Annonce
Landbrug

Søstrene der skabte en madambassade

På Engestofte Gods har de to søstre Mette og Lise Egeskov gjort en dyd ud af at åbne op for offentligheden med flere begivenheder hen over året. Foto: Anders Knudsen

Mette og Lise Egeskov har skabt nyt liv på Engestofte Gods, der både er blevet centrum for Madens Folkemøde, tv-optagelser og livets fester.

Engestofte Gods summer af liv. På få år har de to søstre Mette og Lise Egeskov forvandlet det smukt beliggende gods ved Maribo Søndersø til et sted med masser af aktiviteter centreret omkring den gamle lade, som blev renoveret i 2015.

Realdania spyttede halvdelen i kassen til en ombygning af den gamle lade gennem projektet "Fremtidens Herregård", hvor Egeskov-søstrene havde sendt et forslag ind om at skabe en fødevareambassade for Lolland-Falster.

Det projekt blev for alvor konkret i maj i år, da Engestofte var vært for det første Madens Folkemøde, hvor cremen af den danske gastronomiscene, kokke, madiværksættere og meningsdannere mødte frem for at tale med mad i munden, som det sig hedder i mottoet for Madens Folkemøde. 150 debatter, workshops og madevents lokkede 8.000 til over to dage.

- Det var så enormt dejligt og befriende at se, at det endelig lykkedes, og jeg blev da også lidt stolt, da jeg gik rundt og tænkte, hold da op, det har vi været med til at skabe. Vores vision blev til virkelighed, og det er vi stolte af, siger Lise Egeskov.

Forud var der gået 3,5 år med at få idéen gjort til virkelighed, og det har bestemt ikke været uden forhindringer at stable et så stort arrangement på benene.

- Vi har haft en kuldsejlet bestyrelse. Og havde vi ikke lovet Realdania, at vi ville lave en fødevareambassade, er det ikke sikkert, vi var fortsat med planerne, for det har virkelig været op ad bakke nogle gange. Men det var medvirkende til, at vi ikke gav op, siger Mette Egeskov.

Det lykkedes dog til sidst at få sammensat en slagkraftig bestyrelse, der bl.a. tæller lokale ildsjæle som kokken Claus Meyer, viceborgmester i Lolland Kommune og tidligere fødevareminister Henrik Høegh, restauratør og iværksætter Kim Rahbæk Hansen og Mette Egeskov som næstformand, mens Food Organisation of Denmark står for selve driften af Madens Folkemøde.

"Da vi kom herned, så vi alle de her fødevarer, og vi tænkte, hvorfor er Lolland-Falster ikke kendt som Danmarks spisekammer?"

Mette Egeskov
Mette og Lise Egeskov har følt sig velkomne fra første dag, de satte deres fødder på Engestofte. Lokalbefolkningen har været yderst imødekommende og hjælpsomme og bakket op om projekterne. Foto: Anders Knudsen

Næse for events

Engestofte Gods blev i 2011 overtaget af Hans Peter og Else Marie Egeskov, efter at de gennem mange år havde ejet gårde i England og Australien. Gårdene blev dog solgt fra, da Else Marie fik konstateret uhelbredelig kræft, og de derfor gerne ville hjem til Danmark. Det var i den periode, at de to døtre Mette og Lise begyndte at hjælpe til på gården.

Else Marie døde i 2013, og Hans Peter bor i dag i den gule hovedbygning, mens Mette og Lise bor i København og pendler til Engestofte tre dage om ugen.

Mette, som er 46 år, har en baggrund som arkitekt, og Lise, der er 43 år, er uddannet grafisk designer. De har nu sagt farvel til deres civile karrierer for at hellige sig arbejdet på Engestofte. Og deres faglige ballast er en stor del af forklaringen på, at der nu satses på events på Engestofte.

- Det er noget, vi kan se os selv i og finde ud af. Vi er ikke landmænd, som Lise siger.

Landbrugsdriften er forpagtet ud til Søholt.

I 2013 åbnede Engestofte op for julemarked i den gamle lade, der på det tidspunkt endnu ikke var renoveret. Det har nu udviklet sig til en hyggelig årlig tradition, som i år finder sted 7.-8- december, hvor der igen vil være magisk stemning og et væld af stader og musik.

Derudover bliver der holdt konferencer, fester og bryllupper i den gamle lade. Og da Folketidende kigger forbi, er der stor travlhed med at få gjort den nye brudesuite i godsets gamle aftægtsbolig klar til weekenden, hvor der skal være stor bryllupsfest på Engestofte med 103 gæster.

