cookie-og-privatlivspolitik
Her bliver bambus klippet af i bambusplantagen, som skal transporteres til pandaerne i Zoo.

5

Billeder

Her bliver bambus klippet af i bambusplantagen, som skal transporteres til pandaerne i Zoo.
Foto: Denny Michael Jakobsen

Landbrugsnyt

Sydsjællandsk bambus til pandaerne

De to nye sultne pandabjørne i Zoologisk Have i København får bambus produceret fra Bambusplanteskolen i Kastelev.




23. april 2019 kl. 08:49 Af Denny Michael Jakobsen

Annonce

Det er næppe gået de flestes næser forbi, at Zoologisk Have i København 11. april officielt indviede det nye arkitekttegnede pandaanlæg med to pandabjørne, som Danmark har fået lov til at låne af Kina. De nuttede sort-hvide bamsebjørne har fået stor opmærksomhed.

Pandaerne er i modsætning til andre bjørne meget kræsne. De spiser stort set kun bambus. Og selv når det kommer til bambus, er de kræsne, da det kun er få typer af de cirka 1.000 arter af bambus, de gider at spise.

Zoologisk Have har forpagtet et stykke jord hos Søren Ladefoged på Bambusplanteskolen i Kastelev ved Vordingborg, hvor bambussen til de krævende pandabjørne bliver dyrket. Og det er fra start gået over al forventning.

- Vi tilbød både dansk og kinesisk bambus, og hunnen foretrak de danske den første dag, fortæller Anita Haupt Holm, der er foderansvarlig i Zoologisk Have.

Det er bambussorterne Phyllostacus Bissetii og Sasa Japonica, som produceres til pandaerne i det sydsjællandske.

- Pandaerne får cirka 50 kg bambus om dagen, siger Anita Haupt Holm.


Pandamad fem år undervejs

Arbejdet med at producere maden til pandaerne gik i gang allerede for fem år siden, da de første bambusplanter til formålet blev sat i den sydsjællandske muld.

- Hvis ikke bambussen skulle komme herfra, hvor skulle den så komme fra, hvis pandaerne skal have frisk bambus. Jeg har alle de nødvendige faciliteter og vandingsanlæg, siger Søren Ladefoged.

Han indgik derfor en aftale med Zoo om at bambussen skulle dyrkes fra Bambusplanteskolens jord i tæt samarbejde med Zoo. De højeste Phyllostacus Bissetii i plantagen er nu 6-7 meter og har været fem år om at vokse sig så store.

Om at pandaernes mad kommer fra Bambusplanteskolen, lyder det beskedent fra Søren Ladefoged.

- Det er da meget sjovt, og det skal også helst være sjovt, men det er også lidt stressende i øjeblikket, fortæller han.

Da Landbrugsnyt er på besøg, kimer telefonen flere gange. Der er mange ting, der skal koordineres i opstartsfasen, og med kort varsel kommer en fragtmand og skal hente nye friske forsyninger med bambus til Zoo. To medarbejdere må derfor ud i plantagen og klippe nye bambusgrene ned, så pandaerne kan få stillet deres sult.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce