Den hårde skole på landevejen

Filmanmeldelse - fem ud af seks stjerner

Roadmovies er noget helt specielt. Film, som for det meste foregår på landevejen, hvor folk transporterer sig fra et sted til et andet. Og hvor der sker noget magisk undervejs.

Personerne i roadmovies undergår en forandring. De opnår en større forståelse af dette eller hint. Hvilket publikum i bedste fald også gør. De åbenlyse eksempler er "Thelma & Louise", "Rain Man" eller "Driving Miss Daisy".

I hver af disse film rykker personerne sig afgørende. De bliver klogere på livet - og på sig selv. Hvad enten det nu drejer sig om kvindeundertrykkelse, familieskab eller raceproblematikker.

"Green Book" er en roadmovie. Faktisk en rigtig god en af slagsen. En af dem, der vil blive stående. Hvor den jævne, hvide italiensk-amerikaner Tony (Viggo Mortensen) er chauffør for den farvede, sofistikerede musiker Donald (Mahershala Ali) på turné gennem sydstaterne i USA i 1962.

Det siger sig selv, at det er noget af en opgave.

Tony er udsmider i en fashionabel jazzklub i New York, men bliver midlertidigt arbejdsløs, da stedet skal restaureres. Pengene er små, og Tony er til fals for hvilket arbejde, der nu måtte dukke op.

Så da den sorte pianist Donald dukker op med et tilbud til Tony om at blive chauffør for ham på en koncertturné i "the deep south", slår han til. I modsætning til i "Driving Miss Daisy", hvor det er en sort chauffør, der kører den fine overklassefrue, er det her den halvracistiske Tony, der kører for den veluddannede sorte Donald.

Men resultatet bliver det samme. To kulturer støder sammen og befrugter hinanden på den bedste måde. Se det lyder jo ikke som et plot, man kan få en to timer og 10 minutters film ud af. Men det kan Peter Farrelly sagtens.

For vi bliver på intet tidspunkt træt af at følge de to mænds indbyrdes trakasserier eller udefra kommende farer. Tony elsker sin familie, rock'n'roll og mad - masser af fastfood - mens Donald er en forfinet mand, der dyrker Chopin, Beethoven og en flaske Cutty Sark-whisky hver aften.

"Green Book" har taget navn efter den specielle guidebog, som i 1950erne og 60erne anviste alternative overnatningsmuligheder og spisesteder for farvede personer i de amerikanske sydstater. Og den bliver der brug for.

Noget af det smukkeste i "Green Book" er den langsomt glidende bevidsthed, som sniger sig ind hos de to mænd. Tony får øjnene op for den åbenlyse racisme, som han selv har haft en rem af huden af, og Donald finder langsomt ud af, at man måske ikke altid kan stå så stejlt på de principper, der sendte ham ud på hans mission om at omvende hvide racister via smuk musik.

Den rå, men hjertevarme Tony klæder så at sige Donald på til at klare sig i det virkelige liv, mens den kultiverede Donald lærer Tony, hvordan man skriver smukke breve til sin ventende kone derhjemme.

Ok - der er klichéer undervejs, som vi kender til hudløshed. Hjernedøde politifolk og højtråbende konstant ædende italiensk-amerikanere eksempelvis. Men det skal være undskyldt i en film, som naturligvis kun fungerer, hvis de to hovedroller fungerer. Og det gør de. Så godt, at de begge er blevet Oscar-nominerede for deres præstation. Viggo Mortensen i kategorien bedste hovedrolle og Mahershala Ali for bedste birolle.

Man kan så diskutere, hvorfor den ene er hovedrolle og den anden birolle. Forhåbentlig har det ikke noget med hudfarve at gøre. Umiddelbart ser de to roller ud til at være sideordnede. Måske har det noget at gøre med, at Viggo Mortensen har taget voldsomt mange kilo på til rollen som den storspisende Tony.