1: En drøm om et lille hus med jord til

AFSNIT 1: Svend-Aage og Vivian Lindahl kunne ikke få tiden til at gå. De trængte til noget at rive i efter salget af deres vognmandsvirksomhed Lunde Transport. Især Svend-Aage følte sig rastløs efter at være stoppet med at arbejde. Han begyndte derfor at drømme om et hus på landet med tilhørende jordlod, som han kunne gå og rode i.

Det fik han - for Vivian bakkede op, men i stedet for en drøm, fik Svend-Aage og Vivian et mareridt ind på livet i de år af deres liv, hvor de havde håbet og troet, at roen og freden skulle indfinde sig.

Det var ellers tiltrængt. Sorger havde der været nok af i livet, som havde budt Svend-Aage en hård barndom i en dysfunktionel familie, og Svend-Aage og Vivian tabet af et dødfødt barn. Dertil kom Vivians kamp gennem livet med panikangst, og Svend-Aages slidgigt i leddene i nakken og ryggen efter et fald som ung.

På en kold og blæsende lørdag eftermiddag, 26. januar 2012, fik de fremvist det hus på Strædet 1 i Søllested på Lolland, som lignede indfrielsen af drømmen, men ikke blev det.

EDC i Maribo stod for salget. Ifølge salgsopstillingen var der tale om "en skøn landligt beliggende ejendom" med et boligareal på 135 kvadratmeter og en grund på 3.172 kvadratmeter. Det blev især fremhævet, at der var tale om en "stor grund, stort værksted, flot nyere køkken og bad". Prisen var 399.000 kroner.

Svend-Aage og Vivan syntes godt om ejendommen, der var i pæn stand med forholdsvist nyt køkken og bad og lå på landet med frit til alle sider men alligevel rimeligt tæt på byen.

- Vi tænkte, dét er lige os, fortæller Svend-Aage.

- Der kunne jeg få et pænt stort stykke jord, hvor jeg kunne få tiden til at gå og komme af med noget af den her energi.

Han husker, at han sagde til mægler: "Der kan eddermame være mange kartofler".

- Følelsen var rigtig, fortæller Vivian.

Hun følte sig straks i stand til at møblere huset i tankerne, mens Svend-Aage kunne se sig selv på en lille traktor køre rundt i kartoffelmarken.

- Jeg begyndte at danne mig et billede af, hvordan mit liv skulle være fremadrettet, fortæller han.

Hidtil havde det været et godt tegn, at de kunne "se det for sig", når de gennem deres lange ægteskab havde handlet ejendomme.

Så der var ingen tvivl hos dem om, at det var stedet.

Svend-Aage og Vivian besøgte derfor dagen efter ejendommen en ekstra gang, uden mægler, hvor de skiftevis sad i deres rustfarvede Suzuki i den sneklædte indkørsel og vendte og drejede tingene og tog nogle runder på grunden. Et par dage senere mødtes de endnu engang med mægler.

- Der oplyste mægler så, at sælger ønskede at sælge ejendommen på "tvangsauktionslignende" vilkår, fortæller Svend-Aage.

Det havde ikke fremgået af salgsfremstillingen. Svend-Aage og Vivan spurgte derfor ind til, hvad det gik ud på. Det viste sig, at sælger var pantebrevfirmaet Finanshuset Farsø A/S, der selv havde købt ejendommen på tvangsauktion.

- Vi fik forklaret, at de "tvangsauktionslignende vilkår" handlede om, at sælger ikke ville have ansvar for fejl og mangler efter salget. Men sælger ville tilbyde os en ejerskifteforsikring, som ville stille os ligeså godt, hvis noget viste sig.

Det eneste, der syntes galt, var derfor, at fyret var brændt i stykker.

Ved et pudsigt sammenfald havde Svend-Aage tidligere haft leaset maskiner igennem Finanshuset Farsø A/S i sin vognmandsvirksomhed. Så han tænkte, at det med fyret nok skulle finde sin løsning, når nu de kendte ham i forvejen.

Da en rådgiver i Fynske Bank havde godkendt købsaftalen, skrev Svend-Aage og Vivian under på skødet på mæglers kontor i Maribo. På det tidspunkt godt tilfredse med det afslag på 25.000 kroner, som de fik forhandlet hjem for fyret mod at lægge 35.000 kroner i udbetaling og skylde resten i et pantebrev.

Nøglen var de også heldige at få før tid. Så Svend-Aage fyldte en 750 kilo trailer med presenning et utal af gange og kørte frem og tilbage mellem deres gamle ejendom og deres nyerhvervede sted. Et par af gangene kørte Vivian med. 15. februar 2012 var sidste læs med på anhængerkrogen.

De kunne flytte ind, og et nyt liv begynde på Strædet 1.

Svend-Aage og Vivian havde, udover at medbringe møbler og nips, også sikret sig stiklinger fra jordbærplanterne på deres gamle ejendom.

- De planter gav nemlig de skønneste jordbær, fortæller Vivian.

Men det skulle vise sig ganske umuligt at få dem til at ville livet på Strædet 1.

- De kunne godt nok ikke gro, og det forstod jeg ikke et hak af, fortæller Svend-Aage.

Men det blev han senere klog på.