cookie-og-privatlivspolitik
Her er entreprenørfirmaet Schak Gaarde ved at trække jord i en lavning, så landmanden kan få den rigtige dybde på de nye dræn i lavningen. Det er ifølge indehaver Skak Gaarde en nem og billig løsning i forhold til at lægge ny hovedledning på en længere strækning. Det er dog en forudsætning, at der kan hentes muld nok i området, så resten af marken ikke ødelægges.

Landbrugsnyt

Overfladedræning kan være godt supplement til traditionelle markdræn

Flere landmænd kan se fordelen i at få foretaget en overfladedræning på marken.




16. februar 2018 kl. 09:09 Af Denny Michael Jakobsen

Annonce

Alle landmænd kender det - den der plet på marken, hvor vandet står højt, og kornet aldrig rigtig arter sig, som man havde drømt om.

Skak Gaarde hører ofte, at overfladedræning slet ikke kan erstatte traditionel dræning, og det er han såmænd ikke uenig i, men han ser det som en rigtig god idé at kombinere de to typer dræning.

Skak Gaarde, der er uddannet kloakmester og maskinmekaniker, står bag entreprenørfirmaet Schak Gaarde i Odsherred. Firmaet lægger blandt andet traditionelle markdræn, men tilbyder også overfladedræning.

- Ved en overfladedræning planerer man marken og spidser den op på midten eller med fald til en side, så marken hælder mod grøften eller skel, forklarer Skak Gaarde.

Det kan for eksempel være en god idé, hvis man har små søer i en forpløjning på marken. Det kan ifølge Skak Gaarde nemt rettes uden at tænke på traditionelle dræn.

- Vi har planeret marker, hvor de traditionelle dræn var i orden, og hvor vandet alligevel stod i små ujævnheder på marken, før vi planerede den, siger Skak Gaarde og fortsætter:

- Vi har også planeret en mark, hvor drænene ikke var i orden, og der var en masse vandhuller. Her planerede vi om foråret, og et driftsår efter stod der stadig ikke vand, da marken var jævn. Og vigtigst af alt gik ingen afgrøder tabt. Men vandet i undergrunden blev ikke ledt væk, så der gik 14 dage mere, før marken kunne bære en gødningsspreder i forhold til de marker, hvor drænene var i orden, forklarer Skak Gaarde.

Laser giver præcist resultat
Når entreprenørfirmaet Schak Gaarde overfladedræner, indstilles skraberen automatisk med laser, så man får det mest præcise resultat. Praktisk fungerer det ved, at man sætter en trefod med en rotorlaser midt på marken eller i den ene side, hvor terrænet skal være højest eller lavest.

Når man kører rundt med traktoren, registrerer to modtagere på skraberen, hvilken højde maskinen befinder sig i. Disse data sendes så til skraberen, der med to hydrauliske stempler - et på hver side af skraberen - indstiller bladet, så den rette mængde jord bliver flyttet.

- Der er grænser for, hvor meget jord man kan flytte på én gang, da man jo ikke vil blotlægge råjorden. Så hvis der skal flyttes meget jord, er det smartest at gøre det over flere år, fortæller Skak Gaarde.

Lavt marktryk
Entreprenørfirmaet Schak Gaarde kører med bæltetraktor. På den måde har traktoren det laveste marktryk på kun 0,32 kg pr. m2 og får et godt fast greb i jorden. Samtidig har traktoren et blad foran, så den kan komme ud i hjørnerne.

- Der findes nogle skrabere, der løfter jorden i en kasse, og så vejer alt jorden ned på hjulene. Det gør denne skraber ikke, den skubber jorden foran, så marktrykket forbliver lavt, siger Skak Gaarde.

Anderledes tankegang
Den store skraber er hentet i Holland for tre år siden med en arbejdsbredde på seks meter.

- Vi har drænet i rigtig mange år, men vi sagde til os selv, at der måtte være en nemmere måde at få bugt med de småsøer, som kommer på marken. I Holland arbejder man meget med overfladedræning, særligt om foråret og efter høst. Derfor tog vi til Holland og hentede ny viden, og vi kunne se, at denne type var den rigtige metode, slutter Skak Gaarde.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce