cookie-og-privatlivspolitik
En ny type resistent bakterie har på få år spredt sig fra østdanske sygehuse til sygehuse over hele landet. Bakterien er især et problem for personer, der i forvejen er svækket. (Arkivfoto).
En ny type resistent bakterie har på få år spredt sig fra østdanske sygehuse til sygehuse over hele landet. Bakterien er især et problem for personer, der i forvejen er svækket. (Arkivfoto).
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Indland

Ny type resistent bakterie har spredt sig til hele landet

Resistent bakterie, der i 2018 smittede 525 danskere, har spredt sig fra østdanske sygehuse til hele landet.




25. august 2019 kl. 05:00 Af /ritzau/

Annonce

De fleste har hørt om bakterien MRSA, der kan give problemer, fordi den er resistent over for nogle typer antibiotika.

Men nu er en ny type resistent bakterie dukket op på landets sygehuse.

Den hedder vancomycinresistente enterokokker - i daglig tale VRE.

På få år har den spredt sig fra primært østdanske sygehuse til sygehuse over hele landet.

- Vi har set en betydelig stigning af patienter, der har fået infektioner med den her bakterie på danske hospitaler inden for de seneste fem år, siger afdelingslæge Robert Skov.

Han er national koordinator for antibiotikaresistens hos Statens Serum Institut.

I 2013 blev bakterien konstateret hos 227 patienter. Det var i 2018 mere end fordoblet til i alt 525 patienter.

- Problemet er, at vi har meget få typer antibiotika tilbage til at behandle infektioner med de her bakterier, siger Robert Skov.

I foråret blev bakterien fundet hos 44 procent af de indlagte patienter på Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Odense Universitetshospital.

Det betød, at patienterne blev isoleret, og en grundig rengøring blev iværksat.

Man kan godt bære rundt på bakterierne uden at være syg. Men for de mest svækkede patienter kan bakterien være et farligt bekendtskab.

- Det er en meget problematisk infektion at få, fordi den rammer svært dårlige patienter, for eksempel intensive patienter eller patienter med dårligt immunforsvar, siger Robert Skov.

Der er god grund til at tage VRE særdeles alvorligt, lyder det.

- Antalsmæssigt ser vi efterhånden flere, der får blodforgiftning med VRE end MRSA. Så det er et stigende og efterhånden betydeligt problem, vi ser, siger Robert Skov.

Spredningen af bakterien menes at ske, når patienter flyttes fra en afdeling til en anden og fra et sygehus til et andet.

Har man først fået bakterien ind på en afdeling, kræver det skærpet hygiejne og grundig rengøring at slippe af med den.

- Vi har set, at man er i stand til at lukke et udbrud ned, hvis man strammer op på hygiejnen.

- Men fordi der er så mange VRE-bakterier i omløb, så ser vi igen og igen introduktion af bakterien på vores hospitaler, siger Robert Skov.

Der findes endnu ingen færdig plan for, hvordan man kan inddæmme bakterien.

- Nu har vi kortlagt den her udvikling, og så er det op til myndigheder og politikere at se på, hvordan man skal håndtere det her i forhold til det samlede sundhedsbillede, siger Robert Skov.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Dyrere cigaretter 22. september 2019 kl. 20.56

AF: FREDDIE EHLERS

Diget ved Østersøen 19. september 2019 kl. 18.32

AF: ANTON EBSEN

Hejs flaget! 18. september 2019 kl. 10.47

AF: JOHN WENNERWALD

Betaling ved kasse et 15. september 2019 kl. 19.41

Annonce