Den gamle lade, som er blevet renoveret fra top til bund og stod færdig i 2015, rummer et væld af anvendelsesmuligheder og bruges foruden Madens Folkemøde også til det årlige julemarked, konferencer og livets store fester som bryllupper. Foto: Anders Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Liv som i gamle dage

Også tv-branchen har fået øjnene op for mulighederne i de naturskønne omgivelser på Engestofte, som er en del af Naturpark Maribosøerne. Engestofte Gods har været location til tv-programmet "Hjem til gården" på TV2, og netop nu er et nyt DR-program med titlen "De største poeter" ved at blive optaget på stedet.

- Det er meget hyggeligt, at der sker lidt nyt og er noget liv. Det er næsten ligesom i gamle dage på en stor gård, hvor der var mange ansatte og et kæmpe liv på gården. Det er der jo ikke i dag, hvor vi render rundt tre mennesker af gangen. Men når der er filmproduktion, så er der et hav af mennesker, og så forestiller man sig lidt, at det må have været sådan i gamle dage, fortæller Lise.

- Det gør det sjovt, at, at der sker så meget forskelligt, og også gårdens folk synes, det er spændende, at der sker en masse, fortsætter Lise.

De to søstre har fordelt arbejdet imellem sig, så Mette er adm. direktør og står for den overordnede drift og de fem medarbejdere, mens Lise er eventchef og står for arrangementerne i laden.

- Jeg tror aldrig, at medarbejderne har arbejdet så hårdt som til Madens Folkemøde, men de synes, det var det allersjoveste de har prøvet, mens de har været her, for så sker der noget nyt, der kommer vildt mange mennesker, og der er liv over det hele. Så man har et lidt anderledes job her på stedet, nogle gange skal man gøre rent, andre gange skal man pløje en mark, flå en fasan eller tage en hvid skjorte på, fordi man skal servere et eller andet, fortæller Mette.

Ud over de faste medarbejdere på godset, er der også tilknyttet 7-8 serveringsfolk, som hjælper til ved arrangementer.

Det gamle vandtårn på pladsen er næsten allerede gået hen og blevet et vartegn for Madens Folkemøde. Foto: Anders Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

En kultur af hjælpsomhed

Selv om Mette og Lise ikke er opvokset på Sydhavsøerne, var de solgt med det samme, da de så Engestofte og den omkringliggende natur første gang.

- Vi er meget privilegerede med den natur, vi har her. Jeg går tit rundt og niver mig selv i armen, selv om jeg går forbi søen 20 gange på en dag, fordi der er så smukt, siger Lise.

Men det er i ligeså høj grad den imødekommenhed, de to søstre har mødt hos de lokale, der har betydet, at de har følt sig velkomne fra første dag.

- Vi er flyttet en del rundt i vores barndom og har bl.a. boet ved Viborg, ved Nykøbing Sjælland og på Fyn, men der er ikke noget sted, hvor vi er blevet så godt modtaget som hernede. Vi er meget glade for at være her. Folk er meget imødekommende, og der er en kultur hernede med, at man gerne vil give en hånd med, siger Mette.

- Da vi lige var kommet herned, kom der et ægtepar forbi til kaffe, som gerne ville høre, hvem vi var, og hvad vi lavede, og de ville så gerne hjælpe med hvad som helst. Jeg sad hele tiden og ventede på, jamen, hvad kan vi gøre for jer, men det kom aldrig. Og det er generelt. Folk er meget åbne og hjælpsomme, tilføjer Lise.

Den hjælpsomme kultur har også gjort det nemmere at få julemarkedet og Madens Folkemøde til at stå, da der har været stor velvilje blandt naboer, de lokale spejdere og den lokale Lion's Club til at hjælpe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks spisekammer

Begejstringen over området, og de gode råvarer, der gemmer sig i den gode muldjord på Lolland-Falster, har også været en drivkraft i arbejdet med at skabe en fødevareambassade. For hvor for eksempel Bornholm har været god til at brande sig, har det modsatte nærmest været tilfældet med Lolland-Falster.

- Da vi kom herned, så vi alle de her fødevarer, og vi tænkte, hvorfor er Lolland-Falster ikke kendt som Danmarks spisekammer, for det burde det være, da der er så mange lækre fødevarer her i forhold til resten af Danmark. Derfor var det naturligt at sætte fokus på det, forklarer Mette.

Nu hvor det første Madens Folkemøde er veloverstået, kan arbejdet frem mod næste års Madens Folkemøde 15.-16 maj 2020 gå i gang.

- Vi har haft et kort møde i bestyrelsen inden sommerferien om Madens Folkemøde, hvor vi talte om, hvad vi gerne ville have mere af til næste år. I september mødes vi igen. Lige nu arbejder vi på at få næste års finansiering på plads, siger Mette.

Foreningen Madens Folkemøde kom i år ud med et lille plus på 84.000 kr., som føres videre til næste års folkemøde. Driften af Madens Folkemøde er lagt over i foreningen, så det er altså foreningen, der får pengene ind og ikke Engestofte.

- Hvis det var Lise og jeg, der søgte om fondsmidler, ville vi aldrig modtage støtte som privatpersoner. Det er Food, der driver den del, og det er de virkelig dygtige til, siger Mette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første erfaringer

De to søstre håber, at der kommer endnu flere til næste års Madens Folkemøde med den positive modtagelse, der har været, og når flere får kendskab til folkemødet.

- I år havde vi en lidt hård opstart, fordi Madens Folkemøde faldt sammen med valget, så vi kunne ikke få aftaler med nogen politikere, og tv-stationerne aflyste indslag fra Madens Folkemøde, fordi der skulle valg ind i stedet. Så der var vi lidt uheldige, som Mette siger.

Blandt de mange fagfolk, kokke og meningsdannere, som deltog på folkemødet, var der dog stor begejstring for indholdet. Og Egeskov-søstrene er også godt tilfredse med resultatet.

- Det gik over al forventning. Der var et rigtigt godt program. Jeg var selv rundt og se en del af debatterne, og alt, hvad jeg hørte, havde et højt niveau. En af de ting, der fungerede særlig godt, var madhåndværks-scenerne, hvor man har nogle der fx ved helt vildt meget om taskekrabber eller cider og sidder og fortæller om det, og der er smagsprøver, og man fornemmer maden. Der havde vi to små scener, og det vil vi gerne udvide næste år, fortæller Mette.

- Til gengæld havde vi ikke nok parkering, så vi måtte leje noget jord og sætte afgift på noget af parkeringen, og det var noget værre rod. Det er en af de ting, vi skal forbedre, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere sovepladser

På Engestofte arbejder de i øvrigt også på at indrette et sommerhus med otte sovepladser, der skal bruges til udlejning. I forvejen er der på godsets i alt 830 ha også et andet sommerhus med otte sovepladser. Der er også værelser i det gamle godskontor, og med det nye sommerhus vil der i alt være 22 sovepladser.

- Det er oplagt med flere overnatningsmuligheder i forhold til turisme, så det vil vi gerne have mere af. Den gamle forvalterbolig har kamre hele vejen, men det har vi ikke råd til at få sat i stand, så skulle vi da vinde i lotto først, fortæller Lise.

I stedet kan næste projekt måske blive at istandsætte skovhuset nede ved søen, som har været brugt i tv-programmet "Hjem til gården", da der efter programserien har været stor efterspørgsel efter at bo i huset.

  • På Engestofte Gods har de to søstre Mette og Lise Egeskov gjort en dyd ud af at åbne op for offentligheden med flere begivenheder hen over året. Foto: Anders Knudsen
  • Mette og Lise Egeskov har følt sig velkomne fra første dag, de satte deres fødder på Engestofte. Lokalbefolkningen har været yderst imødekommende og hjælpsomme og bakket op om projekterne. Foto: Anders Knudsen
  • Den gamle lade, som er blevet renoveret fra top til bund og stod færdig i 2015, rummer et væld af anvendelsesmuligheder og bruges foruden Madens Folkemøde også til det årlige julemarked, konferencer og livets store fester som bryllupper. Foto: Anders Knudsen
  • Det gamle vandtårn på pladsen er næsten allerede gået hen og blevet et vartegn for Madens Folkemøde. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland

Aldi sælger ud: Nu kan du købe hele pivtøjet

Rødby

Lalandia lander rekord-overskud: Overvejer udbygning

Falster

Koster 30 millioner: Enormt million-projekt går ind i ny fase

Indland

Vanvid: Seks syrebomber er kastet ind i skolegård i Esbjerg

Lolland

Trækker stikket: Vil opløse sig selv midt i jubilæumsåret

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

DSB udbetaler kompensation: Så meget er der til lokale pendlere

Erhverv

Lokal bilforhandler i opkøb på Sjælland

112

Klip og bøder på Vestlolland

Sport

Landsholdsstjerner kommer til Falster

Politik

Løsgængeren Lars Boje stifter nyt parti

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse

Udland

Mand med alkoholskabende krop frifundet for spritkørsel

Lolland

Fjerner alle skraldespande

Erhverv

Vendt på en tallerken: Butikkerne forventer ikke prisfald alligevel

Indland

Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

Annonce
Annonce
112

Søstre fra Levakovic-familie idømmes fængsel for at svindle ældre

Indland

Danskernes arbejdsglæde slår rekord

112

Truet af ekskæreste: "Jeg slår dig ihjel"

Erhverv

Lokal hæder til danmarksmesterskaberne

Falster

Mark O's nye eventyr tog dem på sengen: "Gud, der er mange"

Guldborgsund

Se billederne: Dronning Mary på besøg på Falster

112

Kørte spritstiv i lånt bil: Så blev den taget