Der er over 62.000 børn i de familier, der er blevet trukket i ydelser fra det offentlige.
Der er over 62.000 børn i de familier, der er blevet trukket i ydelser fra det offentlige som følge af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, skriver Avisen.dk
Det viser en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketinget.
Ifølge opgørelsen, der rummer tal fra fjerde kvartal 2016, var der 62.073 børn under 18 år i familier, der var berørt af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen eller begge ordninger.
- Vi må tage fat i ministeren igen og spørge, om det var det, der var hensigten med reformen af kontanthjælpen. At tusinder af børn skal vokse op i familier, der bliver fattigere, siger Finn Sørensen, enhedslistens beskæftigelsesordfører, til Avisen.dk. Det er ham, der har stillet beskæftigelsesministeren spørgsmålet.
De fleste - 47.664 - er i børn i familier, hvor deres forældre har fået mindre at gøre godt med på grund af kontanthjælpsloftet
Der er tale om en stigning i forhold til 1. oktober sidste år, hvor der ifølge Beskæftigelsesministeriet var 43.500 børn i familier, som blev trukket i ydelse som konsekvens af kontanthjælpsloftet, skriver Avisen.dk
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) pointerer i sit svar, at formålet med de nye regler er at få flere i arbejde.
- Det værste, vi kan gøre for børnene, er at lade deres forældre blive på kontanthjælp i årevis. Vi har med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen styrket det økonomiske incitament til at vælge et aktivt arbejdsliv og har dermed skabt et rigtig godt grundlag for, at deres forældre kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, skriver Troels Lund Poulsen.