Annonce
Landbrug

Vineventyret på Sjællands Odde

Niels Esbjerg Jensen ved nogle af de første vinstokke, som blev plantet i 2007, og som kunne høstes for fuldmodne druer to år senere. Foto: Jens Henrik Nybo

Ørnberg Vin I/S har vundet fornemme priser og anerkendelser, herunder hele 16 pokaler for deres hvide vine. Dragsholm Slot med sin Michelin-stjerne er en glad aftager af kvalitetsvinene.

På en råkold og blæsende januar-dag med lavt hængende skyer fremstår de bare vinstokke som nøgne silhuetter op mod den grå himmel - uden liv og farver.

Det kan være omtrent umuligt at forestille sig den samme scene, når den tidlige sommer melder sig, og vinstokkene begynder at bære på sprøde, grønne blade, og det blåglinsende vand i Sejerøbugten anes bagude. Men, stokkene har stået her i snart elleve år, og hvert år har forvandlingen fra det nøgne, døde look, til det livgivende farverige og senere med fuldfede druer vist sig, og det vil med garanti også ske i år.

- Sagen er bare, at med det klima, vi har her i Danmark, så kan denne proces variere ganske meget i tid. Det er vilkårene, når man vælger at dyrke vin på så nordlige breddegrader, som vi er på, siger Niels Esbjerg Jensen, da Landbrugsnyt er på besøg hos ham på fødegården, Hvidelykkegaard, omtrent midt på Sjællands Odde.

3,3 hektar med vinstokke
Her driver han Ørnberg Vin I/S sammen med sin barndomsven, Anders Ørnberg. Hvorfor så makkerens efternavn på flaskernes etiketter?

- Jo, for det er ham, som er vineksperten. Jeg er bondeknolden, der kærer om jorden og planterne, svarer Niels, da vi i den stride blæst tager en runde omkring de første vinstokke, som blev plantet i 2007. Dengang var det blot en halv hektar, men i dag råder Ørnberg Vin over 3,3 hektar, heraf omtrent 1 hektar, som er forpagtet længere ude på Odden. De 2,3 hektar, som hører til Hvidelykkegaard, udlejer han til deres fælles vinfirma.

Farvel til bær
Begge er de agronomer og vokset op på landbrug nær ved hinanden – og i øvrigt er de begge 50, blot med en uges mellemrum på dåbsattesternes datoer – så de to har mange ting til fælles.

Men fagligt har markarbejdet altid betydet mere for Niels end for Anders, som til gengæld siden 1998 har fremskabt vin. Samme år overtog Niels gården efter sin far, og han videreførte produktionen af bær og kartofler på de 70 hektar, der hører til Hvidelykkegaard.

For otte år siden lagde han om til økologi, men valgte efter omlægningen løbende at udfase bærproduktionen frem til 2013, hvor de sidste kirsebær, ribs- og solbærbuske blev revet op, fordi der ikke var penge i denne produktionsgren, især ikke når de var økologiske.

Kartofler og vin for sig
I dag er det derfor de økologiske spisekartofler, som han leverer til Danespo, der fylder godt op på markerne, og de giver et tilfredsstillende afkast. Hertil kommer de traditionelle sædskifte-afgrøder. Om Niels’ interesse for vinen, fortæller han:

- Fra begyndelsen af havde jeg egentlig ikke et nært forhold til dansk vin, men jeg følte et behov for at få afprøvet mine muligheder som landmand. Herunder at finde de potentialer, som det unikke klima her på Odden giver. Bær- og frugtproduktionen har traditionelt altid været stærk her i Odsherred, fordi her er solrigt, lunt, omgivet af vand og med en fin stenet jordbund, der er let og veldrænet, så derfor tænkte jeg, at hvis en lokalitet i Danmark skulle være egnet til vin, så måtte det være her.

Niels og Anders startede deres eventyr med Ørnberg Vin i 2007, dengang på en halv hektar med 2.200 stokke, især med grønne druer af sorterne Solaris – som også i dag udgør halvdelen af druerne – samt Phoenix og Ortega.

Mål om udvidelse
Aktuelt vokser der 10.000 stokke på de 3,3 hektarer. Det giver en produktion på op til 10.000 helflasker, men målet er at nå op på 15.000 helflasker. Sortimentet er udelukkende hvide og fordeler sig med fire dessertvine, tre bordvine og tre mousserende. I år er der i øvrigt premiere på produktion af helflasker, hvor det hidtil alene har været halvflasker.

De prisvindende vine sælger de til Dragsholm Slot, der har opnået én Michelin-stjerne, samt til gourmet-restauranten SuRi i Holbæk. Derudover leverer de til specialbutikker i lokalområdet, men også en butik langt væk, nemlig Supervin i Hjørring. Endelig foregår en del salg også fra den lille butik på Hvidelykkegaard.

- Vi ligger jo i Danmarks største sommerhusområde, og det giver en del kundebesøg især i sommermånederne. I sommerferien har vi derfor åbent hver onsdag kl. 13, hvor vi tilbyder rundvisning i markerne og mulighed for at smage og købe vinene. Ellers kan man altid ringe for et individuelt besøg, fortæller Niels.

