved de skæve boliger er, at man ikke bliver skubbet videre i systemet, når man har fået tildelt en. Det er en permanent bolig, og beboerne får en lejekontrakt som alle andre, der lejer en bolig. Deres udlejere er bare ikke et boligselskab eller en privatperson, men Saxenhøj, som er mere forstående overfor de udfordringer, beboerne i Mariannelunden har.

- Hvor jeg er om et år? Lige her. Jeg er glad for mit hus, og jeg skal ingen steder, siger Felix med stor sikkerhed i stemmen.


Ved ikke med arbejdsmarkedet

Danny ser sig heller ikke blive på Saxenhøj længere end højst nødvendigt. Men som situationen er lige nu har han lidt svært ved at se, hvordan det ellers skal gå.

- Jeg er forhåbentlig i en god bolig i Nykøbing, hvis du vil besøge mig næste år. Men det er trægt at danse med systemet. Jeg har en lille hund også, og jeg kan ikke klare trapper, og jeg føler, de boliger, jeg ville blive tilbudt, er nogle skodboliger på steder, jeg ikke rigtig har lyst til at bo. Måske er jeg en lille snob inderst inde, siger Danny og griner lidt af situationen.

Han har arbejdet som håndværker gennem næsten 40 år, og da Danny har nået en alder, hvor han får sin folkepension, har han ingen ambitioner om at skulle genforenes med arbejdsmarkedet. Men at finde en bolig bliver ikke let. Danny så dog gerne, at kommunen hjalp ham lidt mere.

- Kommunen gør ikke noget, synes jeg. Der er ikke megen hjælp at hente der, og det er jeg ked af.

Sidste mand om bordet er Kenneth. Han kommer fra en kommune nær København, og han regner heller ikke med, at han er på Saxenhøj om et år.

- Jeg er her ikke om et år. Jeg håber at være hjemme i min hjemkommune igen. Jeg er kommet under en god paragraf i lovgivningen, som gør, at jeg forhåbentlig snart får anvist en bolig gennem kommunen, så jeg ikke skal være her mere, siger Kenneth.

Han har tidligere været på arbejdsmarkedet i mange år, hvor han har arbejdet som sanitør gennem mange år. Og selv om han var glad for jobbet, har Kenneth svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet igen.

- Jeg ved ikke, om jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg tvivler faktisk på det. Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det mere. Man arbejdede i døgndrift i perioder, det var hårdt.

De fire mænd har forskellige håb og drømme. Antallet af hjemløse i Danmark er hverken steget eller faldet stort de sidste par år, men flere er rykket til landdistrikterne, som Guldborgsund Kommune hører under. De 68 værelser på Forsorgshjemmet Saxenhøj er fuldt booket, det er de altid. Og som interviewet med Martin, Danny, Felix og Kenneth viser, er der lige så mange måder at være hjemløs på, som der er individuelle personer.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her