cookie-og-privatlivspolitik
Preben Jørgensen, Vester Ulslev Vingaard, forventer at kunne høste mellem fire og fem tons druer om knapt 14 dage.

2

Billeder

Preben Jørgensen, Vester Ulslev Vingaard, forventer at kunne høste mellem fire og fem tons druer om knapt 14 dage.
Foto: Anders Knudsen

Landbrugsnyt

Nyt samarbejde skaber fælles vin-brand

Vingaard, er ved at gennemføre et generationsskifte.




11. oktober 2019 kl. 08:00 Af Jesper Bøgh

Annonce

74-årige Preben Jørgensen har på Vester Ulslev Vingaard siden årtusindeskiftet drevet sin specialproduktion af kraftige, intense rødvine lavet på tørrede druer, hvor italienske Amarone er forbilledet.

Vinene fra Vester Ulslev har vundet et utal af danske og udenlandske hædersbevisninger og medaljer gennem tiderne. I 2017 og 2018 alene blev det til fem internationale guldmedaljer.

- Men nu er tiden kommet til at give stafetten videre. Jeg vil kalde det rettidig omhu. Min kone og jeg skal til at tilpasse vores tilværelse, lyder det fra Preben Jørgensen.


Samarbejde med Garbolund

Preben Jørgensen er derfor indgået i et samarbejde med Garbolund Vingård i Annisse ved Helsinge i Nordsjælland, der er drevet af Jette Haugaard.

Hun har i de sidste mange år produceret og eksperimenteret med naturvine og opnået flotte florale og farverige resultater samt en stor opmærksomhed.

- Nu er tiden moden til at samle produktionslinjerne og folde en samlet flot bred vifte ud med danske kvalitetsvine under et fælles stærkt brand, fortæller Preben Jørgensen.


Langsomt generationsskifte

Samtidig er de to vingårde som et samlet projekt under et generationsskifte, hvor parret Rigmor og Bertel Baagøe skal føre begge produktionslinjer sammen og videre ud i fremtiden.

Der er tale om et langsomt generationsskifte, hvor de to generationer i fællesskab vil forvalte produktionen af deres vine.

I praksis betyder det, at Preben Jørgensen nu sammen med Rigmor og Bertel Baagøe forpagter jorden med vinmarken ved Vester Ulslev af Dalbakkegård, der tæller 1,26 hektar med 3,5 kilometer rækker med druer.

- Det betyder, at dyrkningen af druer, høsten og den efterfølgende tørring vil ske i Vester Ulslev, mens vinproduktionen vil ske på Garbolund Vingård, fortæller Preben Jørgensen og tilføjer.

- Det er en dejlig følelse at oplære en ny generation over de næste år. At videreføre og sikre Vester Ulslev Vingaards helt unikke metoder og vine er mig en stor glæde, siger han.


Fælles signatur

Vinene fra Garbolund Vingård og Vester Ulslev Vingaard har nu fået en fælles signatur gennem det nye samarbejde og den fælles grafiske profil.

Alle vine er naturvine. Det vil sige, at vinene er lavet med et minimum af indgriben fra vinmageren. Vinene er spontangærede, ufiltrerede og uden, eller kun med en minimal mængde tilsætning af, det mest nødvendige tilsætningsstof, nemlig svovl.

I disse dage står druerne flotte, modne og mørkerøde på de 3,5 kilometer vinstokke ved Vester Ulslev, og høsten står for døren.

- Vi har planlagt at høste, som jo foregår ved håndkraft, om godt 14 dage. Jeg forventer, at det bliver til mellem fire og fem tons druer, der i sidste ende kan blive til mellem 1.500 og 2.000 flasker, fortæller Preben Jørgensen.


Flytter til noget mindre

Hvornår Preben Jørgensen endeligt træder ud og overlader stafetten helt og holdent til Rigmor og Bertel Baagøe er endnu uvist.

- Så indtil videre har jeg ansvaret for at passe vinmarken, fortæller Preben Jørgensen.

Men de første skridt er altså taget for Preben Jørgensen og hans hustru - også på den private front, hvor gården med tilhørende 1,7 hektar grund er sat til salg.

- Vi har planer om at flytte til noget mindre i Handermelle, så vi kan gøre tingene på et lavere blus end hidtil, fortæller Preben Jørgensen, der dog også i en årrække har arbejdet som konsulent for Danida, hvor han sørger for implementering af elektrificeringsprojekter i Afrika - senest i Mail, Mozambique og Benin.

- Det fortsætter jeg med en tid endnu, lyder det fra Preben Jørgensen.

 



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce