Tv-2: Vi kommer tilbage

MARIBO I aftes skete det. Lidt efter klokken 20 gik tv-2 på scenen i Maribo Hallerne, og Steffen Brandt greb mikrofonen.

- Tak, fordi I vil se os efter alle de år. Tænk, vi har spillet i næsten 40 år, og vi har aldrig været i Maribo. Vi er glade for endelig at komme til byen, sagde han og greb til en klassisk Brandtsk åbningsfrase:

- Vi håber, det må ende med at blive en dejlig aften, hvis det skulle være. Skulle det være?

Det skulle det selvfølgelig, for det var et tv-2 i den klassiske live-opstilling komplet med de tre blæsere i Århus Horns. Og med på scenen var også den velsyngende Anne Hjort, der var opgraderet fra korpige til gæstesolist.

Men publikum blev nu først sat på lidt af en prøve, inden aftenen for alvor blev dejlig. For ikke alene var hele det første sæt akustisk, bandet havde også gravet dybt i kataloget med sange og fundet flere af dem, der ikke ligefrem er store radiohits.

Det var altså ikke tid til fællessang. I stedet var der en lejlighed til at lytte efter teksterne, der selvfølgelig alle blev introduceret af den altid veloplagte Steffen Brandt med sit lune smil, sin sølvmanke og sit sorte jakkesæt. Og han gjorde da også, hvad han kunne for at charmere publikum.

- På alle måder er det fantastisk at komme til en by, der har fostret notabiliteter som Kaj Munk og Rasmus Malling, der opfandt skrivekuglen, bemærkede han blandt andet, ligesom sangen "Herlev, det er skønt" blev Maribo-fiseret.

Men man fornemmede en vis utålmodighed blandt publikum. Og da "Alt hvad hun ville var at danse" blev leveret i en meget, meget stille og sart udgave, begyndte flere at klappe taktfast for at drive nummeret frem. Nu skulle der snart ske noget!

Men først var det tid til en pause på 25 minutter, hvor der blev møbleret om på scenen. Ned kom bagtæppet med sit nedtonede foto af en boligblok, og ind kom podier til blæserne, trommerne og keyboardene.

Og nu kom den klassiske "Bornholm, Bornholm, Bornholm" med Ib Mosin, der altid indleder en tv-2-koncert. Nu kunne aftenen for alvor begynde, fornam man!

Det elektriske sæt var dog heller ikke skabt til straks at stryge det brede publikum med hårene. Først stod den nemlig på fire numre fra den nye plade, "Tæt trafik i Herning", inden det - endelig! tænkte mange vist - blev tid til en gang greatest hits.

Da bandet slog tonerne an til "Nærmest lykkelig", blev en mand netop det.

Så lykkelig faktisk, at han ikke længere kunne sidde ned, men måtte op at stå og klappe med hænderne over hovedet.

Og flere blandt publikum skrålede med.

- Hva' nu hvis jeg ikke ve', præcis hvad jeg gør? Hva' nu hvis du si'r det er helt i ården, lød det på aarhusiansk.

- Mine damer og herrer! I hørte jer selv synge, og det lød godt! roste Steffen Brandt og fortsatte:

- Selvfølgelig kunne vi ikke komme til vores yndlingsby uden at have en yndlingssang med til vores yndlingspublikum.

Sådan fortsatte det nu med en hel stribe af de gode gamle.

Nu var publikum blevet varmt, og efter en solid gang klapsalver var det tid til ekstranumrene. Tilsat et løfte fra den garvede forsanger, der satte pris på applausen.

- Må vi sige tak? Som i tusind tak? Hvis vi havde vidst det her, var vi kommet for mange år siden. Og nu bliver vi. Og kommer igen og igen, lovede han.

Læs artiklerne nedenfor i dagens avis.

En mangeårig drøm gik i opfyldelse


Wicki har været fan af tv-2 siden 1984


Hørte tv-2 under ophold i Grønland


Hvad Fanden! Skal man sidde ned?!