Slående lighed er ikke nok

I 1937 lå verden for komikerparret Gøg & Gokkes fødder. Publikum elskede den lille enfoldige Gøg og den tykke selv-overvurderede Gokke, og det samme publikum bestormede alverdens biografteatre for at more sig over løjerne.

Ganske anderledes ser det ud for Stan Laurel og Oliver Hardy, som var de to komikeres borgerlige navne, 16 år senere, hvor de begiver sig ud på en større turné i England og Skotland. De store teatre og de luksuriøse hoteller er fortid. Men hvad værre er - det er publikum også.

Tilbage er kun håbet om et comeback via en farce om Robin Hood, som en engelsk producent løseligt har givet tilsagn om. Filmen bliver naturligvis aldrig til noget. Men takket være hårdt arbejde på de britiske scener og medvirken i reklamefilm begynder publikum at vende tilbage. Men så kniber det med, at helbredet kan følge med.

Det er i grove træk handlingen i Jon S. Bairds film "Gøg & Gokke", som rammer de danske biografer i dag. En fri gendigtning over verdens største komikerpars op- og nedture, som der er blevet slået stort på tromme for op til premieren. Og som oven i købet er blevet indlemmet som et tilbud fra Biografklub Danmark. Men som desværre ikke helt kan leve op til forventningerne.

Bevares - skuespillet fejler intet fra Steve Coogan og John C. Reilly, som ligner Gøg og Gokke på en prik såvel i udseende som i deres ageren. Men selvom undertegnede tilhører generationen, der er opflasket med Gøg & Gokke-film i fjernsynet gennem hele barndommen, har jeg svært ved at holde interessen fangen filmen igennem.

"Jeg vil savne os, når vi stopper", siger Gokke til Gøg i slutningen af filmen. Hvilket skal bekræfte os publikum i vores antagelse af, at der ikke længere fandtes en Stan Laurel og en Oliver Hardy. At de var blevet ét med deres karakterer - at Gøg & Gokke havde overtaget deres personligheder.

Filmen forbliver for mig den gamle kliché "le klovn - græd hjerte", og det er der jo ikke så meget nyt eller interessant i. Og hvad værre er, så ender "Gøg & Gokke - Historien om verdens største komikerpar" med at blive en film om mange forspildte muligheder.