cookie-og-privatlivspolitik
Skotsk højlandskvæg er blandt de kreaturer, som kan tåle at gå ude om vinteren.
Skotsk højlandskvæg er blandt de kreaturer, som kan tåle at gå ude om vinteren.
Foto: Anders Knudsen

Landbrugsnyt

Større fleksibilitet til udegående kvæg

Fremover bliver det vejret og ikke kalenderen, der bestemmer, om udegående kreaturer kan gå ude i vintermånederne.




07. oktober 2019 kl. 15:04 Af Denny Michael Jakobsen

Annonce

Det er slut med sanktioner mod landmænd, der lader kreaturerne gå ude en lun decemberdag. Fremover kan dyrene være ude, hvis blot ejeren hurtigt kan flytte dem ind i en stald eller til en mark med læ og ly, hvis vejret bliver dårligt.

Tidligere fik landmanden en sanktion, hvis dyrene gik ude på en vinterdag uden mulighed for læ og ly, selvom vejret var mildt for årstiden.

Nu sørger fødevareminister Mogens Jensen for, at Fødevarestyrelsen forenkler vejledningen om udegående kreaturer i vintervejr, så det bliver nemmere for landmænd at holde deres dyr ude om vinteren. Udgangspunktet er, at reglerne skal være til gavn for dyrene, og de skal være til at administrere for landmændene. Og det er ikke altid nødvendigt med et læskur.

- Alle dyr skal beskyttes mod vind og vejr efter behov. Nu ændrer vi kontrollerne, så det først og fremmest handler om, hvordan dyrene har det, og om de hurtigt kan komme i læ, hvis vejret skifter, siger Mogens Jensen.

Nogle dyr er meget robuste som eksempelvis kvægracerne angus, skotsk højlandskvæg, galloway og hereford. De trives fint i kuperet terræn med træer og buske, når det sure vintervejr sætter ind.

Også andre kreaturer kan være ude om vinteren, hvis bare de kan komme i læ, hvis vejret bliver råt. Det kræver først og fremmest, at det er robuste dyr, som er godt i stand og har tyk pels.

- Vi har haft flere milde vintre de seneste år, og så er det almindelig sund fornuft at tilpasse kontrollen. Fremover ser vi på, om de udegående dyr har det godt. Det er vigtigere end dato og årstid, siger Mogens Jensen.

Fødevarestyrelsen har udgivet en folder om udegående dyr om vinteren. I folderen kan man se, hvilke kreaturer der kan gå ude om vinteren uden læskur på egnede arealer, hvad der anses som vintervejr, og hvornår der er krav om læskur. Flade marker uden læ og græsdække er ikke egnet til dyrehold, når vintervejret viser tænder.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce