cookie-og-privatlivspolitik
Filmen Blinkende Lygter har fået nyt liv på NørregadeTeatret med Paw Henriksen, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard, Jakob Højlev Jørgensen, Christina Bech, Kristian Boland og Frank Rubæk på rollelisten.
Foto: Lynge Nielsen

Kultur

Skodbande i lollandsk skov

Teateranmeldelse: "Blinkende Lygter", Nørregade Teatret i Maribo.




23. februar 2019 kl. 14:00 Af Hans Jørgen Møller

Annonce

TEATERANMELDELSE - fire ud af seks stjerner

En film er ikke bare en film. I de senere år har mange af dem fået et nyt og længere liv på teatret.

Thomas Vinterbergs "Festen", Susanne Biers "Den eneste ene" og svenske Lukas Moodyssons "Fucking Åmål er blot nogle enkelte eksempler, som har klaret transformationen fra lærred til scene.

Remediering hedder det med et flot ord, og i aftes kom Nørregade Teatret i Maribo med på trenden, da Vivian Nielsens bearbejdning af Anders Thomas Jensen film "Blinkende lygter" sørgede for røde lygter udenfor det lollandske teater.

Det er historien om den københavnske skodbande, som stikker af med en kuffertfuld penge, som de har stjålet fra et andet kriminelt element, Færingen, og de fire strander i en skov udenfor Maribo, fordi deres "lorte-spasserbus" bryder sammen.

De søger tilflugt i en gammel faldefærdig restaurant, og af forskellige årsager vælger de at blive, og sætte restauranten i stand og åbne den for gæster. Undervejs i forløbet støder de ind i den lokale jæger Alfred og hans ven, lægen Carl.

Langsomt og usikkert forvandler de fire hårdkogte forbrydere sig og bliver tiltagende normale, hvorimod man ikke ligefrem kan sige det om deres omgivelser.


Heldig transformation

Det er svært med så kendt en film som "Blinkende Lygter" ikke at sammenligne teaterstykket med originalen. Hvilket jo er uretfærdigt, eftersom der er tale om to forskellige medier. Og fordi filmen dengang havde hele dansk films A-hold på rollelisten med Søren Pilmark, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Ole Thestrup, Sofie Gråbøl og Frits Helmuth i absolut storform.

Når det så er slået fast, så skal Vivian Nielsen roses for at have komprimeret løjerne til teatrets mere stilistiske virkemidler. Og Nørregade Teatret for at have fundet løsninger på adskillige scener, som oprindeligt er skrevet meget filmisk.

Morsom er eksempelvis scenen, hvor Arne og Alfred tømmer en hel mark for køer med jagtgevær og AK47 maskingevær. Det fungerer ligeledes fint med at flytte scenariet fra Jylland til Lolland og hermed gøre lægen Carl og jægeren Alfred til lolliker. Det giver respons hos publikum, som sagtens kan se det morsomme, da Arne vantro siger til Torkild:

"Du har ikke givet halvanden million for et hus uden tag - på Lolland"!!!


Vitalitet og energi

Paw Henriksen, Thomas Magnussen, Jakob Højlev Jørgensen og Peter Pilegaard spiller henholdsvis Torkild, Arne, Peter og Stefan, og det gør de særdeles veloplagt og med masser af energi.

Det er tydeligt at se, de har haft de filmiske forbilleder med i indstuderingen, men ikke mere end at det altså fungerer på de skrå lollandske brædder. Kristian Boland og Frank Rubæk er samtidig morsomme som Alfred og Carl, mens Christina Bech står svagest i billedet, dels som Hanne og dels som Torkilds gamle kæreste Therese. Til hendes undskyldning skal det siges, at hun heller ikke har meget at spille med i rollerne.

Da de fire forhenværende bandemedlemmer omsider får åbnet deres restaurant, kommer Therese forbi og anmelder stedet. Hun giver restaurant Blinkende Lygter fire stjerner - én for Torkild, én for Arne, én for Peter og én for Stefan.

Så skal vi ikke lade hendes dom stå til troende? Med den tilføjelse, at også Alfred og Carl bidrager til stjernehøsten.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Oprydning efter brystkræftsskandale 13. oktober 2019 kl. 20.51

AF: BJARKE ROSENKILDE

Narrens vise. 10. oktober 2019 kl. 16.29
Nu må Digelauget stoppe vanviddet 09. oktober 2019 kl. 10.42

AF: BJARKE ROSENKILDE

Blåpandet stram udlændinge politik 08. oktober 2019 kl. 15.54

Annonce