Biogasgylle, blandingsafgrøder, sojabønner og robotteknologi. Der er mange emner på programmet på årets Økologiske Plantedag.
Traditionen tro holder Økologisk VKST Plantedag d. 4. juni på Roskilde Landbrugsskole. I år sammenlignes biogasgylle kun baseret på husholdningsaffald, biogasgylle baseret på en blanding af husholdningsaffald og gylle med svinegylle og Øgro.
Med udsigt til nye gødningsregler som favoriserer biogasgylle frem for andre konventionelle gødningskilder, er det yderst relevant at få testet disse kilder op mod traditionel svinegylle, lyder det fra Økologisk VKST.
Ifølge rådgivningsvirksomheden viser erfaringer, at biogasgylle har en bedre markeffekt end almindelig svinegylle. På Økologisk Plantedag kan man med egne øjne se forsøgene og selv vurdere forskellen. Casper Laursen fra Seges viser forsøget frem og leder diskussionen.
Med baggrund i stigende efterspørgsel efter dansk produceret protein til både dyr og mennesker kan man på plantedagen også se, hvordan sojabønnerne klarer sig i det danske klima og selv vurdere, om man mener, de har en fremtid i dansk økologisk produktion.
Blandsæd som byg-ært har mange fordele - især i økologisk jordbrug. Alligevel er kun byg-ært et almindeligt syn på en økologisk mark. Økologisk VKST tester blandinger bestående af lupin, ært og vårhvede som en del af projektet Diversify.
På plantedagen kan man få inspiration til, hvilke blandinger man skal afprøve på din bedrift og høre om fordele og ulemper ved blandsæd.
På Økologisk Plantedag kan man også så- og lugerobotten Farmdroid i aktion. Den skal bl.a. bruges til at optimere produktionen af økologiske sukkerroer. Den bliver sammenlignet med Stekete-lugerobotten og den klassiske lugevogn kendt fra grøntsagsproduktionen.
Foruden en snak med kolleger i landbruget, vil der også være udstillere fra branchen og konsulenter fra VKST, som står klar til en snak.
Økologisk Plantedag foregår d. 4. juni kl. 12:30 -16:30 på Roskilde Landbrugsskole, Ledreborg Allé 50 ved Roskilde. Der er tilmelding på ecoadvice.dk