Annonce
Landbrug

En tur i marken i Bavelse

De mange fremmødte snoede sig som en slange gennem landskabet under markvandringen på Bavelse Gods. Foto: Denny Michael Jakobsen

Stort fremmøde ved bedriftsbesøg på Bavelse Gods, hvor der bl.a. blev set på vækstregulering og svampebekæmpelse i hvede- og rapsmarken.

Der var stor interesse for at se nærmere på bedriften på Bavelse Gods, da VKST Planteavl 25. april inviterede til markvandring i det naturskønne område med udsigt ud over Bavelse Sø.

Omkring 170 var mødt frem, og vejret var da også dejligt mildt og tilmed vindstille, så betingelserne for en tur i marken var optimale.

- Det er en skøn aften, men det havde næsten været bedre, hvis det havde regnet, sagde planteavlskonsulent Ole Schou med henvisning til det tørre vejr i april, der ikke har budt på mange regndråber.

Næsbyholm-Bavelse Gods ejes af Christian og Mogens Holck, og til godserne hører 730 ha skovbrug og 955 ha, hvor der dyrkes bl.a. hvede, vårbyg, rødsvingel og vinterraps. Derudover er der et aktivt jagtvæsen og 27 lejemål. Der er dog i øjeblikket lukket for hoteludlejning, da Næsbyholm er under renovering efter en brand i efteråret 2018.

Driften af landbruget står driftsleder Martin Sørensen for sammen med en traktorfører og en elev. I 2011 blev Bavelse Gods moderniseret med tre nye stålsiloer med en kapacitet på 5.000 ton korn.

Driftsleder Martin Sørensen forsøger at råbe de omkring 170 forsamlede op. Foto: Denny Michael Jakobsen

Flot hvedemark

Deltagerne fik en rundtur på 1,5 km rundt i de nærmeste marker på højderyggen med udsigt ud over Bavelse Sø. Trods den manglende nedbør stod markerne rigtig fint, kunne både deltagere og VKST's planteavlskonsulenter konstatere.

- Hveden står rigtig flot og ensartet. Nogle gange er det, der skiller fårene fra bukkene, at det ser bare sådan ud fra ende til anden. Der er ingen hjørner, hvor det står dårligt. Det ser flot ud, sagde planteavlskonsulent Torben Kejser.

Martin Sørensen fortalte om hvedemarken, der er etableret pløjefrit med to gange harvninger og sået med Rapid-såmaskine.

- Vi såede tidligt den 2. september. Vi ukrudtsbehandlede i efteråret med DFF, Lexus og Boxer og sprøjtede en enkelt gang på grund af det tidlige såtidspunkt med Maverick mod bladlus, og der er tilført mangan i efteråret, fortalte han.

- Gødningsstrategien i alle mine hvedemarker er 250 kilo 10-9-18. Det er en dejlig gødning at bruge, og den har et højt svovlindhold. Efterfølgende topper vi op med flydende gødning to-tre gange. Vi har givet marken Broadway og en halv liter Cycocel 6. april, så blev den gul, og lige da den var blevet grøn igen, kørte vi flydende gødning på lige inden påske, og så blev den gul igen, men den er da blevet grøn til i dag, konstaterede Martin Sørensen.

- Svampemæssigt har vi intet gjort endnu. Vi ser tiden an. Der er skemalagt fire svampesprøjtninger, men det kan være, det kun ender med tre lige som sidste år. Hvis alt går efter planen, vil jeg forvente, vi kører med en svampesprøjtning i næste uge (uge 18, red.), og vejrudsigten siger også, at vi kan få en lille tår vand inden. Vi kører sandsynligvis med 0,3 liter Comet, og så tager vi måske lidt Propulse med, hvis vejret begynder at se lidt ustabilt ud. Og så kører vi sikkert lidt Proline Xpert. Så venter vi 14 dage, eller måske kun 10 dage, og så kører vi en lille dosis Folicur Xpert. Så venter vi yderligere en uge, og så kører vi en halv liter Viverda, og så slutter vi af i fuld blomst med Propulse og Orius, forklarede Martin Sørensen.

Deltagerne kunne nøje studere afgrødernes tilstand som her i rapsmarken. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Problemer med rust

Torben Kejser supplerede og fortalte, at man begynder at finde rust mange steder, bl.a. i sorten Benchmark, som er meget udbredt. Hvis rusten begynder at vise sig alle vegne i hvedemarken, anbefaler han, at man med det samme får sprøjtet.

Ifølge planteavlskonsulent Ole Schou har de hvedemarker, der har fået gødning tidligst, fanget gødningen bedre end de marker, der fik gødning for tre-fire uger siden.

- Det er jo ikke tørke endnu, jo der er tørkeindeks på DMI, men det er ikke tørt, når man graver 10 cm ned i marken her, og rødderne er jo nede i en halv meter nu. Men det, der er galt, er, at de næringsstoffer, som vi har tildelt, ikke er blevet optaget, fordi rødderne søger nedad, og næringsstofferne ligger oppe i toppen. Så der er ikke andet at håbe på end regn, forklarede han.

Han anbefalede dog at køre flydende gødning ud nu, for hvis man får lavet en svidning ved at køre gødning ud, når det lufter lidt, så er den svidning værre om 14 dage end nu. Og det skal i år være gødning med fordampningshæmmer.

Trods den manglende nedbør stod hveden rigtig flot og ensartet, konstaterede planteavlskonsulent i VKST, Torben Kejser. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Pjattet med ny sort

Turen gik også forbi brødhvede-marken, hvor Martin Sørensen har fundet en ny god sort.

- Sorten er KWS Zyatt, som er på brødhvedelisten på dispensation og en søstersort til KWS Lili, og jeg er pjattet med den. Jeg var ovre at se den i Jylland til store hvededag sidste år og bestemte mig endelig for den der. Jeg har dyrket Genius og Tuareg, men det er de to mest dovne hvedesorter, jeg kender, de lagde sig altid ned, og vi kunne ikke så dem tidligt. Men Zyatt har vi kunnet så tidligt i et vindue fra 8. til 15. september. Den er sået traditionelt med plov og Rapid-såmaskine. Jeg er virkelig tilfreds med sorten, fortalte Martin Sørensen.

Torben Kejser gav sit bud på, hvilke hvedesorter man skal gå efter at dyrke næste år.

- Vi skal gå efter de sunde sorter Septoria-mæssigt, det er billigere, og man behøver ikke at sove på albuerne, som man gør nu med Benchmark for andet år i træk. Så den sort har nok set sine bedste dage. Vi står til at få lukket ned for triazoler, og Proline er ikke verdensmester alene, og triazoler indgår også i Viverda, så man er noget på den, hvis der bliver lukket ned for triazoler, inden vi får noget ny kemi. Derfor skal man gå efter nogle sunde sorter, og selvfølgelig også de højtydende, men de skal være sunde og kunne overvintre. Det kunne være Informer og Sheriff, fortalte Torben Kejser.

I 2011 blev kornanlægget på Bavelse Gods moderniseret med tre stålsiloer med en kapacitet på 5.000 ton korn. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Raps i fuld blomst

Turen gik videre til rapsmarken, der ligger på noget af den bedste muld på Bavelse Gods.

- Vi kører et gødningsniveau i rapsen på cirka 200 kg N, hvoraf de 60 altid bliver leveret i efteråret. Vi sprøjter med Belkar, og vi er meget opmærksomme på skadedyr i efteråret. Vi kører altid Kerb. Vi har ikke bekæmpet kamiller i marken, det klarer vi fint med Belkar. I år vækstregulerede vi med Caryx først, og så sprøjtede vi Belkar bagefter, og det virker rigtig godt, sagde Martin Sørensen.

- Så skal vi sprøjte mod svamp på et tidspunkt. Hvis vi ikke får noget regn fra nu og lang tid fremad, så er der ikke så stort smittetryk i knoldbærersvamp. Men jeg har i går og i forgårs fundet skulpesnudebiller derude og hørt fra Jylland, at der er kraftig indflyvning derovre, så hen over weekenden skal der nok også ske noget. Det bliver en svampesprøjtning med Pictor Active og lidt Orius eller Propulse, og så bliver det med Biscaya, fortsatte han.

Før i tiden havde man et pointsystem for, hvornår man skulle sprøjte mod knoldbærersvamp ud fra bl.a., hvor længe siden man sidst havde raps, og hvor meget det regnede. Men det har man droppet, og nu skal man selv afdække risikoen, fortalte Torben Kejser.

- Man skal sprøjte ved fuld blomst, og det tidspunkt er måske også rykket lidt med årene, en gang skulle den være helt gul, men nu hedder det fuld blomst, når 50-60 procent af hovedskuddet blomstrer, og det er ved at være nu, sagde han.

- De næringsstoffer, som vi har tildelt, er ikke blevet optaget, fordi rødderne søger nedad, og næringsstofferne ligger oppe i toppen. Vi har brug for noget regn, sagde planteavlskonsulent i VKST, Ole Schou. Foto: Denny Michael Jakobsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Glæde over vejrstation

På Bavelse Gods har de fået sat en vejrstation op fra FieldSense, som Martin Sørensen har stor glæde af.

- Der åbner sig en helt ny verden, når man har sådan en, siger han og kan på sin tablet se, at temperaturen lige nu er 18,1 grader, at det blæser et halvt sekundmeter, og jordtemperaturen er 13,2 grader.

- Her i Bavelse har vi mikroklima, vi har det samme vejr, som de har på Storebæltskysten, fordi vi har de store søer, der trækker. Det er tit, det regner 500 meter på den anden side af vores markvej. Det er utroligt tørt, meget tørrere end på Gunderslevholm, og meget tørrere, end hvis du kommer op omkring Susåen, forklarede han.

Markvandringen blev afsluttet i maskinhallen, hvor maskinkonsulent Christian Rabølle fortalte om maskinøkonomi, og der var mulighed for at stille spørgsmål til planteavlskonsulenterne over en øl og vand.

- Man skal sprøjte mod knoldbærersvamp, når rapsen står i fuld blomst. Engang skulle den være helt gul, men nu hedder det fuld blomst, når 50-60 procent af hovedskuddet blomstrer, og det er nu, fortalte planteavlskonsulent Torben Kejser. Foto: Denny Michael Jakobsen
Det nuværende Bavelse Gods daterer sig tilbage til 1845. Foto: Denny Michael Jakobsen
Bavelse Gods ligger på en højderyg med udsit til Bavelse Sø på den anden side af denne bakke, hvor der dyrkes rødsvingel. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • De mange fremmødte snoede sig som en slange gennem landskabet under markvandringen på Bavelse Gods. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Driftsleder Martin Sørensen forsøger at råbe de omkring 170 forsamlede op. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Deltagerne kunne nøje studere afgrødernes tilstand som her i rapsmarken. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Trods den manglende nedbør stod hveden rigtig flot og ensartet, konstaterede planteavlskonsulent i VKST, Torben Kejser. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • I 2011 blev kornanlægget på Bavelse Gods moderniseret med tre stålsiloer med en kapacitet på 5.000 ton korn. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • - De næringsstoffer, som vi har tildelt, er ikke blevet optaget, fordi rødderne søger nedad, og næringsstofferne ligger oppe i toppen. Vi har brug for noget regn, sagde planteavlskonsulent i VKST, Ole Schou. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • - Man skal sprøjte mod knoldbærersvamp, når rapsen står i fuld blomst. Engang skulle den være helt gul, men nu hedder det fuld blomst, når 50-60 procent af hovedskuddet blomstrer, og det er nu, fortalte planteavlskonsulent Torben Kejser. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Det nuværende Bavelse Gods daterer sig tilbage til 1845. Foto: Denny Michael Jakobsen
  • Bavelse Gods ligger på en højderyg med udsit til Bavelse Sø på den anden side af denne bakke, hvor der dyrkes rødsvingel. Foto: Denny Michael Jakobsen
Annonce
Annonce
Annonce
Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

112

Bil i brand på motorvejen

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem