Hvorfor bliver vejhøet fra grøftekanter langs veje og jernbaner ikke brugt til biobrændsel til kraftvarmeværker, spørger den pensionerede landmand Hans Buch, der mener, at det er et ressourcespild at lade høet ligge.
- Vi importerer en masse flis fra Canada til biomasse til de danske kraftvarmeværker, men hvorfor bruger vi ikke vejhøet fra grøfterne langs de danske landeveje og jernbaner? Det er en ressource for hele landet. De steder, det kan lade sig gøre, bør man presse vejhøet sammen og bruge det til brændsel i kraftvarmeværkerne eller biogasanlæg.
Sådan lyder det fra pensioneret landmand Hans Buch fra Sigersted ved Ringsted. Han er tidligere hønseriejer og har i mange år slået til lyd for, at der ligger en uudnyttet ressource langs vejene i form af de planter, græs, raps og ukrudt, der gror i grøftekanterne.
- Det vil også mindske problemet med ukrudtsfrø, der blæser ind på landmændenes marker, så landmændene alt andet lige bliver nødt til at sprøjte mere med ukrudtsmidler, siger Hans Buch.
En engageret mand
Gennem årene har Hans Buch talrige gange forsøgt at råbe politikere og kraftvarmeværker op for at få dem til at bruge det afslåede græs og ukrudt. Hans store engagement for at få brugt vejhøet til noget fornuft har dog endnu ikke fået nogen til at bide på idéen.
Tilbage i 2013 skrev han til daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard om udnyttelse af vejhø. I svaret, Hans Buch fik, henviste ministeren til en rapport, som viser, at biogaspotentialet fra grøftekanter årligt kan opgøres til mellem 3 og 16 mio. kubikmeter metan, hvilket omregnet svarer til 0,1 til 0,5 PJ (PetaJoule). Det er efter rapportens skøn et mindre potentiale. Til sammenligning har halm et biogaspotentiale på 320-730 mio. kubikmeter metan.
Hans Buch kæmper dog ufortrødent videre, for, som han siger, må det da kunne betale sig at genanvende vejhøet nogle steder og eksempelvis bruges i kraftvarmeværkerne i Ringsted, Vordingborg, Haslev og Slagelse, som netop har annonceret efter halm fra landmænd.
Men i hans egen kommune i Ringsted får hans forslag en lunken modtagelse. I Ringsted Kommune slår de græs og ukrudt i grøftekanterne to gange om året, og vejhøet får lov at ligge. Driftsleder i Vej og Park, Bent Bodebjerg, vurderer, at man ikke kan indsamle det afklippede græs maskinelt på grund af vejinventar som skilte.
Omkostningstungt
Men hvad så med den bevoksning, der står langs de danske jernbaner. Vil det kunne lade sig gøre at indsamle den?
Det er Banedanmark, der vedligeholder togskinnerne og grøftekanterne langs jernbanen, der kan bestå af meget forskellig vegetation som græs, buske og skov afhængig af, hvor på jernbanenettet det er.
Morten Lykke-Hansen er sektionschef i Banedanmarks Forst-afdeling, der tager sig af de grønne områder langs skinnerne. Han oplyser, at Banedanmark en gang årligt slår bevoksningen langs jernbanen. Beskæringen sker i en afstand af seks meter fra hver togskinne med en kædeknuser på en skinnekørende gravemaskine.
- Først laver vi en vertikal beskæring, hvor vi skærer grene ned, og derefter knuser vi bevoksningen seks meter ud fra begge skinner med kædeknuseren. Der bliver ikke andet tilbage end nogle få centimeter biomateriale, som nedmulder i jorden, siger Morten Lykke-Hansen.
Han mener ikke, at det vil kunne betale sig at genanvende det afklippede græs langs jernbanen, da omkostningerne til at indsamle det er for store.
- Når vi beskærer bevoksningen, sker det om natten, og togtrafikken bliver omlagt, når det er muligt for at få arbejdstid på skinnerne op til seks timer pr. nat. Hvor det ikke er muligt, er arbejdstiden kun cirka fire timer. Det er meget omkostningstungt. En grønthøsterlignende maskine kunne måske samle biomassen op, men min vurdering er, at det ikke vil kunne svare sig, siger Morten Lykke-Hansen.
Banedanmark genanvender til gengæld somme tider træ, når der tyndes ud i skovstrækningerne for at minimere risikoen for væltede træer i stormvejr.
- Der, hvor det er sikkerhedsmæssigt og økonomisk forsvarligt, udbyder vi opgaven til en flisentreprenør, så træet kan blive genanvendt, siger Morten Lykke-Hansen.
Meget vand i vejhø
Det er altså forbundet med en del besvær og omkostninger at indsamle det afslåede græs fra grøftekanter. Men hvis det kunne lade sig gøre, ville kraftvarmeværkerne så kunne bruge det.
- Teknisk set kan man godt. Men der er en række grunde til, at man alligevel ikke gør det. En af de største udfordringer er affald. Der ligger typisk dåser, poser og alt muligt andet i vejkanten, der kræver en både større og finere sortering, før det bliver anvendeligt til energiproduktion. En anden grund er, at græs og ukrudt typisk indeholder mere vand og flere salte. Det kan give korrosion i kedlerne. Vandindholdet giver dårligere brændværdi end halm, der typisk har 12–18 procent fugt, forklarer Kate Wieck-Hansen, der er teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme.
Hun peger også på et andet problem.
- Rent lovgivningsmæssigt giver det også nogle udfordringer, hvis man skulle få lyst til at brænde vejhø af. På grund af urenheder vil græsset blive karakteriseret som affald og dermed afgiftsbelagt og skal brændes i affaldsanlæg, siger Kate Wieck-Hansen.
Halm, flis og træpiller
Dong Energy skiftede sidste år navn til Ørsted og bruger hvert år omkring 300.000 ton halm i deres kraftværker. Det kan være forskellige typer strå, men i forholdsvis store mængder ad gangen for, at det passer til Ørsteds halmfyrede anlæg.
- Vi skal modtage det i bigballer og minimum 12 ad gangen. I vores dialog med leverandører af vejhø oplever vi, at det er vanskeligt at levere så store mængder ad gangen. Her passer det bedre til de affaldsfyrede anlæg, som kan tage små mængder ad gangen, oplyser presseansvarlig Carsten Birkeland Kjær.
Hvor meget brændsel i form af flis importerer Ørsted om året til bioenergiværkerne?
- Vi fyrer med flis på to af vores kraftværker. På Herningværket fyrer vi cirka 300.000 ton flis om året. Det kommer hovedsageligt fra Danmark. På Skærbækværket, som netop er blevet ombygget, forventer vi at bruge cirka 400.000 ton om året. Det vil hovedsageligt komme fra Baltikum. De flisfyrede anlæg fyrer ikke med halm, da teknologien er en anden end på vores halmfyrede anlæg, siger Carsten Birkeland Kjær, som også oplyser, at Ørsted årligt importerer knap to millioner ton træpiller til virksomhedens to største kraftværker Avedøreværket og Studstrupværket.
- De er tidligere kulfyrede værker, som er bygget om til at fyre med bæredygtige træpiller. Både kul og træpiller knuses til støv, inden de blæses ind i kedlerne, og dermed kan vi bevare så meget af den eksisterende del af kraftværket ved at bygge dem om fra kul til træpiller. Det er en samfundsøkonomisk billig måde at levere grøn energi, som er til glæde for både klimaet og danskerne, slutter Cratsen Birkeland Kjær.
Der er altså lang vej igen for, at Hans Buchs forslag for alvor kan føres ud i livet, da anden biomasse end vejhø har mere volumen og er mindre omkostningstung, men med det engagement den passionerede, pensionerede landmand ligger for dagen, er det sikkert ikke det sidste ord i den sag.
-
Tidligere hønseriejer Hans Buch (indsat foto) har i flere år med stort engagement forsøgt at få politikere og kraftvarmeværker til at bruge vejhø fra grøftekanter til biobrændsel, men hidtil uden held. Landbrugsnyt har set nærmere på sagen.