Traditionel markedsføring i form af annoncer i medierne benytter Niels og Anders sig ikke af, bortset fra en annonce på VisitOdsherreds hjemmeside. I stedet deltager de aktivt i FIO – Odsherreds største marked for fødevarer – som holdes tredje weekend i juli i Nykøbing Sjælland.

Plus på bundlinjen
Siden starten i 2007 er der ikke alene kommet flere stokke på markerne, druesorterne er også udvidet, så der i dag også indgår sorter som Pinot Noir, Pinot Noir Précoce, Sauvignon Blanc og lidt Chardonnay. Alt materialet – inklusive stokkene og pælene – indkøbes i det tyske Rhin-land, hvor Anders har opnået en stor kontaktflade.

- Især ønologen Jens Heinemeyer, der driver Weingut Solveigs i fjerde generation, har været en uvurderlig hjælp for Anders og mig med gode råd og vejledninger. Vi kan vel kalde ham for vores mentor igennem de første år af vores produktion, nævner Niels.

At dansk vinproduktion ikke just skaber rigdom, erkender han. Dertil er bl.a. produktionsomkostningerne for høje:

- Vi bruger op til 80.000 kr. pr. hektar i arbejdsløn, hvilket svarer til, at de fire deltidsansatte medarbejdere samlet har et årsværk. Det er uhyre tidskrævende. Betingelsen for at kunne mestre et godt udbytte er en omhyggelig pasning og pleje. Vi er vel over hver af vinstokkene 16 gange om året, fortæller Niels og tilføjer, at et økonomisk lyspunkt har kunnet noteres igennem de seneste par år, idet de ikke længere har røde tal på bundlinjen, bl.a. fordi der er kommet styr på det dyrkningsmæssige i marken.

Fremtid for kvalitet
Om fremtiden for dansk vin siger Niels:

- Da vindyrkning så småt startede herhjemme for et par årtier siden, var det mere for sjov. En flaske kostede langt mere, end kvaliteten kunne retfærdiggøre. Sådan er det bestemt ikke længere. En flaske af vores hvide bordvin til 195 kroner er i den højere ende, men jeg vil påstå – og det mener anmelderne åbenbart også – at kvaliteten følger med, siger Niels og fortsætter:

- Vi vil aldrig nå op på masseproduktion, dertil er vores klima for stor en udfordring. Men jeg tror på, at der vil ske en stigning i produktion af kvalitetsvine. Ellers havde vi – og flere af vore kolleger – aldrig kunne opnå de anerkendelser, som de seneste år er høstet, også internationalt. I det sydlige England, som ligesom Danmark aldrig har været et traditionelt vinland, har man nu i 30 år produceret kvalitetsvin og er på vej til at blive anerkendt som et vindistrikt. Hvem ved, måske kan vi også her i Odsherred opnå et sådant prædikat på et tidspunkt!

Niels ved et af de egetræsfade, der er produceret i Frankrig. Ellers er det langt overvejende fra Tyskland, materialet indkøbes. Foto: Jens Henrik Nybo
Ikke uden en portion stolthed byder Niels på smagsprøver af Ørnberg Vin. I sommerferien er der stort rykind af gæster. Foto: Jens Henrik Nybo
Ørnberg Vin I/S har både vundet fornemme priser og opnået fine anmeldelser blandt vineksperter. Foto: Jens Henrik Nybo
Niels er overbevist om, at Sjællands Odde har de bedste betingelser for vindyrkning i Danmark, takket være et lunt klima med mange soltimer samt en god jordbund. Foto: Jens Henrik Nybo
  • 30lnf vin1
    Niels Esbjerg Jensen ved nogle af de første vinstokke, som blev plantet i 2007, og som kunne høstes for fuldmodne druer to år senere. Foto: Jens Henrik Nybo
  • 30lnf vin4
    Niels ved et af de egetræsfade, der er produceret i Frankrig. Ellers er det langt overvejende fra Tyskland, materialet indkøbes. Foto: Jens Henrik Nybo
  • 30lnf vin3
    Ikke uden en portion stolthed byder Niels på smagsprøver af Ørnberg Vin. I sommerferien er der stort rykind af gæster. Foto: Jens Henrik Nybo
  • 30lnf vin2
    Ørnberg Vin I/S har både vundet fornemme priser og opnået fine anmeldelser blandt vineksperter. Foto: Jens Henrik Nybo
  • 30lnf vin6
    Niels er overbevist om, at Sjællands Odde har de bedste betingelser for vindyrkning i Danmark, takket være et lunt klima med mange soltimer samt en god jordbund. Foto: Jens Henrik Nybo
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

NFH blev blæst ud af Boxen: Team Esbjerg i særklasse

Gedser

Fanget ved grænsen: Medbragte meget stort, kontant beløb

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Lokal nyt

Godkender økonomisk redningsplan med markant mindre indflydelse

Nykøbing

Imponeret over kulissen: Se, hvad der er skabt på 13 år

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annonce
Annonce
112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op